Kender du dem? 3 nye danske bands, du bør holde øje med

Trænger du til at høre noget andet musik, end det du plejer? Så lad dig inspirere af P6 BEAT Rocker Koncerthuset.

Trioen Irah er et af de bands, du kan høre under aftenens P6 Beat Rocker Koncerthuset. Har du ikke billet til det, kan showet høres i radioen. (Foto: Jonas Fogh)

Bisse, The Chairman og Sekuoia.

Det er nogle af navnene, der optræder, når P6 Beat i aften hylder den nyeste og mest spændende musik fra både Danmark og udlandet med arrangementet P6 Beat Rocker Koncerthuset.

Men siger navnene dig ikke rigtig det helt store, så er her lidt hjælp at hente.

For P6 BEAT-vært Carsten Holm, der har beskæftiget sig med musik i flere år på DR, guider dig til tre af de optrædende bands, som du bør smide på dit musikanlæg eller i dine hørebøffer.

Og der er både noget til dansegulvet, natbordet og dem, der er tørstige efter noget nutidigt 80’er-musik.

Sekuoia er både til natbordet og natklubben

- Det her er en af de mest talentfulde elektroniske musikere herhjemme. Sekuoia udgav debutalbummet ’Flac’ i 2016 med numre, hvor der både er vokaler på, men også med fede instrumentale tracks.

- Et af de bedste numre er ’Bashed’. Nummeret har den her drømmende, sfæriske start og midte, så det virker til natbordet. Men det har også det friske og groove-agtige, som gør nummeret godt til dansegulvet på natklubben, lyder det fra Carsten Holm.

0:00

Irah er nok landets mest modige band

- Irah tør at lade musikken gå næsten i stå, og derfor er det måske et af landets mest modigste bands for tiden. Det formår bandet at gøre uden at numrene mister nerve og identitet. Irah bygger deres sange simpelt op, og musikken er til dem, der vil have personlighed i musikken, og musik, der taler til sjælen.

- Nummeret ’Into Dimensions’ indkapsler godt det drømmende univers, og forsanger Stine Grøns stemme udfolder sig specielt smukt i dette nummer, siger P6 Beat-værten.

0:00

First Hate er taget ud af 80’ernes Storbritannien

- Deres musik er simpelt bygget op. Fyren, som spiller keyboard og synthesizer, står bomstille, når de spiller live, mens sangeren med den mørke stemme har de svedigste moves. Sangene er taget ud af 80’ernes new wave-scene med britiske Depeche Mode og Joy Division som referenceramme.

- Nummeret ’Trojan Horse’ er et af de numre, der er mere gang i. Det har både noget sensitivitet i sig, men også nogle aggressioner, som placerer nummeret i et meget spændende spændingsfelt, siger Carsten Holm.

0:00

Hvis du ikke har fået billet til aftenens udsolgte musikshow i Koncerthuset i København, kan du lytte med i din radio på P6 Beat. Kanalen sender direkte fra P6 Beat Rocker Koncerthuset fra klokken 18.03.

Carsten Holm

  • Vært på P6 BEAT. Begyndte på P3 i 90’erne, hvor han lavede programmet ’Heavyland’.

  • Derefter har han været med til at lave blandt andet ’KarriereKanonen’ og ’Tværs’, men er nu vært på ’Weekend med Carsten Holm’ på P6 Beat.

Facebook
Twitter