En storslået rejse og et intellektuelt mesterværk: 5 film om rummet du ikke må snyde dig selv for

Der er blevet lavet utallige film om rummet, men hvilke er de fem bedste? Filmanmelder Maria Månson giver her sit bud.

Keir Dullea og George Clooney har haft hovedrollerne i nogle af de mange film om rumrejser - her i henholdsvis 'Rumrejsen år 2001' og 'Gravity'. (© Ritzau Scanpix/Warner Bros)

Rummet. Hvad er det, hvad indeholder det, og hvordan ser der ud?

Hvad sker der på de andre planeter, og er der liv derude?

Solsystemet har i mange årtier fascineret rigtigt mange mennesker, og mandag aften landede endnu en såkaldt sonde på Mars, Mars Insight.

Den skal undersøge den røde planets indre og forsøge at fortælle os, hvorfor Mars er øde i modsætning til vores egen planet, Jorden, der er fyldt med levende væsener.

Men interessen for at fortælle historier om rummet ses også blandt rigtigt mange filmskabere.

Star Wars-filmene, Alien-filmene, Armageddon og Apollo 13 har indtjent millioner, - hvis ikke milliarder gennem årene.

Men hvilke rumfilm er egentlig de bedste? Her kommer filmanmelder Maria Månsons bud på netop det.

1

Gravity

Sandra Bullock og George Clooney spillede hovedrollerne i filmen 'Gravity' fra 2013. Filmen blev instrueret af Alfonso Cuarón, der også skrev manuskriptet sammen med sin søn. (Foto: Dave Kotinsky © (c) Getty images)

- Det kan godt være, historien er en smule banal: Du er på din første tur i rummet, noget går galt, og du skal forsøge at fikse det... Så går noget nyt galt, og du skal fikse det... Og så fremdeles.

- Men har man oplevet Gravity i 3D på det store lærred, vil man ikke kunne tilbagevise, at den er storslået på alle måder. Jeg sad selv med neglene boret ned i biografsædet i samtlige minutter af filmens varighed. Den lader dig simpelthen ikke ånde ud, før den er færdig.

2

Solaris

Instruktør Andrei Tarkovsky (til højre) og den litauiske skuespiller Donatas Banionis ses her i kulisserne til filmen 'Solaris', der blev filmet i Moskva. Filmen er fra 1972. (Foto: Keystone/Hulton Archive © (c) Getty images)

- Andrei Tarkovskys intellektuelle mesterværk holder jeg umådeligt meget af. En psykolog bliver sendt til en rumstation, der svæver i kredsløb om planeten Solaris. Besætningen har sendt mystiske beretninger om hallucinationer til jorden.

- Det bliver udgangspunktet for en intens og tankevækkende rejse, hvor Tarkovsky udfordrer tilskueren på både hjerne og hjerte. For hvad er kærlighed egentlig, og kan den nogensinde eksistere uden det modsatte?

3

Apollo 13

Skuespillerne (fra venstre) Kevin Bacon, Tom Hanks og Bill Paxton ses her i en scene fra filmen 'Apollo 13' fra 1995. (Foto: Universal Pictures © (c) Getty images)

- Det kan godt være Apollo 13 ikke har den intellektuelle tyngde, som andre film på denne liste. Men det gør den bestemt ikke dårlig. Filmen fortæller den virkelige historie om Apollo 13s skæbnesvangre rejse.

- Det er en vidunderlig helteberetning, der hylder den menneskelige opfindsomhed. Og så har den Tom Hanks. Hvorfor bliver alle film bare bedre, når Tom Hanks er der?

4

Silent Running

Bruce Dern ses her under optagelserne til filmen 'Silent Running'. Filmen blev instrueret af Douglas Trumbull og er fra 1972. (Foto: Silver Screen Collection © (c) Getty images)

- Denne ikke særligt kendte perle fra 1970'ernes gemmer er én af de første klima-science fiction film. I en dystopisk fremtid er al natur på jorden ødelagt. Man har som en anden Noahs Ark formået at fylde seks gigantiske rum-kupler med plante- og dyreliv. Da de imidlertid beordres ødelagt, sætter botanisten Lowell sin træ-krammende fod ned.

- Som et lille kuriosum kan nævnes, at instruktøren Douglas Trumbull har stået for de visuelle effekter på blandt andet 'Rumrejsen år 2001', 'Blade Runner' og 'Nærkontakt af tredje grad'.

5

Rumrejsen år 2001/2001: A Space Odyssey

Instruktør ses her i gang med at filme en scene til filmen 'Rumrejsen år 2001' . Filmen er fra 1968. (Foto: Keith Hamshere © Getty Images)

- Alle rumfilm-veje fører tilbage til Stanley Kubricks mesterlige værk. Det er naturligvis ikke nok at fortælle historien om astronauterne, der udfordres af computeren HAL. Tråde skal også trækkes helt tilbage til menneskehedens vugge.

- Vi er oppe på den helt store klinge her. Lyd og billede i et perfekt ægteskab og på en rejse langt ud i det ydre rum, men samtidig dybt ind i menneskesjælen.