Sex, gys og fantasy: 5 teenage-serier alle skal se

Flotte highschool-fyre, glubske varulve og fantastiske fantasiuniverser. Vi guider dig til fem fede Netflix teen-serier, du skal se – også selvom du ikke er teenager.

'Riverdale' tager dig tilbage til highschool, hvor drengene går i sportsjakker og pigerne vil være cheerleaders. (© Netflix)

Netflix fylder fem år i dag - og vi fejrer den unge fødselar ved at kaste et blik på den yngre del af streamingtjenestens bagkatolog - nemlig teenageserierne.

Marie Søndergaard er udviklingschef på Vi Unge. Hun er ikke selv teenager længere, men hun har set næsten alle teenageserier, der findes på Netflix.

Og selvom det med hendes egne ord ikke altid er stor kunst, så kaster hun sig ofte over de hormonfyldte ungdomsserier, når hun skal finde noget godt underholdning på Netflix.

- Jeg griner og græder, og det er ikke noget, man behøver tænke så meget over. Det er underholdning, når man lige har brug for det, siger Marie Søndergaard.

- De handler om kærlighed, konflikter, identitetsskabelse og om den her overgang fra barn til voksen. Det er følelser, man kan genkende, især fra da man var teenager, men også nu, siger hun og tilføjer.

- Og så er der jo tit pæne fyre i, og de er heldigvis tit ældre i virkeligheden, så det er ok at synes, griner hun.

Her får du Marie Søndergaards top fem over teen-serier på Netflix, som kan få dig til at grine og græde, uanset hvor ung eller gammel du er.

(© Netflix)

Riverdale

Se den, hvis du kan lide mordgåder, sportsjocks og cheerleading.

Serien foregår i den lille by Riverdale, hvor en teenagedreng fra byens mest magtfulde familie bliver fundet død. Handlingen centrerer sig omkring en gruppe venner på den lokale highschool og deres familier, og alle har et motiv for at kunne have slået ham ihjel.

- De amerikanske og britiske ungdomsmedier har næsten ikke skrevet om andet op til premieren på anden sæson, og vi har også selv skrevet en del om serien, fortæller Marie Søndergaard.

- Serien tager dig tilbage til den her highschool-feeling med drenge, der går i sportsjakker og piger, der gerne vil være cheerleaders og kombinerer den her klassiske highschool stemning med et mordmysterium.

Derfor skal du se den, selvom du ikke er teenager:

- Det er et klassisk mysterium, som de fleste godt kan lide kombineret med highschool-nostalgi. Og så er den fyldt med pæne fyre, pæne piger, humor og lidt uhygge – den har det hele, siger hun.

(© Netflix)

Døde piger lyver ikke

Se den, hvis du kan huske, hvor svært det var at være teenager.

Serien har haft stor succes i USA og bygger på bogen ’Thirteen Reasons Why’. Pigen Hannah har begået selvmord og efterlader bånd til dem, der har haft at gøre med hendes selvmord. Hvert afsnit er bygget op omkring en ny person, der modtager et bånd. Hovedrollen gennem serien er drengen Clay Jensen, der var lidt forelsket i Hannah og som er en af dem, der modtager en pakke med båndene.

- Serien har haft stor succes, men den har også skabt debat i USA forhold til, om den romantiserer selvmord, fordi den afdøde pige fremstår som en form for helt. Den sætter dog også fokus på mobning og det ikke at føle sig god nok. Den viser, at det, der måske for andre, kan virke som ’små ting’ kan gøre, at man kommer langt ud og ikke har lyst til at leve længere, fortæller Marie Søndergaard.

Derfor er den god, selvom man ikke er teenager:

- Det er en vigtig serie, der tager et mere alvorligt emne op end andre teen-serier. Som voksen kan man også genkende, hvor pissehårdt det kunne være at være teenager. Og så minder den om, at ens handlinger har konsekvenser for andre mennesker.

(© Getty Images)

The Carrie Diaries

Se den, hvis du elsker mode og gerne vil have et lille skud ’Sex and the City’.

The Carrie Diaries handler om Carrie Bradshaw fra 'Sex and The City', da hun var teenager og boede på sit teenageværelse og begyndte at interesse sig for mode. Hun går i skole, har skøre veninder og får et praktikantjob som assistent på et stort modemagasin.

- Hun har store krøller, går i fedt tøj og forelsker sig i en mystisk fyr, som man ikke helt ved, om er en god fyr eller en ’bad guy’. Serien handler om, at hun lever det fede liv, samtidig med at det også er hårdt at være praktikant.

- Personligt har jeg nok lidt svært ved at sætte mig ind i, at hun skulle være Carrie, men serien er meget hyggelig og ligetil.

Derfor er den god, selvom man ikke er teenager:

- Serien er til dig, der savner 'Sex and the City', godt kan lide mode og måske selv har haft en drøm om at være assistent på kæmpe modemagasin. Og så er der også en rigtig lækker fyr med.

(© Getty Images)

Shadowhunters

Se den, hvis du elsker fantasy og flotte overkroppe.

'Shadowhunters' er bygget på den populære bogserie, ’The mortal instruments’. Den handler om en pige, der først tror, hun er helt almindelig, men finder ud af, at hun er en såkaldt shadowhunter, der har engleblod og skal bekæmpe dæmoner. Da hun finder ud af det, bliver hun tilknyttet et institut for Shadowhunters, hvor hun blandt andet skal lære at kæmpe. Og så forelsker hun sig selvfølgelig i en ’bad boy’.

- Serien er bare full on underholdning. Det er action, der er sindssygt mange lækre fyre med, og den overnaturlige verden er også spændende.

Derfor er den god, selvom man ikke er teenager:

- Jeg tror, at da de var yngre, drømte de om, at der pludselig var en anden verden, der åbnede sig for én. Og så er den bare god, hvis man godt kan lide fantasy og science fiction.

(© Getty Images)

Teen Wolf

Se den, hvis du elsker sjove sidekicks, fantasy og et godt gys.

Den handler om highschool-fyren Scott, der bliver bidt af en varulv og selv bliver til en varulv, der hjælper med at bekæmpe det onde. Hans nye evner får ham pludselig til at tiltrække alle pigerne, men han og hans venner må også igennem en masse uhyggelige udfordringer i løbet af serien.

- Det er én af mine yndlings teenageserier. Den handler om lækre fyre og seje powerpiger, der kæmper mod klamme væsner. Om forelskelse, identitetskrise og tab. Og så er hans ven Stiles i serien et virkeligt sjovt sidekick. Han bærer også serien ret meget.

Derfor er den god, selvom man ikke er teenager:

- Serien starter stille og roligt ud, men er et godt eksempel på, at seriens fans er vokset med den henover sæsonerne. Den bliver rigtig mørk og uhyggelig, især i de sidste sæsoner.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter