Forkæl dine ører med disse 5 seje kunstnere fra Sverige

Svensk musik er andet end pophits og Kent, der netop har takket af med en sidste koncert i Danmark. Se her hvilke andre svenske rocknavne, der rykker for tiden.

Sangerne Jonathan Johansson og Håkan Hellström er to af de navne, der er værd at give et lyt, ifølge P6 Beat-vært Rune Hedeman. (Foto: Collage © Scanpix)

Alle ved, at Sverige er noget nær verdensmestre i pop, og at svenskerne forstår at levere ørehængere til det meste af verden.

Den alternative rock sprudler dog også i vores naboland mod øst. Det har vi set med det populære band Kent, der lige nu er på afskedsturné, og som optrådte i Danmark for sidste gang i aftes.

Men hvad stiller du nu op – uden Kent - hvis du har hang til melankolske hits i mol fra hinsidan?

Du kan jo passende kaste dig over disse andre fantastiske, svenske navne, som vi her har fået P6 Beat-vært Rune Hedeman til at anbefale. Han har en svaghed for svenske toner og en god melodi.

Bob Hund

Hvis man vil høre en anden mastodont end Kent, så er ”dinosaurbandet” Bob Hund et godt bud, siger Rune Hedeman.

- De synger på klingens skånsk og har været aktiv siden 1991. Forsanger Thomas Öberg er måske Skandinaviens bedste frontmand – han har en energi og tilstedeværelse, der er fuldstændig uforlignelig.

- Det er både socialrealistisk og følsomt, og musikken indeholder både elementer fra grunge og elektro. Som en blanding af Kraftwerk, Nirvana og Iggy Pop.

Du kan høre sangen 'Tralala lilla molntuss, kom hit ska du få en puss' her.

Håkan Hellström

Er man mere til en kunstner, der får viseren til at stoppe op "klokken kvart i popmusik”, så er Håkan Hellström et godt sted at starte, mener Rune Hedeman:

- Han er jo hoftrubaduren derovre, og den helt store, svenske indiepopdreng, som slår skandivavisk publikumsrekord, når han spiller på Ullevi Stadion i Göteborg. Her spillede han for 69.000 mennesker på en aften for et par år siden.

- Han spillede i bandet Broder Daniel, der var kæmpestort i Sverige i 90’erne og starten af 00’erne. Bandet havde også noget af den melankoli og mørke, man også fandt hos Kent.

Hør sangen 'Din tid kommer' her.

The Radio Dept.

Bandet fra Lund har netop udgivet et nyt album og kommer da også til Danmark for at spille i januar.

- De har eksisteret i 15 år, og de spiller sådan noget ambient, drømmende indierock med engelske, politiske tekster. De havde en del undergrundshits i 00’erne.

- The Radio Dept. er slet ikke i nærheden af at være lige så store som de to foregående navne, men de er gode. Jeg er særligt vild med deres forrige single ’Heaven’s On Fire’.

Hør sangen 'Never Follow Suit' her.

Amason

- Det er et kollektivt band og også lidt af en supergruppe med folk fra alle mulige forskellige projekter.

- De låner både fra noget folkloristisk og noget indiepoppet, og deres sange har sådan en dejlig varm lyd med en sangerinde i front. De synger både på svensk og engelsk.

Hør bandets hit 'Ålen' her.

Jonathan Johansson

- Han er fantastisk til at skabe en stemning i sine sange, siger Rune Hedeman om den albumaktuelle sanger, der lige har spillet koncert i Danmark.

- Hvis man tager et nummer som ’Aldrig ensam’, så kommer man hurtigt ind i hans univers, hvor der er en dejlig ro og et overskud i sangskrivningen, der fører lytteren med.

- Jonathan Johansson har ikke særligt store armbevægelser, og det kan jeg ret godt lide.

Hør hans hit 'Aldrig ensam' her.

  • Rune Hedeman er vært på P6 Beats program ’Musiktjenesten’ sammen med Jacob Hinchely.

  • Han elsker svensk musik og har under sin studietid skrevet om svensk musikeksport.