Kan du høre det? 5 berømte pophits der skylder dansktoppen alt

Hvis du ikke er det i forvejen, så kan du hurtigt blive dansktop-fan, når vi dissekerer poppen, der står på skuldrene af Kollo, Kjær, Kandis og de andre.

Tror du, at der er verdener til forskel mellem nutidig dansk pop og dansktop, så vover vi den påstand, at du godt kan tro om igen. Musikekspert Henrik Milling trækker eksempelvis paralleller mellem Kandis og Nik & Jay (Foto: Scanpix) (© David Leth Williams - www.lethwilliams.dk)

Få musikgenrer har været så udskældt som dansktoppen. Den muntre folkelighed, der gjorde den stor i 60'erne og 70'erne er samtidig det, der er genstand for moro og kritik i 00'erne.

Men er den så anderledes end fra den musik fra playlisterne, der streames løs af, spørger radiovært Henrik Milling. I anledning af at DR K hylder dansktoppens største stjerner i denne uge præsenterer han en række danske popnumre fra bl.a. Nik & Jay og Lukas Graham, der bærer dansktoppens dna.

Er det i virkeligheden dansktop for en helt ny generation, der uden at vide det, elsker genren?

Rasmus Seebach 'Den jeg er'

- Sangen omhandler faderen, Tommy Seebach, med det store hjerte og hans svære brydekamp med livet. Sangen berøre et klassisk dansktop-tema, nemlig kærligheden til ens nærmeste. Vi kender det fra 'Kære lille Mormor'(Richard Ragnvald), eller 'Vi skal gå hånd i hånd' (Keld Heick). Her er det bare Rasmus' far. det handler om.

Rasmus Seebachs karriere er et glimrende eksempel på, hvordan dansktop kan være en smuk inspirationskilde for popmusikerne lige nu.

0:00

Natasja 'Op med ho’det'

- Et andet tilbagevendende tema i dansktop er variationer over det opmuntrende budskab 'det skal nok gå det hele, hvis vi ser lidt lyst på tingene'.

Natasjas reggae-popsang rummer jo netop det budskab på mest præcise og forbilledlige måde. Vi kender temaet fra numre som 'Vi maler byen rød' (Birthe Kjær) eller til dels 'Gem et lille smil til det bli'r gråvejr' (Gustav Winckler).

0:00

Lukas Graham '7 years'

- Lad os få det helt slået fast. En dansktop-sang kan ikke være på engelsk! Men hvis vi forestillede os hvordan det kunne lyde, så er '7 Years' et ualmindeligt godt bud.

Sangen handler om sangerens far, og vi er tilbage i familiekærligheds-temaet. Nummeret er - groft sagt - en omvendt udgave af 'Velkommen til livet' (Dorthe Kollo).

0:00

Nik & Jay 'Novembervej'

- En anden hjørnesten i dansktop-lyrik er at synge om steder, der har stor betydning. Og det, der bliver sunget mest om, er typisk steder fuld af barndomsminder.

Kandis gør det på 'Skagens Solnedgang', og Nik & Jay gør det på samme måde, bare med deres sprog og jargon på 'Novembervej'.

0:00

Rasmus Nøhr 'Sommer i Europa'

- Nu vi er ved det helt store dagdrømmeri, så ligger 'Sommer i Europa' lige for. Temaet er: 'Her er surt og trist, skal vi ikke stikke af du og jeg?' Drømmen om at rejse ud til et varmere sted er jo født ud af charterturismens gennembrudsår i 60'erne og 70'erne, hvor schlager/dansktoppen havde sin absolutte guldalder.

Tænk bare på numre som 'Sol og Sommer' (Bjørn & Okay) og 'Olé, det var i Spanien' (Johnny Reimar).

0:00

  • Henrik Milling er vært på 'FONK! Det er lørdag' på P4 samt 'Fredagsmix' på P7 MIX.

  • har været studievært, musikekspert og programmedarbejder på DR siden 1996.

Facebook
Twitter