Podcast til dine ører: 6 superstjerner man faktisk godt gider høre på

En række komikere har deres egne radioprogrammer. Bliv guidet til de bedste kendis-podcast her.

Lena Dunham og Christian Fuhlendorff (© Getty Images og Scanpix)

Vi lever i en fascinerende tid, hvor afstanden mellem superstjerne og publikum er meget kort.

Det har flere interessante personligheder inden for komik, film, tv, politik og musik heldigvis fået øjnene op for.

Dog har det faktum, at alle med en internetadgang kan udsende en podcast, gjort, at det er umuligt at navigere rundt mellem skidt og kanel.

Derfor har vi udvalgt seks geniale amerikanske – og én dansk – podcasts, som alle er lavet af store stjerner med talent for at formidle på både en sjov, personlig og interessant måde.

(© Scanpix)

'Here’s the Thing' med Alec Baldwin

Det er næsten for godt til at være sandt, at vi lever i en tid, hvor man kan få en superstjerne som Alec Baldwin direkte ind i ørerne – og tilmed få en personlig og afslappet version af ham, som tv-mediet sjældent tillader, da det helst skal appellere så bredt som muligt.

Det er essensen af, hvorfor podcast-mediet er blevet så populært og i programmet ’Here’s the Thing’ får man Alec Baldwin på slap linje i interessante samtaler med kollegaer og andre spændende amerikanske personligheder.

Godt sted at starte: Episoden med Ira Glass fra podcasten og radioprogrammet ’This American Life’ om mediernes rolle i internetalderen.

Anbefalet af Frederik.

(© Getty Images)

'WTF med Marc Maron'

Komiker Marc Maron interviewer amerikanske stjerner i sin garage. Og så har han en helt særlig interviewteknik, der først og fremmest går ud på at hobe fordomme op om sine gæster og så konfrontere dem med dem.

Nogle gange er fordommene baseret på hans personlige historik med gæsterne, og nogle gange er de bare baseret på en Google-søgning. Der er ikke mange, der kan få en så afslappet stemning frem med folk som Barack Obama, der blandt andet siger n-ordet. Mens han var præsident.

Godt sted at starte: ’Episode 613 - President Barack Obama’.

Anbefalet af Kasper.

(© Getty Images)

R U Talkin' REM RE:ME? med Adam Scott & Scott Aukerman

Dette er min absolutte yndlingspodcast for tiden – og et godt eksempel på, at man kan lave et genialt program ved at gøre alt det, som man ikke bør gøre i et almindeligt radioprogram. Værterne er skuespilleren Adam Scott og komikeren Scott Aukerman. Tilsammen udgør de musik-fanboy’en Adam Scott Aukerman.

Programmet fik en kæmpe fanskare da det startede i 2014 og i sommeren 2015 lykkedes det dem endda at få optaget en lang samtale med deres helte fra U2 – som tydeligvis havde fulgt med i podcasten! Nu gennemgår de hver uge rockbandet R.E.M.’s bagkatalog, og de har aldrig været sjovere eller mere nostalgiske i deres tilgang til deres yndlingsbands fra ungdomsårene.

Godt sted at starte: Hvis du er fan af U2, så start med første afsnit. Hvis du kommer for humoren så vælg afsnittet ’Staind Glass’, hvor de diskuterer døgnflue-rockbandet Staind.

Anbefalet af Frederik.

(© Scanpix)

'Hva så?!' med Christian Fuhlendorff

En af Danmarks allerstørste komikere, Christian Fuhlendorff, går bogstaveligt talt i lytte-modus, når han i hvert afsnit tager en spadseretur med en person, han beundrer. Han interviewer en del komikerkollegaer som Simon Talbot, Rasmus Bruun og Rune Klan, men også skuespillere, musikere og sågar en enkelt astrofysiker.

Gåturen giver selvfølgeligt lidt skør mikrofonpusten og baggrundsstøj, men naturligheden i samtalen vejer rigeligt op for dyttende horn og hvinende bremser.

Godt sted at starte?: ’Simon Talbot’.

Anbefalet af: Kasper

(© Getty Images)

'The Roe Rogan Experience' med Joe Rogan

Sammen med komikerkollegaerne Adam Carolla og Marc Maron var Joe Rogan med til at starte en bølge af podcasts – han står bag den banebrydende ’The Joe Rogan Experience’ – og lægge grundlaget for formatets popularitet i USA.

Rogan er typen, der interesserer sig for alt mellem himmel jord og nysgerrigt går kritisk til sine gæster, der tæller alt fra forskere, sportstjerner, komikere, skuespillere og politikere. Joe Rogan kan få selv det tørreste stof til at virke spændende og kan fordomsfrit tale med kontroversielle personer som Lance Armstrong og Alex Jones. Intet er tabu i denne podcast, og det er fascinerende at følge Rogan, der hele tiden udvider sin horisont og konstant bliver dygtigere som formidler.

Godt sted at starte: Episode 737 med den udstødte cykelrytter Lance Armstrong.

Anbefalet af Frederik.

(© Getty Images)

'Women of the Hour' with Lena Dunham

I en ekstremt velproduceret podcast, går amerikansk feminismes superhelt Lena Dunham tematisk til værks. Efter hendes HBO-hitserie ’Girls’ er slut, har hun forsøgt at udvide kampzonen som redaktør på et magasinagtigt nyhedsbrev, Lenny Letter.

’Women of the Hour’ lyder lidt som en feministisk udgave af podcasten ’This American Life’ – bare med lidt ekstra humor og stjernestøv. Udover stjernerne fra ’Girls’ hører vi historier om alt fra kropsbevidsthed til arbejde og katte fra indie-ikoner som skuespiller Emma Stone, forfatter Zadie Smith og multikunstner Miranda July.

Godt sted at starte: ’Episode 4: Work’.

Anbefalet af: Kasper

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk