Brødre på flugt: 5 film om menneskejagt der har inspireret os

Uanset om du er på vej under jorden eller ned i sofaen, har Melvin og Mark fra DR3s 'Menneskejagt' en film, du skal se.

Brødrene Mark og Melvin er på flugt i DR3s 'Menneskejagt'. her giver de dig fem film om flugt og overvågning, de har lært af.

Hvor ville du tage hen, hvis du skulle forsvinde?

I en verden, hvor der er oceaner af data om dig fra mobiltelefonen, internettet, betalingskort og almindelig færden på to ben, er det ret svært at gøre sig usynlig. Det har DR3 efterprøvet med programserien 'Menneskejagt', hvor helt normale danskere skal gemme sig, så godt de kan, med et professionelt eftersøgningshold i hælene.

To af deltagerne er brødrene Melvin og Mark. De er normalt henholdsvis lærerstuderende og gymnasieelev, men flygter i Menneskejagt med deres erfaring fra blandt andet Hollywood-film i baghovedet.

Vi har fået brødrene til at pege på fem film om flugt og overvågning. Der er masser af inspiration til, hvis du selv vil forsøge at skjule dig - enten på flugt eller hjemme i sofaen med lidt god underholdning.

The Bourne Identity

Jason Bourne (Matt Damon) er på flugt fra CIA, imens han forsøger at stykke sammen, hvorfor han overhovedet er endt i den situation.

Filmen inspirerede brødrene til at gemme sig og være opmærksomme på, at en god flugt kræver, at man kapper alle bånd - også til dem, man holder kær.

- Da vi skulle i gang med optagelserne, måtte vi kysse familien farvel og lukke ned for de flirts, vi havde kørende på Snapchat. Ellers var der fare for at blive opdaget. Filmen er god til at skildre flugten, og den får virkelig ens adrenalin op at køre, når man ser den, siger Melvin.

The Bourne Identity (2002). Instrueret af Doug Liman. Filmen kan lejes og købes til stream på flere tjenester i Danmark.

Enemy of the State

Selvom filmen har 18 år på bagen, så er historien om advokaten (spillet af Will Smith), der pludselig bliver jaget af CIA og NSA's big brother-apparat, mere aktuel end nogensinde. Især fokuserer den på skyggesiderne af overvågningssamfundet - og det foregreb Mark og Melvins udfordringer:

- Det er jo en af guldfilmene. Filmen overdriver måske virkeligheden lidt, men det viser meget godt billede af, hvordan teknologi såsom mobiltelefoner, droner og iPads kan bruges til at overvåge os, fortæller Melvin.

Enemy of the State (1998). Instrueret af Tony Scott. Filmen kan lejes og købes til stream på flere tjenester i Danmark.

(© DREAMWORKS SKG TM & ©2008)

Eagle Eye

Jerry (Shia LaBeouf) og Rachel (Michelle Monaghan) kender ikke hinanden - men det kommer de til, da de hver modtager et opkald. Stemmen i telefonen truer deres familie på livet, og så er vi i gang.

- Den er ret spændende, og i filmen har staten nemt ved at spore sig ind på hovedpersonerne. Jeg synes, at overvågning er en god ting så længe, at ens rettigheder som borger bliver overholdt, siger Melvin:

Men så længe det eksisterer, er der risiko for misbrug. Og sker det, bør man slå ned på det hårdt - og hårdere end man gør nu.

Eagle Eye (2008). Instrueret af D.J. Caruso. Filmen kan lejes og ses med abonnement på flere tjenester i Danmark.

Nerve

En gruppe teenagere bliver mere eller mindre ufrivilligt deltagere i et onlinespil, hvor de bliver overvåget, imens de skal løse udfordringer.

- Jeg så den faktisk først efter, vi deltog i programmet. Men den er ret fedt lavet. Den skaber en paranoiastemning på en ret effektiv måde. Den kan jeg varmt anbefale, fortæller Mark.

Nerve (2016). Instrueret af Henry Joost og Ariel Schulman. Går stadig i danske biografer.

Jack Reacher

Militærofficeren Jack Reacher (Tom Cruise) sætter sig for at opklare, hvorfor tilfældige civile bliver likvideret på åben gade. Undervejs betjener han sig af flere forsvindingsnumre og krumspring, hvilket var inspirerende for brødrene.

- Der er én særlig scene, hvor han snyder politiet på en ret fed måde ved at blande sig i en folkemængde med kasket og briller. Vi afprøvede det lidt, men det var svært, fodi vores mørke hudfarve alligevel ville få os til at skille os ud, fortæller Mark med et grin.

Jack Reacher (2012). Instrueret af Christopher McQuarrie. Filmen kan købes, lejes og ses med abonnement på flere tjenester i Danmark.

Melvin Matthew Kaddu Kakooza og Mark Stevens Kaddu Rasmussen

  • Brødrene er med i serien Menneskejagt på DR3, hvor de skal forsøge at skjule sig for et professionelt eftersøgningshold.

  • Andet afsnit af Menneskejagt sendes i aften kl. 21.30 på DR 3. Se første afsnit ud af i alt seks her.

Facebook
Twitter