'Gift ved første blik'-fans: 3 øjeblikke der gjorde os bløde indeni

Varm op til aftenens sæsonpremiere på DR 1-programmet om arrangerede ægteskaber. Her fortæller en superfan, hvad en øm scene på Vorbasse kræmmermarked kan fortælle os om parforhold og kærlighed.

Niels og Randi var et af fire par i tredje sæson af 'Gift ved første blik'. De forblev gift, da programmet sluttede. (Foto: Jakob Mydtskov)

Det er det eneste realityprogram, P3-vært Signe Amtoft ser fast.

Til gengæld er hun så stor fan, at hun har haft en fast tirsdagsaftale med en veninde i de tre foregående sæsoner om at se hvert afsnit, så snart det var ude.

I aften er der premiere på fjerde sæson af ’Gift ved første blik’, hvor otte singler af eksperter føres sammen i fire par og ser, om de kan arbejde på, at få kærligheden til at spire.

- Det er forfriskende, at det ikke fokuserer på sex, som så mange andre realityprogrammer gør. Men det fokuserer faktisk heller ikke på kærlighed, siger Signe Amtoft.

- Til gengæld handler det meget om parforhold og om, at et forhold er noget, man skal arbejde på for at få til at lykkes. Det, synes jeg, at programmet skildrer rigtig godt, og det kan man lære meget af.

DR Kultur har bedt Signe Amtoft om at udpege fire øjeblikke fra de tidligere sæsoner, der fik os til at tro på kærligheden.

1. Niels på Vorbasse Marked

- Niels og Randi, dem elskede jeg! De var helt fra starten meget ærlige om, at den ikke helt var der endnu, men at det kunne komme. Det var en slags jysk fornuft, jeg godt kunne lide.

- På et tidspunkt er de på Vorbasse Marked, og Niels står med Randis svoger og ordner en lampe, de skal sælge, og man kan mærke, at han gør en indsats. Han skal fandme bare med på det marked, for det betyder meget for hende. Han lægger et arbejde i forholdet.

Fra sæson 3.

2. Det første møde

- I det øjeblik, Poul og Lene ser hinanden for første gang, kan man se, at de er helt spændte.

- Hvis jeg skal mødes med en veninde på en café, kigger jeg jo op hver gang, døren går. Og jeg skal bare drikke kaffe med en, jeg kender. Men i programmet skal de altså giftes med en person, de aldrig har mødt før. Hver gang, der er et eller andet, der bevæger sig, er det ligesom på et dyr, der er helt opmærksom, hvis ører står op i luften. De er så søde og optimistiske.

- Og så går hun ind, og deres øjne mødes endelig, og man tænker bare: 'Yes, Poul og Lene bliver mit yndlingspar!' De var så lettede, kunne man se. Det gik så ikke så bare ikke så godt efter brylluppet… Men på selve bryllupsdagen var de ret cute og fjantede.

Fra sæson 3.

3. Et kys i en gondol

- Det er altid fint at komme lidt væk. Man kan tit se parrene blomstre lidt - ikke mindst når de får et lille glas vin. De slapper lidt mere af og giver slip og bliver lidt som nogle fjantede teenagere.

- Lars og Jeanette er på bryllupsrejse i Venedig og sidder og læner sig op ad hinanden i en gondol. De var ret søde i starten. Sådan en scene kan man vælge at læse på to måder: Enten tænkte: ’Ej okay, det er bare opstillet, og hvorfor sidder de der og lader som om, at de er forelskede’. Eller man kan se det som om, ’at nu giver vi det et skud’.

- Selvfølgelig kan man ikke forcere kærligheden, men man kan prøve at lade den opstå. Og det er jo det, programmet handler om.

Fra sæson 2.

  • Den nye sæson af ’Gift ved første blik’ sendes fra i dag, tirsdag 7. februar kl. 20:45 på DR1, og de følgende otte tirsdage. Programmet kan også ses på dr.dk/tv.