Er du enig? Alle 7 Alien-film - fra bedst til værst

I anledning af premieren på 'Alien: Covenant' guider vi til et skrækindjagende univers, der er blevet udødeliggjort i mesterværker. Og makværker.

I de fleste - og bedste hvis du spørger Frederik Dirks Gottlieb - af Alien-filmene optræder karakteren Ripley (Sigourney Weaver). (Foto: Fra Alien 3)

I rummet kan ingen høre dig skrige.

Så iskoldt effektiv var tag-linen, der ledsagede 'Alien: Den 8. passager', da den kom i 1979. Gyseren, der følger en fjendtlig livsform udslette besætning ombord på et rumskib, var skelsættende.

Det skyldtes ikke mindst den schweiziske kunstner H.R. Gigers visionære design.

Ikke bare gav filmen mareridt, og endnu større frygt for det ukendte i vores univers, men den var også et startskud på en episk filmserie.

Nyeste skud på stammen er 'Alien: Covenant', der er aktuel i biografen lige nu. I den anledning rangerer vi alle Alien-filmene fra værst til bedst. Og starter selvfølgelig med makværket (der faktisk havde en efterfølger, men den sparer vi jer for).

Værst: Alien vs. Predator

Den værste film i Alien-universet MÅ simpelthen være den nærmest kitschede actionfilm om dengang en Alien mødte en Predator (uhyret fra 'Predator'-filmene).

Dog må man til filmens forsvar medgive, at det lader til, at skaberne bag aldrig har været på en mission om at lave en mangefacetteret og stilfuld film, men i stedet er gået efter en underholdende B-filmsstemning.

Forfærdeligt ringe computereffekter og et komplet ligegyldigt plot gør dog filmen til mere en skændsel end en egentlig bedrift, at det kan lade sig gøre at skabe så hjernedød en film på trods af ophavsmaterialet som indeholder de to måske mest ikoniske dræbermaskiner i filmhistorien.

2004. Instr. Paul W.S. Anderson. Er tilgængelig til stream og dvd.

Prometheus

Hele verden ventede i spænding, da det stod klar, at 'Alien'-faderen Ridley Scott endelig var tilbage i instruktørstolen for at genoptage den filmsaga, som han efterlod tilbage i slutningen af 1970’erne.

Forventningerne til 'Prometheus' var skyhøje, men desværre lod det til, at Ridley Scott var den eneste i hele verden, der mente, at en 'Alien'-film uden en alien/xenomorph var en god ide.

Ideen om at gå tilbage til xenomorph’ens oprindelse var egentlig fin nok, men Prometheus bliver så højtravende og uvedkommende at et 2-sekunders klip af en ellers komplet fraværende xenomorph synes mere som en hån end en gave.

2012. Instr. Ridley Scott. Er tilgængelig til stream og dvd.

Alien: Covenant (Obs: Spoiler)

Efter skuffelsen med Prometheus forventede hele verden en film, som kunne give os det, vi har ventet på: Masser af blodtørstige xenomorphs.

Det får man i den grad i den biografaktuelle film, men desværre er det en rodet affære som fortsætter den pseudo-filosofiske sludder fra forgængeren 'Prometheus'.

Der er flere spændende scener i 'Alien: Covenant', men halvdårligt computeranimerede xenomorphs og filmens forsøg på at inkorporere elementer fra de tidligere film efterlader desværre ikke en god smag i munden.

Dog er Michael Fassbender i en dobbeltrolle fortsat fascinerende som koldblodig android og leverer her en af karrierens bedste præstationer.

2017. Instr. Ridley Scott. Er aktuel i biografen lige nu.

Alien: Genopstandelsen

Da 'Alien: Genopstandelsen' kom ud i 1997 stod det for alvor klart, at Alien-filmene har det med at skifte stil og stemning alt efter, hvilken instruktør der er bag roret, og at en følelse af sammenhæng mellem filmene ikke længere lod til at være målet.

Den franske instruktør Jean-Pierre Jeunet, bedst kendt for filmen 'Amélie', var på mange måder et besynderligt valg til at få det kuldsejlede 'Alien'-franchise på rette spor igen. Set i bakspejlet stak filmen så meget ud med sit europæiske arthouse-look, at selv manuskriptforfatteren ikke ville kendes ved det færdige produkt..

På trods af at Alien-fans endnu engang var skuffede over ikke at få en film, der kunne matche de to første, så har 'Alien: Genopstandelsen' en del lyspunkter, blandt andet er ideen om en klonet Ripley spændende. Desuden har filmen nogle af de mest makabre body horror-øjeblikke i nogen Alien-film til dato.

1997. Instr. Jean-Pierre Jeunet. Er tilgængelig til stream.

Alien 3

Den tredje film i rækken fik mange hårde ord med på vejen og den unge instruktør David Fincher havde en helvedesproces med at få filmen færdig. Dog er det ikke en film uden visse kvaliteter. Blandt andet finder vi ud af, at Alien-væsener også kan vokse inden i hinanden, og det kommer der en ny og toptunet Alien-art ud af.

Det er ikke en perfekt film, men 'Alien 3' har en håndfuld stærke scener og den torterede (og ikonisk skaldede!) Ripley er i den grad træt af de forbistrede xenomorphs, hvis røv hun sparker som aldrig før.

1992. Instr. David Fincher. Er tilgængelig til stream.

Aliens

Det virkede som en umulig opgave at lave en værdig efterfølger til Ridley Scotts mesterværk Alien, men James Cameron ser muligheder hvor andre ser udfordringer.

Ved at ændre genren fra horror til action og ved at videreudvikle spillereglerne og kreaturdesignet for de insektagtige rumvæsener, formåede James Cameron at skabe en selvstændig klassiker, som nogle vil mene, overgik den legendariske etter.

Sigourney Weavers ‘Ripley’-karakter topper i 'Aliens' og med replikker som ‘Get away from her, you bitch!’, står hun klart i hukommelsen som en af de sejeste helte nogensinde.

1986. Instr. James Cameron. Er tilgængelig til stream.

1. Bedst: Alien - den 8. passager

'Alien' er stadig den mest stilrene film i serien, og den leger på makaber vis med vores frygt for fremmede organismer og den kvalmende tanke, at ulækre væsener kan lægge æg inden i os.

Det er body horror på højeste niveau, og hvem kan nogensinde glemme første gang den falloslignende baby-alien brød ud igennem sit første offer over middagsbordet?

Filmen er også så stramt skruet sammen af Ridley Scott, der udover at skabe et mytisk univers med ganske få virkemidler får skabt en yderst troværdig ‘kontorstemning’ på den avancerede rumfærge Nostromo.

På effektiv vis lærer vi besætningen at kende, og det gør ondt hver gang en kollega må lade livet på den ene groteske måde efter den anden. 1970’erne var fulde af geniale horrorfilm, men Alien er bestemt en af de bedste film fra det årti.

1979. Instr. Ridley Scott. Er tilgængelig til stream.