Spoiler-advarsel: 5 scener fra Twin Peaks der rystede os i vores grundvold

Vi fejrer premieren på den nye sæson ved at kigge på de mest uhyggelige og rørende øjeblikke fra de første sæsoner af David Lynch-serien.

Hvis du én gang har set den dæmoniske figur Killer-Bob kravle mod dig på dyrisk vis, så slipper du det ligesom ikke rigtig igen.

Hvem dræbte Laura Palmer?

Det var det helt store spørgsmål på tv-seernes læber i start-90'erne, da 'Twin Peaks' kom ud og på rekordtid fik kultstatus.

Den mystiske serie, der kredser om mordet på en ung pige i en lille by i USA, satte nye standarder for serieproduktion og fortælling.

Den satte også David Lynchs særlige talent for at blande spænding, melodrama og gys, på landkortet

Nu 25 år efter sidste afsnit rullede hen over skærmen, er der premiere på den længeventede tredje sæson. I den anledning kigger vi på de scener i det klassiske 'Twin Peaks', der ikke forlader en foreløbig. Advarsel: Der er plotafsløringer undervejs.

Agent Coopers forvandling

'Twin Peaks' sluttede i den grad af med manér med en af de stærkeste sæsonafslutninger nogensinde.

Alt lader til at ånde fred og ro, efter at Cooper har reddet Annie Blackburn og efterfølgende er vågnet op på sit hotel under opsyn af Sherif Truman og Doc Hayward.

Det tager dog en uventet drejning, da Cooper børster tænder på badeværelset. Her trykker han pludselig tandpastaen ud over håndvasken uden at fortrække en mine.

Det bliver decideret chokerende, da Cooper efterfølgende banker hovedet ind i spejlet, ser Bob i sit spejlbillede og manisk begynder at gentage sætningen 'how’s Annie, how’s Annie, how’s Annie'.

Fra afsnit 22 i anden sæson.

Bob kravler over sofaen

David Lynch har beskrevet figuren Killer-Bob som en personificering af alt det onde som mænd gør. I stort set alle scener, som karakteren optræder i, står klart i hukommelsen som noget af det mest uhyggelige tv, der nogensinde er lavet.

Især én scene skiller sig ud, og det er da Bob, som et sulten rovdyr, sniger sig igennem lokalet, hopper over sofaen og stikker sit afskyelige fjæs helt op i kameraet. BØH!

Fra afsnit 9 i første sæson.

Coopers drøm

Seriens måske mest ikoniske øjeblik finder sted, mens vores hovedkarakter Dale Cooper oplever en feberdrøm af en anden verden.

I en lang og stemningsfuld scene får vi både et digt af ånden Mike, og vi møder den sindssyge Bob. Sidst men ikke mindst, bliver vi introduceret til det røde rum, hvor Lynch for alvor folder sit lyd- og billedsprog ud.

Det er både uhyggeligt, uforståeligt og lavet med en sådan finesse, at man i 1990, da serien udkom, næsten ikke kunne tro på, at det var lavet til tv.

Fra afsnit 2 i første sæson.

Andy finder Lauras Palmers lig

Efter den ikoniske intro med det fænomenale synth-score i allerførste afsnit er vi i gang. Fiskeren Pete finder liget af, hvad der viser sig at være den unge gymnasieelev Laura Palmer.

Rystet fortæller Pete om liget til sherif Harry S. Truman som straks tager ud til gerningstedet sammen med kollegaen Andy, der begynder at græde, da han ser liget.

Scenen er stemningsfyldt. Allerede her 10 minutter inde i serien stod det klart, at der var tale om en serie af langt højere kvalitet end tv-seere var vant til. Det er effektiv historiefortælling, og man forstår straks, hvem de forskellige karakterer er, og hvilke følelser de rummer.

Fra afsnit 1 i første sæson.

Lauras morder afsløres

Selvom det måske betød dalende interesse for serien, at morderen blev afsløres allerede i afsnit syv af anden sæson, så står scenen som en af de allerbedste i serien.

På trods af at Laura Palmers far Leland Palmer til tider har virket ret besynderlig, så er det alligevel et chok, da det står klart, at han og Bob er én og samme person.

Lynch’ skræmmende billedsprog med en smilende Bob i spejlet, og Ray Wise’s diabolske præstation udgør en uforglemmelig scene, som i dén grad er med til at forme seriens anden sæson.

Fra afsnit 7 i anden sæson.

  • Twin Peaks er skabt af David Lynch og Mark Frost. Serien blev produceret i 1990-1991. Den nye sæson af 'Twin Peaks' er tilgængelig på HBO Nordic. Se trailer her.

Facebook
Twitter