Her er trøjen der gav Jacob en kæreste – og 5 andre t-shirts med gode historier

Radiovært Jacob Hinchely åbner klædeskabet til seks af sine yndlings-band-shirts – trøjer, der viser hvad du har på stereoanlægget.

Jacob Hinchely ejer over 50 band t-shirts. Her står han med de seks udvalgte, hvis historier om kærlighed, skæbner og alderskvaler, du kan læse herunder. (Foto: Frederik Bjerre Andersen © dr)

Jacob Hinchely har 53 musik t-shirts - trøjer med bands og solister på.

Nogle af dem ligger i P6 BEAT-værtens kælder, nogle kan han ikke passe, nogle er for grimme. Men stadig: 53 styk.

- Jeg har ikke den fjerneste modesans, men jeg brænder meget for musik. Så hvis jeg kan gå med fed musik på maven kompenserer jeg lidt for det, pointerer radioværten.

Mange af hans trøjer har også affektionsværdi og rummer gode historier i tekstilet. Vi har bedt Jacob udvælge seks trøjer, der hver især gemmer på alt fra den store kærlighed til pludselig at føle sig utrolig gammel til en koncert.

Fra stor kærlighed til tudegrim

I lang tid troede folk, at Jacob Hinchely selv havde lavet skitsetegningen på den blå t-shirt, og at den forestillede ham. Men det gør det altså ikke.

Trøjen købte han derimod som kærlighedserklæring til bandet The Bloc Party lige efter en koncert:

- Den vil altid minde mig om Roskilde Festival 2005. Jeg kendte dem godt lidt inden, men så spillede de på Odeon, og Bloc Party blev mit nye yndlingsband i nogle år, siger Jacob Hinchely.

Han kærlighed til bandet er dog falmet noget siden – og trøjen vækker ikke udelt begejstring:

- Min kæreste har lige fortalt mig, at hun synes den er tudegrim. Så jeg er glad for jeg ikke har gået så meget med den på det sidste.

Cool Cave med kærlighedskvaler

- Jeg synes det er den mest cool t-shirt jeg har, siger Jacob Hinchely om den sorte trøje med en kridhvid Nick Cave.

- Den er lidt forvasket og lidt gammel nu, men der er noget med Nick Caves positur på den her, som er mega ikonisk, forklarer han.

Hinchely havde trøjen på i programserien ’Jacob – a love story’ i 2011, hvor han læste et brev op til sin ekskæreste og nærmest citerede hele Nick Cave-sangen ”Into My Arms”. Eks’en har aldrig svaret på brevet.

Blev gammel til Kaizers Orchestra

- Det minder mig så meget om gymnasietiden, hvor det var det absolut fedeste band live. Jeg må have set dem seks eller syv gange i alt, siger Jacob Hinchely, da han finder trøjen med det norske ompa-rockband frem.

Men for seks år siden opdagede han pludselig, at han og hans venner var de ældste i publikum:

- Det var som om, at alle andre end os var vokset fra dem. De nye var efterskole og gymnasieelever. Jeg har aldrig følt mig så gammel, griner Jacob Hinchely.

Fandt sin medvært over trøje med 80'er-band

Hinchelys gamle roommate syntes, at han lignede en af dem fra The Replacements cover til albummet ’Let It Be’ – så derfor købte han pladen, blev vild med bandet og investerede i t-shirten.

Men det er først her, historien begynder:

- Første gang, jeg rigtig talte med Rune Hedeman, som jeg nu laver Musiktjenesten på P6 BEAT med, havde jeg den her t-shirt på til en julefrokost, siger Jacob Hinchely.

- Og så kom han hen til mig og talte om Replacements. Og jeg vidste ikke, der var andre i DR, der havde så cool musiksmag...

Fik en af de bedste koncerter i julegave

Hinchely sendte for nogle år siden radioprogrammet Populær sammen med Sara Frost, og de to værter skulle give hinanden julegaver:

- Jeg købte noget mega uinspireret make-up, og hun gav mig et motiv af Black Keys. Først forstod jeg det ikke, men så sagde hun ’du skal til Black Keys koncert i Berlin’

Den grå trøje købte han i den tyske hovedstad til minde om koncerten, som han betegner som én af de bedste i hans liv.

- Det lyder rigtig hipstersmart, men der er er noget dedikeret ved at tage til Berlin for at opleve sit yndlingsband, siger Jacob Hinchely.

Mødte sin kæreste gennem The Strokes-trøjen

- Jeg ved godt, Shia LaBeuof har den på i den første Transformers-film. Pladeselskabet har sikkert betalt rigtig mange penge for det, undskylder Jacob Hinchely sig selv.

- Men jeg havde den på i nogle tv-spots for DR MAMA. Der var rigtig mange, der skrev til mig … det vil sige, der var måske 11 kvinder, der skrev til mig på Facebook. Men der var en, der skrev, at hun havde set mig i den t-shirt, og om vi ikke skulle mødes.

Jacob Hinchely syntes, at det var den både sjoveste og sødeste af beskederne – så han besluttede sig for at mødes med hende:

- Det er fire et halvt år siden, og vi er stadig kærester i dag. Alt sammen takket været den her t-shirt, siger Jacob Hinchely.

P6 BEAT Shirt Day

  • Fredag den 23. september er det P6 BEAT Shirt Day – dagen hvor du også skal tage en band t-shirt på.

  • P6 BEATS Facebook-side kan du allerede nu se andre danskere, der viser deres band-trøjer frem. Måske har du en, der er endnu federe?

FacebookTwitter