Tom Cruises 5 mest overraskende roller - på godt og ondt

I dag har actionfilmen 'Jack Reacher 2' med Tom Cruise i hovedrollen premiere i landets biografer. Vi har kigget tilbage på filmstjernens karriere og fundet hans fem mest overraskende roller.

Tom Cruise har hovedrollen som actionhelten i 'Jack Reacher 2', der har premiere i de danske biografer i aften. (Foto: Yonhap)

Vi kender ham bedst som actionhelten, der redder heltinden og hele verden i film som 'Minority Report', 'Mission Impossible' og den premiereaktuelle 'Jack Reacher 2', der kommer i de danske biografer i dag.

I 80’erne og 90’erne var han også ‘the go-to guy’ til romantiske actionfilm - jeg har i hvert fald sukket min del over kiksede flødebolle-replikker i 'Cocktail', 'Top Gun' og 'Days of Thunder'.

Men lige når man troede, at nu var hans karriere kørt fast i et bestemt spor, så har han rystet posen godt og grundigt. Oftest går det godt og beviser kun, at Tom Cruise er en alsidig skuespiller, der mestrer det meste og frem for alt er umulig at sætte i bås.

Vi har samlet hans 5 mest overraskende roller.

Magnolia, 1999

Det er overraskende i sig selv, når Tom Cruise ikke spiller hovedrollen i en film. I Paul Thomas Andersons skønne multiplotfilm 'Magnolia' spiller han den ultimative skiderik, en selvhjælpsguru med hovedet lidt for langt oppe i egen nummi. I en af mine favoritscener i filmhistorien, akkompagneret af Aimee Manns mesterlige sang ‘Wise Up’, sidder samtlige desillusionerede karakterer og synger med på sangens tekst. Ikke bare Cruise-magi, men film-magi!

Kan ses gratis på Filmstriben og lejes og købes til stream på danske tjenester.

Tropic Thunder, 2008

Det var fuldstændig umuligt at genkende Cruise i Ben Stiller-komedien 'Tropic Thunder' fra 2008. Han spiller den vidunderligt skaldede skraldespandsmand Les Grossmann. Og har man ikke oplevet dansescenen under slut-teksterne, må man ikke snyde sig for den. Episk ganske enkelt!

Kan lejes og købes til stream på danske tjenester.

Eyes Wide Shut, 1999

1999 var et godt år for Cruise. Et år, hvor han for alvor fik gjort op med sit image som fimset førsteelsker eller action-bøf. Udover 'Magnolia' indspillede han også hvad, der skulle vise sig at blive Stanley Kubricks sidste film, 'Eyes Wide Shut'. Aldrig er Cruise hverken før eller siden set i så vovet og seksuelt progressiv en rolle. Han spillede over for sin daværende kone Nicole Kidman.

Kan lejes og købes til stream på danske tjenester.

Født den 4. Juli, 1989

Efter filmen 'Top Gun' gjorde Cruise til et ikon, havde han i anden halvdel af 80’erne en stribe kæmpesuccesser, der stort set uden undtagelse castede ham som den måske lidt flødebollede og selvfede, men dog attråværdige helt. 'Født den 4. Juli' havde premiere i 1989 og gav Cruise lov til udforske en anden side af sit skuespiltalent som vietnamveteranen Ron Kovic i kørestol med langt hippiehår. Rollen i sig selv var ikke kontroversiel, men alene det lidt lurvede look overraskede mange.

Kan lejes og købes til stream på danske tjenester.

Rock of Ages, 2012

Ja, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Men i 2012 havde musicalen 'Rock of Ages' premiere, og den er Tom Cruise altså med i. Hvis der var noget som helst, jeg havde tænkt, jeg aldrig ville se Cruise i, var det nok en musical. Og selvom han da gør et hæderligt forsøg med 80’er glam-klassikerne som fx ‘Wanted Dead or Alive’, så er han altså ingen Jon Bon Jovi. Men point for what-the-fuck-faktor!

Kan lejes og købes til stream på danske tjenester.

Maria Månson

  • Er vært og anmelder på 'Filmselskabet' på DR K samt vært på Sprogquizzen på samme kanal.

FacebookTwitter