Har du ondt af dig selv? Her er de 5 bedste tv-serier til dine tømmermænd

Listen til dig, der ramte julefrokosten lidt for hårdt i går.

Her er tv-serielisten til dig, der ikke selv kan overskue at browse igennem de mange filmtjenester. (© Netflix / HBO Nordic)

Julefrokostsæsonen er for alvor over os.

ELSKER DU OGSÅ SERIER OG FILM?

I DRs podcast 'Binge - med Frederik og Kasper' følger serieeksperterne fra P3, Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg, tidens vigtigste og mest populære serier fra pilot til sæsonafslutning.

Hver tirsdag udkommer et nyt afsnit på iTunes og dr.dk/binge.

Løbende bidrager de også til dr.dk med nyt fra seriernes og filmenes forunderlige verden.

Og nu ligger du der. Med tømmermænd og selvmedlidenheden drivende ned ad væggene.

Selv det at finde en tv-serie, der kan lindre de fysiske såvel som potentielle moralske tømmemænd, virker helt uoverskueligt.

Vi har alle været der, så derfor stiller serie-eksperterne Kasper Lundberg og Frederik Dirks Gottlieb nu deres ekspertise til din rådighed.

Det ville være for nemt at sige, at du bare skulle fyre op for samtlige 236 afsnit af 'Venner'.

Det er til gengæld langt bedre at dykke ned i serier, hvor hovedkaraktererne har det mindst lige så skidt som én selv. Og helst værre, hvis man nu skal være helt ærlig.

- Sad coms (sørgelige komedier, red.) er en rigtig god genre, når man har tømmermænd, lægger Kasper Lundberg ud.

- Og de refleksioner, der sker i sad com-karakterer, som jo altid lider af kroniske tømmermænd, passer rigtig godt til ens humør, når man har tømmermænd, supplerer Frederik Dirks Gottlieb.

Så op med dynen og tænd for skærmen - her er fem tv-serier til dine tømmermænd.

(© Netflix)

BoJack Horseman

Den anmelderroste animationserie fra 2014 handler om den fallerede Hollywood-stjerne, hesten BoJack Horseman, som forsøger at leve videre på sin store succes tilbage i 1990'erne.

Serien er blandt andet blevet beskrevet som en syret version af 'The Simpsons' og er kræs for dine tømmermænd:

Frederik: Ud over at BoJack Horseman har et heftigt alkoholindtag, så sætter serien mange af livets bekymringer på spil på en sjov måde.

Kasper: De moralske tømmermænd, man kan have dagen efter en vild fest, og følelsen af at man er klam, fordi man spiser alt muligt ulækkert, dét gennemlever BoJack Horseman hver dag på skærmen.

Frederik: Det er altid i en dejlig armslængde, når det er animeret, hvilket er en vigtig pointe, når man har tømmermænd.

Antal sæsoner: 4
Antal timer: 29
Udbyder: Netflix

(© HBO Nordic)

Better Things

Serien, der er skabt af komikeren Louis C.K. og hovedrolleindehaveren Pamela Adlon, følger Sam Fox, der forsøger at balancere livet som (aldrende) skuespiller i Los Angeles - og alenemor til tre piger.

Et liv, hvor der ikke er gjort forsøg på at pynte på den barske virkelighed.

Kasper: Serien rammer kombinationen af humor og alvor virkeligt godt. Livets surrealistiske afkroge, som man har brug for at tænke lidt over, når man har tømmermænd

Frederik: Hovedkarakteren lider af kroniske moralske tømmermænd.

Frederik: Og det er en serie, der ikke dømmer dig: Hovedkarakteren er ekstrem impulsiv, til tider usympatisk, har ikke styr på en skid og handler nogle gange, som man selv gør, når man er fuld.

Kasper: Men hun bliver ikke straffet for det. For selvom hun måske har opført sig vanvittigt i et afsnit, så betyder det ikke, at afsnittet altid ender negativt. Nogle gange kommer der faktisk noget godt ud af det.

Antal sæsoner: 2
Antal timer: 7,5
Udbyder: HBO Nordic (Sæson 1-2), Viaplay (sæson 1)

(© BBC)

Fleabag

Tv-serien fra 2016 er baseret på et prisvindende teaterstykke af samme navn.

Hovedkarakteren er den unge kvinde Fleabag, der bor i London, hvor hun forsøger at navigere i et kaos mellem job, venner, et vildt singleliv - og efterdønningerne af en tragedie.

Kasper: Serien er helt klart i den mest alvorlige ende her på listen.

Frederik: Til gengæld er serien rigtig godt selskab, når du vågner op med tømmermænd alene. Hovedpersonen Fleabag har et greb, hvor hun taler direkte til kameraet, hvilket gør, at du føler dig lidt mindre alene midt i dine tømmermænd.

Kasper: Ja, man får ligesom en sammensvoren i en lorteverden - eller en lortesituation fra aftenen før.

Frederik: Hovedkarakteren Fleabag sætter nemlig ord på mange af de følelser, man har, når man er nede.

Antal sæsoner: 1
Antal timer: 2,5
Udbyder: Amazon Prime Video

(© Good Company Films)

Yes No Maybe

Baseret på seriens instruktør og manuskriptforfatter Mads Rosenkrantz Grages egne oplevelser med dating-app'en 'Tinder' bliver du i den korte serie ført gennem de akavede og tåkrummende øjeblikke, der følger i kølvandet på et aggressivt datingliv.

Kasper: Det er en virkelig god tømmermændsserie, for det er altid rart at se nogle andre, der ydmyger sig selv.

Frederik: Hvert afsnit er en ny historie, en ny date, så hvis du falder i søvn undervejs, så kan du sagtens se næste afsnit alligevel.

Kasper: Det værste du kan give mig, når jeg har tømmermænd, er et kompliceret plot. Og det får du ikke her.

Antal sæsoner: 1
Antal timer: 1t 41 min
Udbyder: Viaplay

(© DR3)

Magic Mrtin

Han hedder Martin, undskyld, Mrtin, og han er tryllekunstner. Ifølge ham selv.
I serien følger man magikeren i hans forsøg på at skabe magi i sit eget liv i form af kærlighed.

Kasper: Det er noget rendyrket at grine af, som er super vigtigt, når man har det dårligt.

Frederik: Den er meget gakket og handler bare om at have noget sjovt. Det er nok mere en treo og opkvikker, man kan se, inden man går ud af døren til den næste julefrokost.

Kasper: Martin er et kæmpe komisk talent, som jeg tror, vi kommer til at se meget mere til.

Antal sæsoner: 1
Antal timer: 22 min
Udbyder: DR.TV (DR3)

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve