Mangler du de sidste julegaver? Her er årets 6 mest underholdende spil

Året stod i Pokémon Go's tegn, men 2016 har også budt på mange andre nye spil, der tilmed er oplagte som julegaver.

'Clash Royale' (tv.) er årets bedste mobilspil, og 'Overwatch' er blandt årets bedste computerspil. (Foto: Collage © Supercell og Blizzard Entertainment)

Det kan godt være, at verden i sommer gik amok over ’Pokémon Go’, men 2016 har også budt på en lang række andre fantastiske og sjove spil.

Står du derfor og mangler et sidste bud til en julegave eller lidt juleferie-underholdning, så har vi her samlet seks af årets bedste spil, der hverken er spild af penge eller spild af tid.

Men listen er kun en bruttoliste. Der er udkommet så mange fremragende spil-titler i år - både analoge og digitale - så det er næsten umuligt at lave en liste uden at støde nogen.

Her kommer derfor de seks spil fra 2016, som er mine favoritter i år.

Overwatch

Firmaet Blizzard har i årtier haft succes med en lille gruppe spilverdener, som de har genbrugt i en bred vifte af genrer og titler: ’Warcraft’, ’Starcraft’ og ’Diablo’. I år prøvede de for første gang i årevis at lancere en helt ny verden med det tegneserie-agtige skydespil ’Overwatch’, og det er blevet en kæmpe succes både kommercielt og blandt anmelderne.

I spillet konkurrerer to hold bestående af charmerende karakterer mod og med hinanden i forskellige missioner. Der er fokus på effektiv brug af sin figur og godt teamwork. Det er en simpel formel og set mange gange før, men aldrig med helt så meget charme og overskud.

Fakta: Blizzard Entertainment, 2016Format:PlayStation 4, Xbox One, PC ’Overwatch’ har en Metacritic score på 90-91Pris:Set til 449,-

Uncharted 4: A Thief’s End

Den PlayStation-eksklusive serie ’Uncharted’ får en eminent afslutning med ’Uncharted 4: A Thief’s End’, og det er en fremragende julegave til fans af serien.

Hovedpersonen Nathan Drake, der egentlig er gået på pension efter sine eventyr i de tidligere ’Uncharted’-eventyr, bliver trukket ind i en sidste skattejagt for en stor guldskat. Skattejagten sender ham på tværs af kloden sammen med sine allierede. Smukt teknisk, smukt skrevet, smukt gameplay.

Fakta: Naughty Dog, 2016Format:PS4 ’Uncharted 4: A Thief’s End’ har en Metacritic score på 93Pris:Set til 349,-

Sid Meier’s Civilization 6

Savner du den digitale julegave til spilleren, der bedre kan lide at rode med de små detaljer på et stort verdenskort frem for hurtig action, så udkom ’Civilization 6’ tidligere i år, og det lever godt op til sin arv som en af de bedste spilserier i historien.

Opbyg din civilisation og kæmp på den politiske, kulturelle, sociale, økonomiske og militære arena mod en serie nye og gamle modstandere og allierede. Det er et kompliceret spil, men det gør sig samtidig umage for at lære nye spillere at komme godt i gang. Kan varmt anbefales.

Fakta: Firaxis Games, 2016Format:PC, MAC ’Sid Meier’s Civilization 6’ har en Metacritic score på 88.Pris: Set til 399,-

Inside

Danmark har leveret et par seriøse spil-hits i 2016. Min favorit har dog været det stemningsfyldte platformspil ’Inside’ af danske Playdead, der også stod bag det prisvindende platformspil ’Limbo’.

’Inside’ er en sælsom oplevelse med et unikt, dystert, uforklarligt og uforklaret univers, der åbner op for egen fortolkning. Spillet kræver fingerfærdighed, snilde og overblik. Med omkring 4-5 timers spilletid er det en kort men intens oplevelse.

Fakta: PlayDead, 2016Format:PC, Xbox One, PlayStation 4 ’Inside’ har en Metacritic score på 87-92 afhængig af platformPris:Set til ca. 149,-

Clash Royale

2016 har været markeret af særligt tre spil til smartphone: ’Pokémon Go’, ’Super Mario Run’ og ’Clash Royale’. ’Pokémon Go’ har haft et helt fænomenalt år kommercielt, men har kæmpet med dårlig teknologi, og ’Super Mario Run’ har indtil videre været en skuffelse for mange.

Det bedste mobilspil i år må derfor gå til finske Supercells ’Clash Royale’, der har kæmpet med ’Pokémon Go’ om mobilspillenes førsteplads. Spillet kombinerer tower defense, samlekort og kampe til en vanedannende cocktail.

‘Clash Royale’, Supercell, 2016Format:Android og iOS.Pris: Spillet er gratis at downloade, men til gengæld koster ekstra indhold penge (og det kan hurtigt blive dyrt).

Pandemic Legacy - Season 1

Hvis man gerne vil lægge controller, mus eller smartphone væk et øjeblik, så har de analoge spil kronede dage i disse år. The Guardian kalder det ligefrem for “The Golden Age of Board Games.”

Min favorit i år har været ’Pandemic Legacy’, hvor man sammen med sine venner skal bekæmpe globale pandemier. Det særlige er, at man kombinerer flere spilrunder med hinanden, så senere spilrunder bliver påvirket af tidligere runder med permanente ændringer til bræt og spildele. Det er en usædvanlig, men virkelig spændende oplevelse. Spillet vandt Juryens Specialpris ved Guldbrikken 2016.

Fakta: Z-Man GamesFormat:BrætspilPris: Set til til 450,-

  • Morten Greve er tidligere spildesigner og spilredaktør på et større dansk livsstilsmagasin for mænd.

  • Er passioneret gamer og ambassadør for, at spil skal tages mere seriøst som kulturform.

  • Arbejder som digital tilrettelægger på dr.dk/viden.

Facebook
Twitter