I will always love you: Gid disse 5 divaer gav os ny musik

En ny dokumentar om afdøde Whitney Houston har biografpremiere i dag. Det får mig til at drømme om divaer (m/k), jeg brændende ønsker kunne stige op af graven og udgive endnu et album.

George Michael og Whitney Houston er to af de divaer, som Sandie Westh savner. (© Scanpix)

Natasja, Tupac, Biggie, Kurt Cobain, David Bowie, Lisa “Lefteye” Lopes, Michael Jackson, Freddie Mercury, Marvin Gaye, Prince, Bob Marley.

Listen er lang, når vi kigger på mængden af artister, der igennem tiden har forladt os alt for tidligt.

Kunstnere, som har været med til at skabe soundtracket til dine og mine årtier.

Hvad enten du har siddet sammenkrøllet derhjemme og hulket ned i en pakke kleenex, eller om du har stået på et diskotek i fuld vigør - de har været soundtracket.

Det, der ryger igennem mit hoved, når jeg kigger ned over en liste med så imponerende musikere, der ikke er her mere, er altid:

“Hvad nu hvis de havde kunnet leve videre? Hvad havde vi så fået?”

Vi havde formentlig fået mere musik. Jeg ville ønske, vi havde fået mere musik.

I forbindelse med den nye dokumentar om Whitney Houston, 'Can I Be Me', der har premiere i dag, har jeg fundet fem divaer frem, som jeg ville ønske, vi havde fået mere musik fra.

​ Whitney Houston (1963 -2012)

50 år.

Det var, hvad det blev til for Whitney Houston, der endte sine dage druknet i et badekar i Beverly Hills, efter en hjertesygdom og kokain blev for meget for hendes krop.

En uværdig død for en diva, der gav os så mange blændende øjeblikke igennem årene.

Knapt 20 år gammel var hun, da hun fik sit gennembrud med albummet 'Whitney Houston' i 1985. Det blev til mange flere succeser i årene efter, indtil hun løb ind i Bobby Brown.

Dér blev Whitneys liv vendt på hovedet og fyldt med stoffer, vold og jalousi.

En cocktail, der langsomt ikke kun slog hendes karriere ihjel, men også hende selv. Ikke engang et perfekt tragisk Hollywood-manuskript kunne have skrevet det bedre.

Whitney Houston er på min top fem over de sangerinder, jeg ville give alt for at have fået endnu en ballade fra.

Aaliyah (1979 - 2001)

Der går faktisk ikke en dag, uden at jeg lytter til Aaliyah.

Jeg kan stadig huske, at jeg satte mig i mine forældres sorte lædersofa hjemme i Rønne, tændte for tekst-tv og øverst stod der, at Aaliyah var død. 22 år gammel.

Det var 25. August 2001 og min 14-årige verden brød sammen.

For “Baby Girl”, som Timbaland kaldte hende, var en lille R’n’B-stjerne, hvis lys blev slukket alt for tidligt. Hun døde i et flystyrt på Bahamas, hvor hun havde indspillet en video til singlen ”Rock the Boat”, da hendes lille privatfly styrtede få sekunder efter takeoff.

Aaliyah debuterede som 15-årig og var en af dem, man forventede skulle være med til at tegne R’n’B’ens fremtid. Og jeg ville virkelig ønske, hun var her, for jeg elskede Aaliyahs milde klang, der passede perfekt til den genre, hun valgte at begå sig i.

George Michael (1963 -2016)

“Det kan simpelthen ikke passe! Hold nu kæft, et lorteår!”, tænkte jeg, da jeg ved midnatstid 25. december 2016 læste, at George Michael var død.

54 år nåede han at blive, inden hjerteproblemer og fedtlever tog livet af ham.

Et liv, der bød på over 100 millioner solgte plader. Ikke kun fordi George Michael var en brillant sanger, men også fordi han var en gudsbenådet sangskriver, som han blandt andet demonstrerede på “Jesus To a Child”, skrevet til hans ekskæreste, Anselmo Feleppa, som han mistede i en ung alder til AIDS.

Udover at være sanger og sangskriver var George Michael også arrangør og producer på en virkelig stor del af sine hits, og han er virkelig én af dem, jeg stadig ikke helt fatter, jeg ikke kommer til at høre mere fra.

Amy Winehouse (1983-2011)

Mit forhold til Amy Winehouses “Back To Black”-album fra 2006 er meget ambivalent.

Jeg elsker musikken derpå, jeg elsker arrangementerne, jeg elsker hvordan Mark Ronson var det helt perfekte match for Amys lyd.

Samtidig hader jeg også den plade, fordi det i virkeligheden var den succes, der kom i kølvandet på “Back To Black”, der endte med at slå hende ihjel.

Amy hørte til den type artist, der havde et uforligneligt talent, men som slet ikke var skabt til det niveau af stjernestatus, hun pludselig fik.

Det, sammen med et usundt forhold til ham, der skulle vise sig at blive hendes mand, Blake Fielder-Civil, betød, at hendes liv blev en nedadgående spiral fyldt med stoffer og alkohol.

23. juli 2011 døde Amy Winehouse eftersigende af alkoholforgiftning og skrev sig dermed ind i Klub 27.

Noget, jeg den dag i dag stadig ærgrer mig over, for jeg ville sgu gerne have haft mere fra englænderen med den latterligt fede stemme.

Prince (1958-2016)

21. april 2016 var, undskyld mit franske, en vaskeægte lortedag.

Jeg scrollede igennem mit Twitterfeed, som enhver anden aften, og pludselig begyndte der at stå, at Prince var død. Den lille, lilla mand havde stillet de høje hæle, og ifølge obduktionsrapporten et par måneder efter skyldtes det en overdosis af det smertestillende middel Fentanyl.

Og det var egentlig ikke fordi, at Prince havde leveret noget, der havde blæst mig omkuld, i årene op til sin død.

Alligevel føltes det så uendeligt forkert, at han kun skulle blive 57 år, fordi han kunne have haft så mange flere år til at levere noget genialt.

For Prince var genial, og der er en grund til, at Eric Clapton i 2002 svarede, da han blev spurgt om hvordan det var, at være verdens bedste guitarist: “Det ved jeg ikke. Spørg Prince.”

Den lille, lilla mand var beundret, og hans talent var uden grænser, som Mick Jagger sagde i sine mindeord. Jeg kunne godt have brugt mindst 20 år mere med Prince.

Dokumentaren om Whitney Houston, 'Can I Be Me', har dansk biografpremeire i dag. Se traileren her.

Facebook
Twitter