Mesterlige skurkeroller: 3 tegnefilm med Claus Ryskjær, du bør se

Den nu afdøde skuespiller spillede med i mange tegnefilm. Her er tre af de bedste udvalgt af tegnefilmsekspert Jakob Stegelmann.

Claus Ryskjærs betydning for den danske revyscene var stor, men han havde også mange gode roller i en lang række tegnefilm. (Foto: JOERGEN JESSEN © Scanpix)

Rigtig mange husker nok særligt Claus Ryskjær for hans mange sjove revy-optrædener og tv-roller.

Men den netop afdøde 71-årige skuespiller var også en velkendt og flittigt benyttet stemme i danske tegnefilm. 18 animationsfilm blev det i alt til igennem hans karriere.

En af Danmarks førende tegnefilmseksperter, DR’s egen Jakob Stegelmann fra ’Troldspejlet’, har i hvert fald stor ros til Claus Ryskjær på den front:

- Lige så flink, som han var i virkeligheden, lige så god var han som skurk i tegnefilmene, siger han.

Har du lyst til at se eller gense nogle af Claus Ryskjærs bedste tegnefilm, så guider Jakob Stegelmann dig her til tre film, hvor den folkekære skuespiller særligt imponerede.

Robin Hood

Vi kender alle historien om den lovløse Robin fra Sherwood-skoven takket været bøgerne og de mange film. I Disneys populære version fra 1973 er den luskede karakter Sir Hiss en slange, mens Robin Hood er ræv og Lille John en bjørn.

- Claus Ryskjær var helt på toppen og fremragende som den sleske Sir Hiss i Disneys udgave af ’Robin Hood’. Men han gjorde det godt mange gange i Disney-film – som den snedige Mikkel From i 'Pinocchio' og den irriterende lille chihuahua Speedy i 'Oliver & Co'.

Fås på dvd og kan streames på blockbuster.dk.

Fuglekrigen i Kanøfleskoven

Var du barn i starten af 90'erne? Så har du med stor sandsynlighed set 'Fuglekrigen i Kanøfleskoven', der er en dansk tegnefilm af animator og filminstruktør Jannik Hastrup, som Ryskjær i øvrigt arbejdede sammen med flere gange.

I 'Fuglekrigen' spillede Ryskjær überskurk:

- Det var vidunderligt, da han leverede den meget onde og udspekulerede rovfugl Fagin i ’Fuglekrigen i Kanøfleskoven’, siger Jakob Stegelmann.

Kan streames på siden Min Bio via Nordisk Film.

H.C. Andersen og den skæve skygge

Endnu en mørk rolle havde Claus Ryskjær i tegnefilmen om den verdenskendte danske eventyrsforfatter.

- Mindre kendt – men dæmonisk uhyggelig – var hans rolle i ’H.C. Andersen og den skæve skygge’ fra 1998, hvor han lagde stemme til Skyggen. Det var en voksentegnefilm, i øvrigt også lavet af Jannik Hastrup.

Fås på dvd og kan streames på blockbuster.dk.

FacebookTwitter