Gysets mester fylder 70! Her 5 af hans mest ikoniske gys

Mesterinstruktøren John Carpenter fylder rundt. Vi hylder ham ved at anbefale en række af hans film, du SKAL du se.

En navnløs dagdriver (billedet) finder et par meget særlige solbriller, der viser verden, som den virkelig er, når man tager dem på. Værsgo, plottet til en vaskeægte John Carpenter-klassiker er født. (Foto: Getty Images) (Foto: Sunset Boulevard © This content is subject to copyright.)

Mesterinstruktøren John Carpenter, der blandt andet står bag den arketypiske teenageslasher 'Halloween' med Jamie Lee Curtis som den ultimative scream queen, fylder 70 og fører stadig en inspirerende, kunstnerisk udfoldet tilværelse.

Han er nemlig også komponist og har lige været på turné over hele USA med sine klassiske synth-rock soundtracks og sælger sit merchandise på twitter under @TheHorrorMaster, som han knap så ydmygt hedder på Twitter.

Den amerikanske filmskaber og og komponost John Carpenter fylder 70 i dag. (Foto: MANUEL LOPEZ © sCANPIX)

Elsker du også serier og film?

I DR's podcast 'Binge - med Frederik og Kasper' følger serieeksperterne fra P3, Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg, tidens vigtigste og mest populære serier fra pilot til sæsonafslutning.

Hver tirsdag udkommer et nyt afsnit på iTunes og dr.dk/binge.

Løbende bidrager de også til dr.dk med nyt fra seriernes og filmenes forunderlige verden.

Man kan mistænke, at noget af det, der holder ham så vital og fri er, at han - twitternavnet til trods - er så insisterende ukrukket og uanalytisk i sin tilgang til verden og sine egne film, som han i øvrigt hævder aldrig at gense.

Som i et interview med The Guardian, hvor han udtaler sig om, hvordan han har det med, at der er genoplivninger undervejs af hans film, 'Escape From New York' og 'Halloween':

- Jeg elsker det, altså hvis de giver mig penge. Så længe de betaler mig, er det vidunderligt. Jeg er en gammel mand, der har brug for penge.'

Her er fem af hans film, der stadig giver genlyd i gyserverdenen.

Jamie Lee Curtis i 'Halloween' af John Carpenter. (Foto: Compass International Pictures/Sunset Boulevard/Corbis © Getty Images)

Halloween (1978)

John Carpenters gennembrudsfilm 'Halloween' var den første rigtige teenageslasher med sit helt simple og brutalt effektive plot om den vanvittige morder Michael Myers, der stikker af fra sindssygehospitalet for at myrde teenagere.

Serien kom til at hedde 'Maskernes nat' på dansk, fordi man åbenbart ikke anede, hvad Halloween var, dengang før BR og Interflora havde lokket os til at adoptere de amerikanske traditioner.

Den væmmelige maske uden ansigtstræk, som morderen bærer, var oprindeligt en Captain Kirk-maske købt for to dollars, men som kostumefolkene pillede så meget ved, at at William Shatner (der spiller Captain Kirk, red.) selv først fandt ud af det mange år senere.

Shatner påstår, at han ser det som en stor ære at have lagt delvist ansigt til en af gyserhistoriens værste monstre.

Nancy Loomis, Tommy Atkins and Jamie Lee Curtis on the set of 'The Fog' (Foto: Sunset Boulevard/Corbis © Getty Images)

Tågen (1980)

Let at forveksle med Stephen Kings 'The Mist', og en anden historie om vandholdig luft, der gemmer på mere end bare sigtbarhedsnedsættende væske.

Ikke mindst fordi begge historier er blevet filmatiseret flere gange.

I John Carpenters klassiker er det besætningen fra et sunket skib, der kommer tilbage 100 år senere for at hævne sig.

Her er den overnaturlige tåge et genialt virkemiddel, der kan skabe både atmosfære, mystik og en effekt, der hverken kræver komplicerede computereffekter eller kunstige indvolde for at kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på publikum.

'The Fog' er efter sigende lavet for kun omkring en enkelt million dollars.

Kurt Russel i 'The Thing'. (Foto: Sunset Boulevard/Corbis © Getty Images)

The Thing (1982)

Carpenter har altid haft en fantastisk fornemmelse for at forsøge at komme så tæt på det uformelige i sine gys som muligt.

For som alle andre gysere viser, er de jo altid mest uhyggelige i starten, hvor man endnu ikke har set monstret.

Men uhyggen forlænges, hvis man ikke helt kan få hold på monsteret: Michael Myers' maske uden ansigtstræk, den gyselige, lysende tåge med noget i og her i 'The Thing', en parasitær livsform fra det ydre rum, der opsuger andre væsener og kan efterligne dem.

Den slipper løs på en forskningsstation ved sydpolen, og snart kan hverken figurerne eller seerne stole på nogen, og al afvigende adfærd er potentielle symptomer på, at man i virkeligheden er et ondt rumvæsen. En af de mest effektive film, der nogensinde er lavet om paranoia.

Plymouth Fury'en, der spiller hovedrollen som dræberbilen 'Cristine' i John Carpenters film af samme navn ses her i 2006 på Petersen Automotive Museum i Los Angeles i Californien. (Foto: Frazer Harrison © Getty Images)

Christine (1983)

Hvad gør man, når man når en grænse for, hvor mange menneskelignende monstre, man kan finde på? Så filmatiserer man selvfølgelig en Stephen King-historie om en forfærdeligt uhyggelig morderisk bil. Nærmere bestemt en levende, rød Plymouth Fury fra 1958 ved navn Christine.

Hovedpersonen Arnie køber den brugt mange år senere og sætter hende i stand og forelsker sig i den, selvom den prøver at myrde alle i nærheden af ham. Historien er dybt åndssvag, men det glemmer man fuldstændig, fordi Carpenters selvsikre instruktion snarere gør filmen til en ren magtdemonstration.

Hovedpersonen Arnies forvandling, fra kikset nørd til skræmmende, selvsikkert røvhul gennem besættelsen af arbejdet med Christine, virker overraskende psykologisk vedkommende. Også selvom metaforen er… ja, en dræberbil.

Roddy Piper i 'They Live' (Foto: Sunset Boulevard/Corbis © Getty Images)

They Live (Obey) (1988)

Det her er filmen, der leverede råmaterialet til den verdensberømte street artist Shepard Faireys Obey-graffiti (som senere blev til et globalt tøjmærke og til det grafiske udtryk i Barack Obamas Hope-kampagne).

En navnløs dagdriver finder et par meget særlige solbriller, der viser verden, som den virkelig er, når man tager dem på. De viser ham, at verden i virkeligheden er blevet overtaget af aliens, og at medierne og reklamerne i bybilledet skjuler hemmelige beskeder til forsvar for status quo: obey, consume, marry and reproduce (adlyd, forbrug, gift dig og reproducer dig, red)

Filmen virker egentlig seriøs i sin kritik af det amerikanske, kapitalistiske demokrati, men krydres med overdrevet skuespil og uforglemmelige replikker som: 'I've come here to chew bubblegum and kick ass... and I'm all out of bubblegum'.