Savner du et adrenalinkick? Her er Danmarks 5 vildeste rutsjebaner

Sukker du efter at få svedige håndflader og vind i håret, så har Kian Kronvang svaret. Rusjebane-eksperten guider dig til de bedste opture i Danmark

To jyske forlystelsesparker er førende inden for rutsjebaner, vurderer entusiast. Det skyldes blandt andet visionære investeringer og - ikke mindst - masser af plads.

Vi er i sæsonen for hvinen og skrig fra landets forlystelsesparker. I flere af dem kan du få et adrenalin-kick i international klasse, hvis du spørger Kian Kronvang.

Han er rutsjebane-entusiast og stifter af Coaster Club Denmark - en klub, der rejser verden tynd i jagten på den vildeste tur over skinnerne. Mere end 150 forskellige rutsjebaner i ind- og udland har han selv på cv'et. Med andre ord er det her, du får har svaret, hvis du sukker efter tempo, svedige håndflader og vind i håret her til sommer.

DR Kultur har bedt Kian Kronvang anbefale de fem bedste rutsjebaner i Danmark - en liste, der gør det tydeligt, at især to forlystelsesparker konkurrerer om at blive førende inden for rutsjebaner.

OBS: Hvis du vil invitere familien med, så vær opmærksom på evt. aldersgrænser på de enkelte forlystelser.

Vild og vægtløs

- 'Piraten' rangerer højt blandt internationale entusiaster, der rejser efter rutsjebaner. Kombinationen af høj fart og mange retningsskift gør, at man føler sig vægtløs eller føler, man bliver skudt ud af sædet - det, man kalder 'air time', og som er et af de vigtigste parametre for en god rutsjebane.

Mange tror fejlagtigt, det bare handler om at bygge højt og køre hurtigt, men en lav bane med meget air time føles langt vildere end en høj bane med mindre air time.

Piraten, Djurs Sommerland, bygget i 2008. Se Kian Kronvangs optagelse af turen her.

Landets længste rutsjetur

- Juvelen er Danmarks længste rutsjebane. Den er en kilometer lang, til gengæld er den ikke særlig høj, og den understreger, at man sagtens kan lave en rigtig sjov rutsjebane uden at bygge højt. Man bliver skudt af sted to gange undervejs, hvilket betyder at den holder farten rigtig godt.

Med Juvelen har Djurs Sommerland lagt sig i føretrøjen over rutsjebaneparker i Danmark. De er heldige at kunne brede sig over et areal, Tivoli og Bakken kun kan drømme om.

Juvelen, Djurs Sommerland, bygget i 2013. Se Kian Kronvangs optagelse af turen her.

Spring ud i de fedeste loops

- Hvis man kan lide loops, skal man en tur til Fårup Sommerland og prøve Lynet - bedre bliver det ikke inden for landets grænser. Den har to loops og ved hjælp af elektromagnetisme bliver man skudt af sted fra 0-80 km/t på to sekunder, hvilket kan måle sig med accelerationen i Formel 1-biler.

Her har man formået at klemme rigtig meget ind på et relativt lille område, og det er igen en rutsjebane, hvor kombinationen af fart og retningsskift er rigtig godt afstemt og giver en sjov tur i ordets bedste forstand.

Lynet, Fårup Sommerland, bygget i 2008. Se Kian Kronvangs optagelse af turen her.

En af verdens ældste holder stadig

- En klassisk rutsjebane, der stadig er vildt sjov. Der bliver bygget masser af rutsjebaner i dag, som ikke er lige så sjove som den gamle rutsjebane i Tivoli. Den er sindssygt dyr at vedligeholde, og det er fedt at se, at Tivoli gør det. De har forstået, at den er en vigtig del af parkens historie, og den har blandt andet inspireret Walt Disney, som tog til Danmark og prøvede den, da han skulle bygge Disney Land.

Det er en af de eneste rutsjebaner, der stadig har en bremsemand, og det er selvfølgelig pga. dens alder. Uden bremsemanden ville den flyve af skinnerne, fordi den ikke er sat fast, som de er i dag.

Rutchebanen, Tivoli, bygget i 1914. Se Kian Kronvangs optagelse af turen her.

Til lands, til vands og i luften

- Orkanen er - som navnet antyder - tematiseret som en orkan, hvor man bliver smidt rundt i nogle 360 graders-sving både tæt på terænnet og henover en sø. Man kommer også gennem en tunnel under søen, som er vildt flot lavet rent visuelt. Det er en såkaldt 'suspended coaster', hvor man hænger under skinnerne i stedet for at køre oven på dem.

I 'Orkanen' er familierne i højsædet, uden at det på nogen måde bliver kedeligt for andre.

  • Kian Kronvang er stifter af og formand for Coaster Club Denmark (følg dem på Facebook her), en del af et internationalt netværk, der deler tips og begejstring med hinanden

  • Hans favorit blandt de mere end 150 rutsjebaner, han har prøvet indtil videre, er 'Blue Fire' i Europa Park i byen Rust i den sydvestlige del af Tyskland