Stjerneinstruktør fylder rundt: 5 magiske film vi elsker ham for

Steven Spielberg har underholdt, skræmt og rørt os gennem årtier. Vi fejrer filmmandens fødselsdag ved at guide til hans film, der har bred appel. Også til dem, der tror, de ikke kan lide Spielberg.

I 'Dødens gab' fra 1975 viste Steven Spielberg kun få gange den frygtindgydende haj, hvilket ifølge vores filmeksperter fra 'Stream team' er godt tænkt. (© Universal)

Lige meget om du er til eventyr, sci fi, spænding eller drama, så er Steven Spielberg din mand.

Instruktøren mm., der i dag fylder 70 år, har i hvert fald leveret mange storfilm og klassikere i løbet af sin karriere.

Og dem har filmeksperterne Kasper Lundberg og Frederik Dirks Gottlieb, der blandt andet bestyrer ’Stream Team’ på Radio24syv, styr på. Her giver de deres bud på Spielbergs mest oversete film, underholdende, uhyggelige og bedste film samt en film, man kan se, hvis man tror, at man slet ikke er til det spielberg'ske univers.

Hans oversete film

- ’Duellen’ er en af mine all time yndlingsfilm, og den gjorde kæmpe indtryk på mig som barn. Den kunne også godt være contender til at være hans mest uhyggelige film. Den er så anderledes bygget op, og han er virkelig moderne i sin måde at tænke skurk på.

- Den handler om en lastbil, der forfølger en stakkels mand i sin bil, og vi ved ikke, hvem der kører, og vi kender ikke hævnmotivet. Det er en roadtripfilm fra helvede. Vi er helt nede i USA’s varme og tørre landskaber og landeveje. Den minder om andre film med meget stramme koncepter, såsom 'Buried' og 'Locke'.

'Duellen'. 1971. Er tilgængelig på dvd.

Hans bedste film

- Det er svært at vælge, for han har lavet mange mesterværker. Men 'Raiders of the Lost Ark' er noget nær en perfekt film på alle parametre. Det er en film, man kan se den dag i dag. Den er ældre end mig, men den holder sig bedre.

- Den er fantastisk underholdende og godt skruet sammen. Harrison Ford virkelig får lov at folde sig ud. Her finder vi ud, at han ikke bar en one trick pony, men virkelig et talent. Filmen viser den Steven Spielberg, som de fleste tænker på, når man snakker om hans film. Film der kan ses af børn i alle aldre.

'Indiana Jones: Jagten på den forsvundne skat', 1981. Er tilgængelig på stream.

Hans mest underholdende film

- Det er ’Jurassic Park’. Den skræmte livet af mig, da jeg var barn, og er så realistisk lavet. Han ved præcis, hvad han kan med tidens teknologi. Øglerne er jo lavet med animatronix - store elektroniske dukker - og han slipper virkelig godt afsted fra det. Selvom vi godt ved, at det er ikke er rigtige dinosaurer, så køber vi ind på den. Dét er filmmagi.

- Han leger med en ”hvad nu hvis”-tankegang og tager det alvorligt og er selv fascineret af præmissen. Det er oprigtigt. Det er noget man savner rigtig meget hos andre blockbuster-instruktører.

Jurassic Park. 1993. Er tilgængelig på stream.

Hans mest uhyggelige film

- ’Jaws’. Det er jo en Spielberg, der har en god fornemmelse for, hvornår en teknologi er klar eller ikke. Hajen ser vi få gange, og den ser ikke godt ud, men alligevel skræmmer den livet af os igennem hele filmen, fordi vi ikke kan se den.

- Han lavede en genistreg med sit samarbejde med komponisten om det legendariske tema. Selv hvis jeg er i svømmehallen og kører musikstykket oppe i hovedet, kan det godt begynde at løbe mig koldt ned ad ryggen.

- Han er genial til at skabe suspense og jeg er nærmest ked af at han ikke har gjort det oftere.

'Dødens gab'. 1975. Er tilgængelig på dvd.

”Jamen, jeg kan slet ikke lide Spielberg”

- 'Nærkontakt af tredje grad' er god, hvis man ruller øjne, når man hører om Spielbergs klassiske eventyrfilm og dinosaurer, der bliver vakt til live. Det er et meget voksent take på en scifi-film. Den er langt mere afmålt, realistisk og rationelt tænkende.

- Spielberg har på ingen måde lyst til at fortælle det fra et barns perspektiv, og på den måde er det modsat af, hvad ’E.T.’ repræsenterer. 'Nærkontakt af Tredje Grad' lagde formen for, hvordan man kan lave en scifi-film, hvor man især fortæller, hvad mødet gør ved os mennesker.

'Nærkontakt af tredje grad'. 1977. Er tilgængelig på stream.

  • Kasper Lundberg og Frederik Dirks Gottlieb er værter på 'Serieland' på TV2 Play og 'Stream Team' på Radio24syv.

  • Fællesnævneren er tv-serier, der hver uge diskuteres, anmeldes og nørdes med kendte gæster.

Facebook
Twitter