6 fantastiske festival-koncerter der gik rent ind

Musik kan få følelser frem - og jo flere jo bedre. dr.dks festivalredaktør samler op på fire af sommerens største musikfestivaler

Kender du dem alle sammen? dr.dks festivalredaktør giver sit bud på seks festivalkoncerter, der fik følelserne frem - ligepræcis sådan som musik skal.

Sæsonen er snart ved at være slut.

Så mange scener, så mange koncerter og sange – så mange forskellige oplevelser og opfattelser af, hvad der var genialt, godt eller decideret grufuldt.

Men hey, ingen har set det hele. Heller ikke mig.

Men af det, jeg har set, på Northside, Tinderbox, Roskilde og Smukfest, er der seks koncerter, jeg især gerne vil huske. Og håber, andre også vil huske - mindst til næste sommer.

Seks koncerter, der gjorde indtryk. Og som havde et udtryk, der gjorde det, musik er bedst til: at vække følelser.

1. Iggy Pop (Northside)

Den 69-årige rocklegende er en af de sidste store gamle i min bog, efter at både Lou Reed og David Bowies stemmer er forstummet. Og Iggy Pop levede op til mine forhåbninger, da han kickstartede festivalåret med en energisk koncert.

Gamle hits som ’Real Wild Child og ’The Passenger’ blandede sig med nye sange fra ’Post Pop Depression’-albummet.

Iggy hoppede og sprang rundt på scenen og ned foran publikum, med den arrede krop og det halte ben nærmest halsende efter sig. Det var umuligt ikke at blive revet med - også selvom jeg ikke er halt endnu.

I øvrigt var det også koncerten, hvor publikum fik setrockguden iklæde sig en lyseblå sweater fra publikum – fordi hans backstage-hold var for længe om at finde læderjakken frem.

2. Rammstein (Tinderbox)

Jeg har aldrig set Rammstein før – og altid haft svært ved at tage de ondskabsfuldt udseende tyskere helt alvorligt. Efter Tinderbox-festival i Odense holdt jeg op med at grine. Fra første nummer gik det op for mig, at Rammstein er en fantastisk kabaret.

Som en skælmsk smilende sprechstallmeister står Till Lindemann i front for en totaloplevelse med blandt andet flammekastere, radio-mikrofoner og støvede nazi-ridebukser som rekvisitter.

Rammstein river publikum rundt i en selvmatrende, grusom tour de force af tabuer og traumer, tilsat hård metal.

Hjertet i Rammstein er nok Tysklands plager gennem 100 år – men deres flammer og freakshow sprøjter ud på den virkelighed, vi alle sammen står i nu.

3. Suede (Tinderbox)

Den sidste aften på Tinderbox følte jeg mig som en af juni måneds nyudsprungne studenter: Jeg har været glad for Suede siden gymnasiealderen (aka. midten af 90’erne) – og her stod de så på scenen, hævet få meter over den fynske muld.

Jeg ved godt, at mine ungdomsidoler er blevet ældre og måske mere svage i vokalen og stivere i leddene. Og de første numre af koncerten var også lidt spage. Men derefter hev Suede bare publikum og koncerten højere og højere op.

De mange hits fra klassiske albums som ’Suede’, ’Coming Up’, og ikke mindst ’Dog Man Star’, blev godt hjulpet på vej af Brett Andersons hoftevrid, spring, mikrofon-kast og mange ture ned blandt publikum med den lange mikrofonledning på slæb (’trådløs’ er ikke et ord i bandets vokabularium …).

Så holder Suede stadig? Ja, de gør!

4. PJ Harvey (Roskilde)

Mens Suede, når ret skal være ret, er og bliver et brit-op band af 90’er skolen, har Polly Jean Harvey i løbet af sin lige så lange karriere udfordret og fornyet sig selv flere gange.

Senest med albummene ’Let England Shake’ og ’The Hope Six Demolition Project’, som tager krigens gru og klodens konflikter under behandling.

Den alvor stod mejslet ind i koncerten på Arena-scenen: dystert, gravalvorligt og PJ Harvey som intenst glødende midtpunkt i sort fjer-kostume.

Først mod slutningen smed hun sin sorte fjederham og spillede klassikerne ’Down By The Water’ og ’To Bring You My Love’. Kærlighedssange, der ikke mørket til at forsvinde – men skubbede det tilbage ind i publikums hjerter.

Tame Impala (Roskilde)

Jeg skulle ikke være blevet til Neil Young-koncerten på Orange. Selvom det nok var en lektion i rock, var det en tre timer (for) lang en af slagsen, som jeg egentlig allerede midtvejs fik lyst til at pjække fra.

For samtidig underholdt det barfodede, australske syrehoved Kevin Parker og hans Tame Impala: med synthesizer-syre-rock og lys i alle regnbuens farver.

Jeg kom først over til Tame Impala godt halvvejs, men blev straks ramt af stemningen, der nåede langt ud på den stopfyldte plads omkring Arena-scenen. Det var lige til en ren lykkerus – uden yderligere hjælp.

(Natten efter efter lukkede danske The Minds of 99 i øvrigt hele Roskilde Festival med en koncert, der også er værd at huske – se vores billedserie fra før, under og efter koncerten her)

TV-2

Smukfest bød på flere glimrende danske koncerter: Kim Larsen, Gnags og (ifølge mine kolleger) Lis Sørensen.

Men TV-2's afslutningskoncert på Bøgescenerne søndag kommer alligevel til at sidde længst i hoved og hjerte.

Bandet var energisk og i topform, setlisten bestod af et slidsikkert udvalg fra bagkataloget og var desuden besat med gæstestjerner. Og så er Steffen Brandts brug af det danske sprog iøvrigt finurlig og forbilledlig, både i sangteksterne og i præsentationen mellem numrene.

Hele koncerten med TV-2 er tilgængelig på dr.dk/tv de næste fire uger - se den her.

Facebook
Twitter