Mads Steffensen: Her er 3 af årets bedste dilemmaer fra 'Mads & Monopolet'

Den populære radiovært Mads Steffensen ser tilbage på et godt år for 'Mads og Monopolet'.

Mads Steffensen med næverne i vejret, efter han modtog Krygerprisen 2017. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © dr)

Når danskerne står op lørdag morgen og tænder for radioen, er der rigtig mange, der tuner ind på 'Mads & Monopolet' på P4.

Redaktionen består af vært Mads Steffensen og producer Louise Lolle, og hver uge gør de sig umage for at lave radio om danskernes store og små dilemmaer i selskab med et skiftende panel.

Programmet har 14 år på bagen – og faktisk kan Mads Steffensen ikke forestille sig at stoppe med at lave programmet.

- Jeg er holdt op med at gå og vente på, at det stopper. For som jeg har det lige nu, og som jeg har haft det de sidste mange år, så håber jeg faktisk, at jeg kommer til at lave det her altid, indtil jeg ikke kan mere, siger Mads Steffensen.

- Det er skidesjovt at lave, og det betyder noget for nogle og for mig. Vi gør en forskel.

Et særligt møde

I oktober udkom en bog med titlen 'Mads & Monopolet - aldeles fremragende' med håndplukkede citater fra programmet, og i den forbindelse var Mads Steffensen ude og signere i boghandlerne.

Her mødte han en kvinde, der vil købe bogen til en veninde, som havde en gribende 'Monopolet'-historie.

- Hun havde skrevet til Monopolet, fordi hendes far var dødssyg. Det kunne kun gå én vej, og hun stod foran en rejse langt væk, fortæller Mads Steffensen.

- Hun spurgte, om hun skulle tage af sted eller ej, og begge hendes forældre sagde, at det skulle hun gøre. Bare fordi ét liv er ved at stoppe, så betyder det ikke, at dit liv også skal. Men Monopolet sagde, at hun skulle blive hjemme.

Kvinden valgt at følge Monopolets råd, og derfor var hun der til at holde faren i hånden, da han døde.

Hvad betyder det for dig at høre sådan en historie?

- Jeg bliver rørt af det. Jeg bliver også rørt af det nu, når jeg fortæller det til dig, siger Mads Steffensen.

Her følger 3 af årets mest mindeværdige dilemmaer ifølge Mads Steffensen:

Dilemma 1: (Måske) filmet i seksuel akt

For fire år siden, da Emma var 17 år, så hun lidt en fyr. En aften havde de to unge mennesker sex, og nogle uger efter fortæller en veninde, at der er snak om, at fyren skulle have filmet akten.

Emma føler skam og forsøger at undertrykke oplevelsen. Men da #metoo-kampagnen eksploderer i år, kommer hun i tvivl. Skal hun kontakte fyren eller lade fortiden hvile?

Denne lørdag var det Simon Jul, Thomas Warberg og Johanne Schmidt-Nielsen, som sad i Monopolets studie.

0:00

Dilemma 2: En anden kvinde

Jørgen og hans kone har været sammen i 16 år, og på papiret kører det for dem. Men på det seneste har Jørgen været under pres på jobbet, og det har ledt til uenigheder derhjemme.

Desuden har Jørgen et godt øje til en anden kvinde, som han har kendt længe. Nu er han nysgerrig efter, om det måske er hende, der er kvinden i hans liv.

Bag mikrofonerne sad Søren Malling, Simon Jul og Johanne Schmidt-Nielsen.

0:00

Dilemma 3: Landrover

Livet er blevet lidt for trivielt for Berit og Preben. De er gift, har to børn, hus og jobs, men alligevel er der noget, der ikke føles rigtigt.

Parret drømmer om sælge huset, opsige deres jobs, indrette en landrover og stikke af med børnene i et helt år. Men er den drøm for langt ude i forhold til børnenes behov?

Monopolet bestod denne dag af Jan Gintberg, Ane Cortzen og Morten Albeck.

0:00
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk