Stjernedrys til dine øregange: 3 fortællinger fra prisvindende duo du ikke må snyde dig selv for

Sisse Sejr-Nørgaard guider til podcast-duoen Third Ear, som netop er offentliggjort som modtagere af Stjernedrysprisen ved årets Kronprinsparrets Priser.

De kalder sig en podcast, hvor de fortæller historier med lyd, ord og billeder.

Og nu har podcasten Third Ear modtaget én af årets to Stjernedryspriser ved årets Kronprinsparrets Priser.

Prisen, der uddeles af Bikubenfonden og Kronprinsparret, gives til nogen, der har gjort sig særligt bemærkede på den kunstneriske scene, og som man fortsat forventer meget af.

Podcastens faste redaktion består af Tim Hinman og Krister Moltzen, og siden deres første radiofortælling tilbage i 2009, 'Guldhornene', har de stablet en habil fanskare på benene.

Blandt de mange begejstrede fans, er journalist Sisse Sejr-Nørgaard, der iøvrigt er medstifter af Danmarks første podcastfestival, der begynder i dag i København.

- Jeg elsker Third Ear og deres sagte tilgang til fortællinger, som jeg i al fald ikke indtil nu har hørt fortalt så fint før, forklarer Sisse Sejr-Nørgaard.

- Ligesom 'alle' andre, har jeg hørt 'I et forhold med...', som er blevet til en vildt god film, 'En fremmed flytter ind'. Omend podcasten i min verden er bedre.

- Og jeg elskede serien 'Kvinden med den tunge kuffert', ligesom jeg fik lidt af en øjenåbner, da de lukkede mig indenfor i Scientologys verden med 'Robert og Thetanerne', og genlytningen af 'Livet på Mars' er bare ekstra uhyggeligt, når man lytter det post mordet i ubåden, siger Sisse Sejr-Nørgaard.

- Men Third Ear er også rigtig gode til at lade andre fortælle historier, så man sidder tilbage med uro i kroppen og en lyst efter mere.

Her følger derfor Sisse Sejr-Nørgaards top tre over Third Ears podcasts med gæstestjerner, som fortjener din tid.

(© Unsplash)

Farfars to liv - Anna Thaulow

- En kasse med kassettebånd fra barndommen bliver pludselig markant mere interessante at lytte til, da Anna optrævler sin farfars liv.

- Det viser sig nemlig, at manden har haft en familie til under hele hendes opvækst og mere til.

(© Scanpix)

Kavalererne på Rundstedlund - Niels Peter Juel Larsen

- Karen Blixen har alle dage fascineret mig, især hendes nærmest mytiske forhold med månen og djævlen.

- I slut 40'erne får det alvorlige konsekvenser for en lille udvalgt skare af litterater, som slet ikke vidste, hvad de var oppe imod i den lille vage dame. Enormt fascinerende.

(© Unsplash)

Dobbeltgænger - Thomas Arent Andersen

- Thomas Andersen og Thomas Andersen mødes på et pizzaria en skæbnesvanger nat for 13 år siden i Viborg, hvorpå Thomas beslutter sig for at køre Thomas ned.

-En vild fortælling om tilfældigheder, at starte forfra og om tilgivelse.

Se Tim Hinman og Krister Moltzen blive overrasket med nyheden om Stjernedrysprisen i videoen øverst i artiklen.

FAKTA Kronprinsparrets Priser 2017

  • Hvert år overrækker Kronprinsparret følgende priser:

  • Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til Kronprinsparret.

  • Prisuddelingens formål er at synliggøre og anerkende den ekstraordinære præstation inden for dansk og grønlandsk kultur og socialt arbejde.

  • Kronprinsparrets Priser er hæderspriser og kan ikke søges. Prismodtageren udpeges af Kronprinsparret efter indstilling fra to rådgivende komitéer, der har ekspertise inden for henholdsvis kultur og socialt arbejde.

  • Kronprinsparrets Priser 2017 sendes direkte fra Jysk Musikteater i Silkeborg lørdag 25. november på DR1 kl 21:00