Metal-jomfru? Her er 5 fantastiske grunde til at blive fan øjeblikkeligt

I dag åbner portene til helvedes forgård, men hvor forberedt er du? Vi præsenterer Copenhell-stjernerne, man kan gå bersærk til - også hjemme i stuen.

'Slayer' (tv) og Rob Zombie (th) regerer begge to i den 'beskidte' afdeling af metalverdenen, ifølge Carsten Holm. (© Scanpix / robzombie.com)

Jeg har dyrket heavy metal i de fleste af dens afskygninger – og min port til en verden af hurtige guitarriff, brølende vokal og et unikt sammenhold om musikken, gik via en plade med Guns N’ Roses.

De havde intet med metal at gøre, men var et trin ind støjende musik - væk fra den popmusik, jeg voksede op med i radioen.

Siden blev plader med tunge navne Iron Maiden og Metallica smidt på pladespilleren.

I pladeforretningen Skiven, hvor jeg købte de fleste af mine plader, fik jeg serveret en vinyl med ’meget, meget grim musik, som jeg har bestilt hjem til dig’, som ekspedienten sagde til mig.

Om skribenten

Carsten Holm har lært at elske musik igennem brutal dødsmetal i 90’erne. Græder gerne til koncerter med The Minds of 99.

Nyder et evigt inspirerende selskab med lytterne på P6 BEAT og har formidlet musik i alle afskygninger på DR siden 1993.

Pladen var med gruppen Cannibal Corpse, et uhyre af en afklapsning, som sad lige i solar plexus.

Jeg begyndte at læse alt om stilarterne, købte pladerne med de forskellige bands, og tog til den ene koncert efter den anden i København, hvor især spillestederne Barbue (nu Huset i Magstræde) og Pumpehuset var leveringsdygtige i pakker med tre eller fire undergrundsnavne fra det store udland.

I 2010 åbnede metalfestivalen Copenhell portene til helvedes forgård, og i år kan 22.000 mennesker vælte rundt i 42 bands, med stort set ligeså mange genrebetegnelser.

Her er en helt grundlæggende parlør til at forstå heavyens DNA:

Iron Maiden i 1980'erne (© www.ironmaiden.com)

Oldschool!

Metalfans er konstant nysgerrig efter nye navne - men passer samtidig godt på de gamle helte.

Derfor er det ikke overraskende, at det er nogle af de ældre bands, som trækker de store overskrifter. Det bliver ikke meget mere ægte, når Saxon for anden gang gæster Copenhell.

Bandet, der fejrer 40 års jubilæum i år, var med i den største bølge af metal bands fra England, med navne som Iron Maiden, Mötorhead og Diamond Head.

To originale medlemmer holder fanen højt i bandet – guitaristen Paul Quinn og sangeren Biff Byford, der stadig har den højt pitchede vokal – som Joey Tempest fra Europe også har været meget inspireret af.

Europe smider vi også lige med i puljen her, for hvem kan ikke synge med på ’Final Countdown’?

Saxon, 'Wheels of Steel' (’Wheels of Steel’ 1980)

'System Of A Down'-bassist, Shavo Odadjian (© (c) Getty images)

Det über-tekniske!

Metalgenren bliver ofte mødt med en fordom om, at det bare er larm.

Intet kunne være mere forkert, for hvert medlem i stort set hver eneste band, har øvet og kæmpet med at forfine deres udtryk – hvilket ofte ender ud i svære tekniske stiløvelser, som har fulgt et navn som Overkill, der har været med siden 80’erne.

Skruer du op for tempoet og energiudladning ramler du ind i Dillinger Escape Plan som sammen med et af Copenhells hovednavne, System of a Down, spiller hurtigt, aggressivt og stramt!

Vi kan også indregne de danske pionerer Invocator i denne ligning: Esbjergbandet, der som et af de første danske undergrundsbands fik international anerkendelse i start 90’erne, for deres særegne lyd, kompositioner og tekniske kunnen.

System Of A Down, 'Chop Suey!' ('Toxicity', 2001)

'Five Finger Death Punch'-forsanger Ivan L. Moody (© (c) Getty images)

Så syng da med!

Du stemmer guitaren så langt ned, du kan. Laver en tung, dyster rytme, tilsætter en møghund af ekstra bas på nogle enkelte slag og når du når til omkvædet, sørger du for at guitarerne spiller i harmonier, og at den growlende sanger begynder at synge skønsang, som alle kan synge med på.

Metalcore er genren, publikum er ofte i den yngre ende og er en sær blanding af brutalitet og sukkersødme.

Amerikanske Motionless in White sender en kærlig tanke til Marilyn Mansons obskure univers og de relativt nye The Raven Age har Steve Harris’ (bassist i Iron Maiden) søn med i lineup’et.

Ikke så langt fra det univers, finder vi i øvrigt to af de noget større navne – Alter Bridge og Five Finger Death Punch, som både kan skabe det arrige univers alt imens armene peger mod himlen, og publikum synger af karsken bælg.

Five Finger Death Punch, 'Wash It All Away' ('Got Your Six', 2015)

'Slayer'-guitarist Kerry King (© sCANPIX)

Det beskidte

Med en hæs og rå vokal, skærer Rob Zombie sig igennem en industriel og fascinerende verden af horror, hypnotiserende rytmer og heavy metal, som du kan danse til.

Det kan du også til legenderne Slayer, hvis du har hurtigere dansesko.

Slayer tilhører ’The Big Four’, sammen med Metallica, Anthrax og Megadeth – og udmærker sig blandt andet med, at de aldrig har ændret på deres fanden-i-voldske thrashstil for at tækkes andre genre eller hitlister.

Slayer står som det ultimative rå metal navn på Copenhell.

Carcass kværner splatter-grindcore i et hæsblæsende tempo udover publikum, selvom de er blevet en anelse mere stuerene med årene.

Fra dansk side kan vi blandt andet mønstre Baest, som er en lille flok kometer man slår sig på, af deres tunge groovy dødsmetal med en dyb growlende vokal.

Endelig er der bastarden Ministry, som, lidt lig Zombie, smækker det kantende, kolde industrielle og maskinelle ind i en ildkugle af distortion.

På med gasmasken, det kommer til at brænde et sted!

Slayer, 'Raining Blood' ('Reign in Blood', 1986)

Danske 'Myrkur' aka Amalie Bruun (© (c) Scanpix)

De danske!

Danmark har en stærk sluttet skare omkring heavy metal – og en lang række eminente bands, hvad enten de har eksisteret i lang tid eller netop lige er kommet i gang.

Myrkur er en ensomt funklende stjerne på himlen, ført an af Amalie Bruun, og som præsenterer dansksproget black metal – der flirter med mørkets kræfter og det okkulte. Der findes ikke ligesindede på scenen!

Mere klassisk og råt black metal står Slægt for, alt imens Hatesphere spiller knivskarpt thrash, med international anerkendelse. The Interbeing er stille og roligt er ved at brede deres vinger rundt om i verden på ret så stilsikker og melodiøs vis.

Blandt de barfodede folk-metallere Huldre og det henslængte og tunge metalmonster Rising, finder vi bandet, der har sluttet Copenhell af flere omgange – og har været med på scenen i 31 år: Red Warszawa.

Red Warszawa har fra starten hældt al fornuft overbord, og tilbage står en fordrukken og munter hyldest til metal scenens mange afskygninger.

Myrkur, 'Onde Børn' ('Mausoleum', 2016)

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve