Gør boligen cool: 5 tips til sommerens loppemarkeder

Sommertid er loppetid, og det er nu, du skal finde din indre krejler frem. Her får du en professionel loppenørds bud på fem must-haves, der giver dit hjem personlighed.

Det er atter blevet højsæson for bæredygtig shopping i det fri, og med en målrettet indsats kan du gøre nogle virkelig gode køb. (Foto: Christian Lindgren)

Loppemarkeder kan være de rene overflødighedshorn af klassisk design og unikke fund - i hvert fald for de garvede. For den utrænede loppejæger kan det derimod være komplet uoverskueligt at navigere i mængden af bugnende boder.

Henrik Fischer Stahlhut er design- og loppenørd og har mange års erfaring med at skille skidt fra kanel, når han er ude og finde ting til sin forretning, Edison & Co., der handler med gammelt og nyt interiør:

- Når jeg går på loppemarkeder, ser jeg efter ting, der sætter gang i min kreativitet. Jeg er egentlig ligeglad med, hvem der er designeren bag - hvis kvaliteten er i orden, så er jeg på!, fortæller han om sin grundlæggende loppetaktik.

DR Kultur har bedt ham pege på fem ting, du med fordel kan holde øje med på sommerens markeder.

Nyt lys i gamle lamper

- Hvis du er på jagt efter en ny lampe, så ret blikket mod de emaljerede af slagsen. De har et helt andet udtryk end de nye lamper, som oftest er sprøjtemalet i dag. Tjek f.eks. en gammel Flower Pot op mod en ny. Det er to forskellige produkter.

Jo Hammerborg er en af mine favorit-lampedesignere, men jeg går ikke kun efter kendte mærker. Ofte er no name-design mere interessant end klassikere. Det gælder i øvrigt ikke kun lamper.

Pust liv i hytten med farvet glas

Hvis du mangler lidt liv i vindueskarmen, skal du ifølge Henrik, gå på jagt efter flotte, farvede glasvaser. De kan enten stå alene eller være en del af et stilleben - hovedsagen er at stille dem et sted, hvor solen strømmer ind.

- Det ser ganske enkelt mega flot ud, når lyset skinner igennem om sommeren. Det er en enkel måde at få liv i en ellers lidt kedelig vindueskarm.

Småmøbler - uden teak, tak

- Man kan altid bruge lækre småmøbler af enhver slags - de er både flotte og funktionelle. Gerne lidt industrielle, funkis eller art deco - igen betyder mærker ikke noget, så længe det er god kvalitet.

I de sidste mange år har alt skulle være teak, og jeg må indrømme, jeg efterhånden er lidt teaktræt. Den slags skifter selvfølgelig, så efter en pause er jeg sikkert klar igen, men i år kommer jeg ikke til at jagte teak, når jeg er på loppemarked.

FOTO: Henrik Fischer Stahlhut

Stilleben med et skævt vrid

Man kan let stirre sig blind, når man er på loppemarked, men med lidt øvelse kan man lære at se igennem skramlet og finde de unikke perler, der kan give kaminhylden et skævt touch.

- Jeg kigger altid efter de lidt skæve og sjove ting, som kan få nyt liv, når de indgår i et stilleben. Det kan være alt fra et sjovt design til en gammel brugsgenstand, der bliver dekorativ i den rette sammenhæng.

FOTO: Henrik Fischer Stahlhut

Støbejern til lys

Levende lys lugter måske lidt af mørke vinteraftener, men hvis stagerne er dekorative nok, behøver de slet ikke lys, fortæller Henrik.

- Find nogle fede, gamle lysestager i støbejern eller metal. Stil dem i klynger, eller brug dem som dekoration på væggen - uden lys. Hvis man er på helt bar bund, kan man prøve at finde en fra Quistgaard eller lignende. Men igen synes jeg, man skal se på designet frem for designeren.

  • Henrik Fischer Stahlhut lever af at finde, renovere og sælge brugt og nyt interiør. Følg ham på Facebook og lad dig inspirere her

  • Han har været genbrugsjæger i mere end tyve år og har især en stor forkærlighed for lamper. Han renoverer gamle lamper og laver selv nye ved at upcycle genbrugsting.