Få gang i fødderne: 7 perfekte sange til din næste løbetur

Fra vals til vild rock: Syv af DRs radioværter giver deres bud på den perfekte sang til at løbe lidt længere.

1,2 3 - løb! Vi har fået syv radioværter til at udpege et musiknummer, de i særlig grad synes er værd at løbe til.

Efter utallige is og for meget kold rose kan det være svært at få gang i løbeturene igen. Men hvis kollegernes opfordringer til DHL-stafet ikke har hjulpet, er der hjælp at hente i musikken.

Alle, der har prøvet at løbe med musik i ørerne ved, hvor stor forskel det kan gøre. Musikken motiverer til bevægelse, den kan få dig til at løbere hurtigere - eller glemme dine smertende ben og den besværede vejrtrækning.

Derfor har vi fået syv af DRs radioværter til at give deres bud på den ultimative løbesang til din playliste.

Der er både noget til den langsomme løber, spurteren og til den, der trænger til opmuntring på vejen, når vi bevæger os gennem kanalerne fra klassisk til hiphop og heavy rock.

'Anitra’s Dans' af Edward Grieg

Valgt af Celine Haastrup, vært på P2

Selvom Celine Haastrup hader at løbe, gør hun det alligevel, og så hjælper musikken hende på vej:

- Jeg har brug for musik, der får krop og sind til at lette og den mentale osteklokke til at udvide sig, for ellers keder jeg mig til døde og er alt for viljesvag til at blive ved.

’Anitra’s Dans’ er ifølge Celine Haastrup perfekt, fordi man glemmer tid og sted, mens man løber:

- Nummeret er i let valsetakt, der gør benene elastiske, og med lange drømmende strøg sætter fantasien på arbejde - uden at flowet bliver brudt.

'Run to the Hills' af Iron Maiden

Valgt af Tue Sørensen, vært på P3 Nyheder

Tue Sørensen har løbet flere marathon og lytter egentlig mest til hiphop, når han løber:

- Der er rigtig god energi i hiphop. Men skal jeg vælge den ene, ultimative løbesang, så er det ’Run to the Hills’.

Når Tue Sørensen tre gange om ugen trækker i løbetøjet, er Iron maiden-hittet en fast del af playlisten:

- Titlen indikerer jo allerede noget med løb, men guitarriffet i sangen driver en frem. Det er en storladen sang, som giver mig en fornemmelse af, at hele landskabet åbner sig foran mig, for hvert skridt jeg tager.

'Clique' af Kanye West, Jay Z & Big Sean

Valgt af Sisse Sejr-Nørgaard, vært på P4 København

Sisse Sejr-Nørgaard mener ikke, at yndlingssange dur på playlisten, når der skal løbes:

- Når jeg løber, skal jeg ikke kunne synge med, for så dør jeg, inden sangen er ovre, som hun siger.

Samtidig er det vigtigt, at musikken ikke presser hende op i tempo og derfor har hun valgt 'Clique':

- Når jeg hører pladen 'Cruel Summer' er det som konstant at blive klappet på skulderen af anerkendende venner. Jeg er med andre ord ude med "Cliquen".

'Beautiful Drug' af Zac Brown band

Valgt af Leif Wivelsted, vært på P5

For Leif Wivelsted bliver det ikke til alverden med løbeturene, i stedet foretrækker han at sidde på sin racercykel. Alligevel har han et god bud på den perfekte sang til løbeturen:

- Tempoet, rytmen og arrangementet i 'Beautiful Drug' inspirerer ganske enkelt til at komme op af stolen og på med løbeskoene. Det er en sang med fremdrift.

Udover fremdrift har sangen ifølge Leif Wivelsted også et budskab, der passer godt til løbeturen:

- Sangens titel 'Beautiful Drug' understreger, at det er sundt af blive "afhængig" af en daglig løbetur.

'All My Friends' af LCD Soundsystem

Valgt af Camilla Jane Lea, vært på P6 Beat

Selvom Camilla Jane Lea ikke selv løber, så har hun med sin store musikviden et godt bud på den ultimative løbesang:

- Jeg har godt nok ikke en løbeplayliste, fordi jeg i stedet dyrker yoga og pilates. Men skal jeg vælge et nummer, bliver det LCD Soundsystem med 'All My Friends'.

Skulle Camilla Jane Lea en dag finde kærligheden til løbeturene, ville LCD Soundsystems nostalgiske nummer helt sikkert komme med på playlisten:

- Det et af de der sprudlende, energiske tracks med supergode vibes. som helt sikkert ville ende på mit løbe-soundtrack.

'Don't Wake Me Up' af Chris Brown

Valgt af Jonas Gülstorff, vært på P7 Mix

Jonas Gülstorff bruger musikken til at accelerere i tempo og har erfaret, at lige netop det her nummer hjælper ham godt på vej:

- Det er den perfekte løbesang, fordi musikken bygger langsomt op, inden den eksploderer. Og så kan man ikke undgå at sætte tempoet op.

Chris Brown-nummeret adskiller sig dog i høj grad fra den musik Jonas Gülstorff ellers lytter til:

- Jeg har aldrig hørt det her nummer på et anlæg. Det er kun et nummer, jeg har i ørene, når jeg løber.

'Ordet' af Bremer/McCoy

Valgt af Jens Rasmussen, vært på P8 Jazz

I en alder af 56 år lunter jazz-værten Jens Rasmussen mere, end han løber:

- Forleden aften, tog jeg 10 kilometer og der sagde løbe-app’en 8,9 km/t, så det går ikke så hurtigt.

Det langsomme tempo generer ham ikke, for når han løber, skal det være behageligt. Til det formål passer Bremer/McCoys melodiske dub-jazz perfekt:

- Det er afdæmpet og stemningsfuld musik, som egner sig godt til en rolig løbetur om aftenen. For mig er det vigtigt, at løbemusik ikke sætter et tempo eller stresser en.

Facebook
Twitter