Geniale rebeller: 6 tv-serier der nægter at følge reglerne

Potdealere, spøgelser og norske gymnasieelever befolker en række tv-serier, der eksperimenterer på mesterlig vis. Og du har weekend lige om lidt. Så er det sagt.

"Skam" kan sagtens være den ukonventionelle ungdomsserie, du har ledt efter uden at vide det. Begge sæsoner er tilgængelige på NRK's hjemmeside - gratis. (Foto: SKAM / NRK)

Serieformatet kan ikke bare tilbyde afhængighedsskabende kvalitets-underholdning.

Formatet er også et laboratorium for nye måder at fortælle historier på, hvilket en række serier, der blandt andet kredser om en potdealers hverdag, en psykologpraksis og et norsk gymnasium (!), er eksempler på.

Hvis du ikke allerede tilhører den gruppe af danskere, der har snuset tv-successen "Skam" op, så skal du gøre det. Hvorfor? Det svar får du længere nede. Her anbefaler serieeksperterne fra Streamteam og Serieland, Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg serier, der genopfinder formatet. Og underholder dig på mesterlig vis.

Skam

- Vi er allesammen papfigurer i hinandens verdener, ikke mindst i teenagealderen. Den norske gymnasie-serie SKAM skifter hovedperson fra sæson til sæson. I første sæson følger vi Eva, der starter i gymnasiet. Vennegruppen består af charmerende klichéer som Sana, der altid ved bedst. Tykke, sjove Chris og den smarte outsider Noora, fortæller Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg.

Men da anden sæson starter, ser vi pludselig livet fra Nooras synspunkt, og med eet bliver hun et helt menneske af kød og blod og Eva bliver til gengæld reduceret til den søde pige, der drikker sig for fuld til festerne, desperat efter bekræftelse. Det er mesterligt udført og giver serien mulighed for både at gøre grin med gymnasiestereotyper og sprænge dem efter tur ved at lade os opleve dem indefra.

Drama. 2015-2016. Begge sæsoner er tilgængelige gratis hos NRK. Se trailer her.

High Maintenance

- Har du nogensinde undret dig over, hvordan din lokale pot-pushers dag ser ud? "High Maintenance" giver et humoristisk indblik i den alsidige hverdag for et brunt bud, der igennem glæden ved marijuana bliver inviteret helt ind i sine klienters bizarre hverdag, fortæller Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg.

Hvert afsnit er bygget op efter ét pot-ærinde og vores hovedkarakter, den cyklende pusher ’the guy’, bliver ufrivillig tilskuer til alt lige fra parforholdsproblemer, deprimerede standup-komikere og ensomme skæbner. Serien er en række humoristiske og episodiske kortfilm, der ligesom en veldrejet joint kan åbne op for større filosofiske tanker og idéer.

Komedie/drama. 2012-2016. 19 episoder er gratis tilgængelige hos Vimeo. 6 nye afsnit bliver tilgængelige hos HBO Nordic d. 17. september. Se trailer her.

In Treatment

- Psykoterapi er en intens affære, og den stemning fanger denne serie gennem sit ekstremt simple, men benhårde greb. Hvert afsnit udgøres af en samtale mellem en psykolog og en patient. Så stort set hele serien udspiller sig som et langt kammerspil, hvor al dramaet foregår i ansigtet på skuespillerne, fortæller Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg.

Hvert afsnit udgøres stort set af en enkelt scene. Gabriel Byrne er perfekt mystisk-overlegen som psykologen Paul, hvis privatliv (selvfølgelig) vakler mere for hver neurose og hvert gennembrud, han hjælper sine patienter frem til. I hvert femte afsnit følger man ham da også selv hos sin egen terapeut, Gina. Efter al den psykologsnak kan man virkelig trænge til at komme til psykolog.

Drama. 2008-2010. 3 sæsoner er tilgængelige hos HBO Nordic. Se trailer her.

Horace & Pete

- Louis CK er kendt som en af verdens sjoveste mænd, men den underfundige komiker har også en mørk side, hvilket vi fik glimt af i hans selvtitulerede komedieserie "Louie". "Horace & Pete" udspiller sig på en "Sams Bar"-lignende bodega. Rammerne giver forventninger om en letbenet komedieserie optaget på et slidt teater, men i stedet for hysterisk dåselatter får vi tindrende stilhed og en benhård fortælling om tre triste mænd.

- De kæmper hver især for at finde fodfæste i en verden, der udvikler sig så hurtigt, at hver dag føles ugenkendelig og dybt håbløs. "Horace & Pete" er på ingen måde en komedieserie, men til gengæld har Louis CK mesterværk, fortæller Kasper Lundberg og Frederik Dirks Gottlieb.

Drama. 2016. 10 afsnit. Serien distribueres udelukkende fra Louis CK's egen side (mod betaling).

American Horror Story

- Når man laver en klassisk gyserserier, er der så mange valg - og fravalg. Skal det foregår på et gammelt sindssygehospital? Med hekse? Spøgelser? Man kan vel ikke få det hele på een gang? Jo! Hvis man hedder Ryan Murphy og laver "American Horror Story", kan man. For så skifter man bare sub-genre hver sæson.

Det betyder lykkeligvis også, at man kan lade sine yndlingsskuespillere dø på groteske måder og så bare lade dem spille helt andre roller i de næste sæsoner. Sarah Paulson spiller for eksempel clairvoyant i første sæson og begge sider (og hoveder!) på en siamesisk tvilling i sæson fire, fortæller Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg.

Horror. 2011-2016. 5 sæsoner er tilgængelige hos Netflix. Se trailer her.

The Affair

- Utroskab er det værste i verden, og at folk der knalder udenom på film og tv, er skurke. Eller hvad? I "The Affair" bliver utroskab taget seriøst og med ét genialt fortællemæssigt kneb, får seeren indblik i hvorfor almindelige mennesker begår utroskab.

I hvert afsnit ser vi samme de scener udspille sig fra fire forskellige synspunkter, den utro mand med mindreværdskompleks, kvinden der begår utroskab for at distancere sig fra et frygteligt traume og de chokerede ægtefæller som føler sig efterladt i rendestenen. "The Affair" leverer uden at dømme dens karakterer et psykologisk drama i særklasse, og de skiftende synspunkter er grobund for neglebidende intriger, fortæller Kasper Lundberg og Frederik Dirks Gottlieb.

Drama. 2014-2016. To sæsoner tilgængelige på HBO Nordic. Tredje sæson kommer til efteråret. Se trailer her.

  • Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg er værter på "Serieland" på TV2 Play og "Stream Team" på Radio24syv. Fællesnævneren er tv-serier, der hver uge diskuteres, anmeldes og nørdes med kendte gæster.

  • Favoritterne tæller blandt andet "Sopranos" og "Enlightened" for Kasper, mens Frederik har "The Wire" og "Eastbound & Down" blandt favoritterne.

Facebook
Twitter