Tag med tilbage til 90’erne med disse 3 fede hiphopnumre

Den britiske rockstjerne Jake Bugg, der spiller i København i dag, elsker at høre hiphop i turnébussen. Her er 3 navne, du kan krydre dit efterår med.

Ad-Rock, Mike D og MCA fra gruppen Beastie Boys er ikke til at komme udenom, når det gælder fed 90'er-hiphop. (Foto: Martyn Goodacre © Getty Images)

Vi kender ham bedst som den unge brite med guitaren og den melankolske stemme.

Men den 22-årige musiker Jake Bugg er selv stor fan af hiphop. Så stor, at han har krydret sine sange ’Gimme The Love’ og ’Ain’t No Rhyme’ fra hans seneste album med rap og funky rytmer.

I sommer optrådte Jake Bugg på Northside, og i aften spiller han på Store Vega i København. Og hiphop er netop en genre, han gerne lytter til, når han er på turné.

- Nogle gange er det rart at tage en pause fra den type musik, du selv laver, og høre noget, der er en smule anderledes for hyggens skyld, siger han.

Få hans tip til noget hiphop, du også bør høre, når du er på farten:

Big L

Den amerikanske rapper Big L nåede kun at udgive et album, ’Lifestylez ov da Poor & Dangerous’, inden han i 1999 blev dræbt. Til gengæld er der efterfølgende udgivet intet mindre end fire album med ham.

- Han havde en fed rytme i sine tekster, som i øvrigt er vildt velskrevet. Måden, han rapper på, og de samples, han bruger i sine sange, kan jeg bare lytte til hele dagen.

- Det er trist, han blev skudt, og at han ikke nåede at fortsætte med at lave musik, siger Jake Bugg.

'Put It On' fra albummet 'Lifestylez ov da Poor & Dangerous', 1995.

Wu-Tang Clan

- Man kan kun have respekt for Wu-Tang og den indflydelse, gruppen har haft og har på hiphopscenen. De har inspireret mange unge rappere, siger Jake Bugg og fremhæver særligt ét nummer:

- På deres anden album er der et nummer, der hedder ’Reunited’, som er grynet og råt. Jeg elsker det. Jeg kan godt lide hiphop, når det er råt, og den lyd mestrer Wu-Tang i høj grad.

'Reunited' fra albummet 'Wu-Tang Forever', 1997.

Beastie Boys

- Jeg er især vild med deres fjerde album ‘Ill Communication’. Mit yndlingsnummer fra den plade er sangen, der kommer lige efter ’Sabotage’, nemlig ’Get it together’, hvor de har besøg af rapperen Q-Tip.

- Det er et virkelig cool nummer, der både er sjovt og mørkt og med et godt beat. Det er virkelig et album, der er værd at have i samlingen, siger Jake Bugg.

'Get It Together' fra albummet ‘Ill Communication’, 1994.

Jake Bugg

  • Musiker, sanger og sangskriver fra Nottingham

  • Debuterede med sit selvbetitlede album som 18-årig

  • Har desuden udgivet albummene 'Shangri La' og 'On My One'

  • Spillede i juni på Northside Festival i Aarhus