Orker du ikke museer: Gå på jagt efter hemmelig street art

En ny app gør det muligt at gå på jagt efter gadekunst. Her er fem oplagte værker at tjekke ud allerede nu.

App'en 'Street Art Cities' viser dig, hvor de fedeste gadekunstværker er, og gør det muligt at dele dine egne favoritter og nye opdagelser. (Foto: © BENOIT TESSIER, Scanpix)

Hvis du gerne vil være lidt kulturel, men ikke orker museernes ofte tunge luft og tyssende kustoder, så skal du måske være street art-jæger.

Fredag lanceres app’en 'Street Art Cities' i København. App'en gør det muligt at udforske gadekunsten og tilføje værker, man selv har opdaget.

Derfor har vi hevet fat i samlings- og forskningschef fra Køs – Museum for kunst i det offentlige rum – Lene Bøgh Rønberg, der har udvalgt fem stykker gadekunst, som fortjener din opmærksomhed.

Aalborg og København er indtil videre de eneste danske byer i app'en, men væbnet med en smartphone og ekspertens anbefalinger til inspiration, er der intet, der holder dig fra at sætte netop din by på gadekunstens landkort.

1

Shepard Fairey (USA), gavlmotiv

(Foto: © Magnus Holm, (c) Scanpix)

Find det her: Jagtvej 69, København

- Han er jo en stor international gadekunstner, siger Lene Bøgh Rønberg.

Kunstneren Shepard Fairey blev i 2011 inviteret til at lave et motiv på den gavl, der stod tilbage, efter at Ungdomshuset blev fjernet. Han malede en fredsdue med ordet peace neden under, og det indledte endnu en konflikt på Jagtvej 69.

- Nogle af Ungdomshusets medlemmer tog det meget ilde op. Deres udsagn var jo ’intet glemt, intet tilgivet’, deri opstod en kæmpe konflikt. Det var en torn i øjet på dem, at der blev sat en fredsdue op.

Derfor så Shepard Fairey ingen anden udvej end at ændre motivet på gavlen.

- Der skete noget spændende, der kom meget vrede reaktioner på fredsduen og kunstneren valgte at gå i dialog med Ungdomshuset. Danske gadekunstnere, der tidligere havde malet for Ungdomshuset, ændrede ordet peace til et motiv af politi og helikoptere, der rykker ind i Ungdomshuset. Kunstneren ønskede med tiltaget også at repræsentere Ungdomshusets stemmer i konflikten.

- Gavlen er et eksempel, på hvordan et stykke gadekunst kan indgå i de forhandlinger og konflikter, der foregår i det offentlige rum.

2

Spyo (DK), 'One man’s trash another man’s treasure'

(Foto: © Mads Jensen, (c) Scanpix)

Find det her: Nørrebrogade, København

Om natten kravler 'rulleren' Spyo rundt på byens tage med en malerrulle på skulderen. Han dekorerer bygninger med ordspil og udsagn, der får dig til at stoppe op.

- Mange af hans udsagn har en kritisk dimension. Det kan både gå på ordspil og politiske, sociale og klimamæssige problemstillinger.

Især den klimamæssige fortolkning har gjort dette ’ruller-værk’ måske endnu mere relevant i dag.

- Med street art ved man jo ikke altid, hvor gammelt det er, men denne her er mig bekendt fra 00’erne, og den får nye betydninger med tiden. Bæredygtighed og klimakrise fylder mere i dag end dengang, men det er også en betydning, den kan dække.

Normalt holder værker af gadekunstnere ikke længe nok til, at de når at få nye betydninger, men Spyo’s værker holder længere end andet gadekunst.

- Nogle af tekstværkerne holder længere, da de kan tåle vind og vejr, og det er ikke lige et sted, man maler over igen. De står også mere uforstyrrede. De der ’rullere’ er virkelig professionelle, når de kravler op farlige steder.

3

Banksy (GB), rotte med faldskærm

Ligesom andre gadekunstnere bruger Banksy ofte rotten som motiv. Her ses et eksempel fra Paris, der menes at være af Banksy, 2018. (Foto: © BENOIT TESSIER, Scanpix)

Find det her: Ved Fakta på H.C. Ørsteds Vej, København

- Banksy er et eksempel på, at street art er et internationalt fænomen. Gadekunsten er fri og ikke institutionel, den bevæger sig over alle landegrænser. Over hele verden kan man se de samme kunstnere folde sig ud. Og Banksy har været et af de helt store navne siden årtusindeskiftet.

Den anonyme kunstner fra Bristol arbejder i en figurativ stil og ofte med stencils, i dette tilfælde af en rotte i faldskærm. Banksy er ikke den eneste gadekunstner, der bruger rotten som muse.

- Rotten går igen hos flere gadekunstnere, da den repræsenterer et undergrundsmiljø, som er der og ikke kan fjernes, og som netop ikke indordner sig byens regler og kommercielle interesser.

Banksy's popularitet gør, at hans værker ofte bryder med gadekunstens dogme om forgængelighed.

- Dette modsiger et af gadekunstens principper, da meningen med værkerne er, at de over tid vil forgå, men Banksy er så stor en kunstner, at man gør sig umage med at bevare det. Den er efterhånden noget udvasket, men den er der endnu.

4

Roa (Belgien), gavlmotiv

Her ses et gavlmaleri i Berlin af gadekunstneren Roa. (Foto: © LEON KIRKHOLT, (c) Scanpix)

Find det her: Gasværksvej 34, København

Gavlværket blev til i 2015, da fotografen Søren Solkær Starbird i forbindelse med sit gadekunstprojekt 'Surface', inviterede en række gadekunstnere til at udsmykke gavle på Vesterbro.

Roa har ikke kun valgt gadekunstens maskot rotten, men en bred vifte af gnavere, som man kan se boltre sig på gavlen.

- Det er interessant at se, hvordan gadekunstneren udnytter gavlens form ved at spænde sit motiv ud og bruge spidsen i toppen til at lade dyrene kravle rundt.

5

Ulrik Schiødt (DK), 'Evolution'

Her er gadekunstneren Ulrik Schiødt igang med det nye vægmaleri på Enghave Brygge, der skal vise verdens historie. (Foto: © Maud Lervik, (c) Scanpix)

Find det her: H.C. Ørstedværket, Vasbygade, København

Gadekunstneren Ulrik Schiødt fik tildelt en kæmpe mur i 1999, 170 meter lang og mindst 3 meter høj. Dette var et perfekt lærred til at vise hele verdens udviklingshistorie med et megastort vægmaleri.

- Han nåede forskellige perioder med mammutter og kæmpe blæksprutter, og jeg ved ikke hvad, men på et tidspunkt sluttede muren, så han nåede ikke frem til vores århundrede.

Alligevel blev maleriet set som et af de mest væsentlige værker inden for graffiti og gadekunst, indtil det blev revet ned i 2016. Et stykke af muren overlevede nedrivningen og blev inddraget i Københavns Museums samling.

- Det interessante er, at han er i gang med et nyt værk, der tager tråden op fra 'Evolution', sammen med tre andre kunstnere. Det bliver noget større end det oprindelige værk, nemlig 470 meter langt, og vil være at finde på et grønt metrohegn ved Enghave Brygge.

'Street Art Cities' er en app, der lader brugerne udforske gadekunst. Brugerne kan tilføje deres egne favoritter til app’en. 'Street Art Cities' findes i 62 lande.

App’en kan hentes i App Store eller Google Play.