Prut godt: 6 fifs der hjælper dig på loppemarkedet

Hånden på hjertet, hvem elsker ikke en god handel? Loppe-ekspert Søren Madsen guider nybegyndere i kunsten at prutte om lopper

Her er det fra et loppemarked i 2012 (Foto: Palle Peter Skov/Scanpix 2012) (Foto: Palle Peter Skov © ©2012 Palle Peter Skov/scanpix)

Hvis man ser på vældet af genbrugsbutikker, netauktioner og tv-programmer om antikke fund, er det nemt at mistænke os danskere for at være en krejler-kultur. Men hvem kan ikke også lide en god handel?

Forår og sommer er højsæson for loppemarkeder, og overalt i landet slår professionelle og amatører boderne op til handel med guld og skrot fra kældre og pulterkamre. Men hvad er godt at vide, inden du kaster dig ud i at købe gamle plader og brugte mågestel fra den nærmeste hal eller parkeringsplads?

Søren Madsen har købt og solgt på loppemarkeder gennem det meste af sit 45-årige liv. Her får du hans universelle fifs til at gøre en god handel:

Læs på lektien

Det giver måske sig selv, at det er godt at tjekke prisniveauet på de ting, du er ude efter, inden du ankommer. Men husk også at bruge din smartphone undervejs. Det generelle prisniveau på nettet er et perfekt udgangspunkt, når du skal prutte om de ting, du ar fundet. Det er naturligvis nemmere med kunst og kunsthåndværk end en anonym blå skål. Men du skal ikke være bange for, at du træder nogen over tæerne ved at gøre det.

Vælg dit terræn

Der er stor forskel på de store og små markeder, uanset om du tager på loppemarked for at ose, eller fordi du går målrettet efter specifikke ting. På de store loppemarkeder, der finder sted i haller med entré og hundredvis stande, er udvalget større, men omvendt der er mange andre, der har fået samme idé og er på jagt efter det samme som dig.

- Mange af sælgerne er professionelle, der tømmer dødsboer, og de kan være svære at lave gode handler med. Personligt kan jeg godt lide de lokale markeder, hvor det er mere afslappet, og en nabo har bagt kage.

Du kan søge loppemarkeder - små og store - frem på nettet.

Undgå impulskøb

Det kan være svært at holde hovedet koldt, når boderne bugner, og så er der mange, der begår den fejl at gå alt for impulsivt til værks. Pungen ryger hurtigt op af lommen, og man kommer hjem med ting, man ikke har brug for. Søren Madsen anbefaler, at man tænker over, hvad man har brug for, så man ikke lader sig friste (for meget).

- Man bliver lidt grebet af det, ligesom casino og auktion, og Mobile Pay har kun gjort det lettere for sælgerne. Pludselig har man brændt 500 kr. af på noget skrammel.

Køb med hjertet

Med mindre du er ekspert i kunsthåndværk - eller er bombesikker på, at du står med en skat mellem hænderne - så undgå at købe med henblik på videresalg. Kort sagt: Køb det du synes, der er fedt, og gerne vil have stående og ikke det, du tror, der er skillinger i. Ellers kan der ligge skuffelser og tabte penge forude.

Skab god stemning

Der er intet som god stemning, der får din pris til at glide lettere ned. Humor kan redde enhver dårlig handel, siger Søren Madsen. Og hvis du ikke lige sprudler af jokes i handle-øjeblikket, så small-talk lidt om varerne eller standen. Eller brug Sørens strategi, når der skal pruttes:

- Hvis sælger vil have 1000 kr. for en vare, så starter jeg på 200. Når de så siger 900 som næste bud, så siger jeg 150 og overrasker dem ved at gøre det modsatte. Det får dem til at grine hver gang.

Gå efter mængderabat

Når du alligevel er i gang med at handle, så kig dig om i standen. Er der mere du vil have? Prøv at få en god handel - og tjek tingene godt igennem naturligvis. Søren Madsens eksempel er dog ikke noget, vi anbefaler at efterfølge:

- Hvis du får 5-8 ting på en gang og er hurtigere til hovedregning end sælgeren, så kan du jo snildt lave en god handel midt i forvirringen. Men så er du også lidt fræk, fortæller Søren Madsen.

  • Søren Madsen har købt og solgt på loppemarkeder gennem det meste af sit 45-årige liv. Han betegner sig selv som loppegøgler, fordi 'krejler har en dårlig klang'.

  • Han besøger loppemarkeder, bazarer og auktioner flere gange om ugen, fordi han elsker kulturen og at gøre et godt kup.