Verdens farligste band: 5 hæsblæsende øjeblikke fra Guns N' Roses

Skal du med tilbage til 'Paradise City' i Parken i aften og høre Guns N' Roses? Her er fem tendenser, det amerikanske rockband er kendt for.

Guns N' Roses anno 1985 i Los Angeles - fra venstre Duff McKagan, Slash, Axl Rose, Izzy Stradlin og Steven Adler. (Foto: © Marc S Canter)

Jeg var 16 år, da jeg i en sen aftentime stødte på Guns N' Roses for første gang.

Det var videoen til ’Paradise City’, der var kilet ind i mellem et stuerent erotisk show og second hand wrestling i et musikprogram.

Det tog mig to sekunder at blive ramt af bandets udseende, energien i videoen og ikke mindst den kraftfulde dynamik i musikken.

Inden videoen var færdig, havde jeg besluttet mig for at lade mit hår gro og anskaffe mig cowboystøvler - men først og fremmest gå ned i pladeforretningen for at købe albummet ’Appetite for Destruction’!

Dér startede en fire-årig dedikations-rejse for mig, hvor mit fanboy-fokus øjeblikkeligt skiftede fra Bruce Springsteen til femkløveret fra Californien, som jeg bare måtte eje alt med.

Postkort puttede jeg i rammer og satte op på væggen. Jeg fik fat i bootlegs, boksets og bøger om bandet, og mens jeg lyttede til musikken, sad jeg og tegnede deres logoer – dels en-til-en kopier – og dels nogle nye versioner, som jeg måske drømte om, at bandet engang ville kunne komme til at bruge.

Med tiden læste jeg også om de kontroversielle medlemmer og deres vilde koncerter. Musikken talte for sig selv – historierne om bandet skabte en ugennemtrængelig myte!

Det mindede mig om historierne om galskaben ved The Beatles' koncerter, vildskaben fra The Rolling Stones eller The Who. Eneste forskel var, at med Guns N' Roses skete det lige nu, i min samtid.

Det var mine helte!

Rockmode

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59524faaa11f9f12d050123d

Guns N' Roses kom ud fra et hardrock-miljø i Los Angeles, som i 1980’erne sprudlede og blev verdensberømt, da bandet brød lydmuren.

Man fik et kig ind i en verden, hvor langhårede rockmusikere gik med stramme jeans, cowboystøvler og slidte t-shirts. Guns N' Roses fik den hårde rock tilbage på radio, tv og på de største stadions, men bandet fik også en dedikeret fanskare, som begyndte at efterligne bandets tøjstil og attitude.

Jeg stod ofte og savlede over de flotte støvler i vinduet hos Lædersmeden - en specialbutik i Vestergade i København – men jeg havde aldrig penge nok til sådan et luksuspar, så jeg måtte nøjes med de noget billigere fra skoforretningen lidt længere nede ad gaden.

Verdens Farligste Band

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59524faaa11f9f12d0501238

En overskrift, der er blevet hæftet på mange rockbands: The Rolling Stones, Metallica og Guns N' Roses, men også en overskrift, der trækker et spor af optøjer med sig.

Skylden kan findes hos bandet eller hos fans – eller en stor blanding af begge.

Under en koncert i St. Louis, USA i 1991 kaster forsanger Axl Rose sig uforvarende over en person fra publikum, som har smuglet et kamera med ind i salen.

Da sikkerhedspersonalet ikke reagerer på Axls ordre om at konfiskere kameraet, tager Axl selv turen fra scenen og tager sagen i sin egne næver. Da han efterfølgende kommer på scenen, smider han mikrofonen i gulvet og bandet aflyser resten af koncerten.

Det medførte tumult blandt et vredt publikum, og flere fans måtte på hospitalet med skrammer og skader. Axl Rose blev året efter anholdt for at have opildnet til optøjer.

Når medlemmer bliver tidligere misbrugere

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59524faaa11f9f12d0501237

Det er så klichéfyldt som noget – sprut, røg, stoffer!

Guns N' Roses har været garant for alle tre ting – og nåede også at smide trommeslageren Steven Adler ud, fordi han ofte ikke var i stand til at spille trommer!

Omvendt har tidligere medlemmer, som guitaristen Izzy Stradlin og bassisten Duff McKagen, udtalt, at de ikke kunne andet end forlade bandet, da de stoppede som misbrugere.

Axl Rose opfordrede selv medlemmerne til at stoppe deres misbrug - blandt andet under en koncert, da Guns N' Roses varmede op for Rolling Stones.

Fra scenen sagde han, at han blev nødt til at forlade bandet, hvis ikke kammeraterne stoppede med at danse med ’Mr. Brownstone’ – en af deres sange om heroinmisbrug.

Bandet stopper koncert i København

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59524faaa11f9f12d050123e

Under deres verdensturne efter dobbeltudgivelsen ’Use Your Illusion I + II’ tropper Guns N' Roses op i Forum, København i 1991.

Forud for bandets danmarksbesøg var der historier om, at bandet ved flere lejligheder var stoppet midt i deres koncert på grund af uroligheder blandt publikum – og Forum-koncerten var ingen undtagelse.

Jeg så det ikke selv, fra hvor jeg stod i salen, men angiveligt blev der kastet fyrværkeri mod scenen og Axl Rose proklamerede, at de ikke ville komme på scenen igen, før den skyldige var fundet og smidt ud.

Efter hvad jeg føler var 20 minutter, kom bandet på scenen igen og fuldførte koncerten. Det rygtedes, at det var en uskyldig person, der havde meldt sig, så resten af de 10.000 mennesker i den fyldte sal kunne opleve resten af koncerten.

45 minutter forsinket på Roskilde Festival

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59524faaa11f9f12d0501242

Guns N' Roses har haft et ry for at dukke op til koncerterne, når de ville – og det har ikke været unaturligt, at fans har måttet vente tre eller fire timer på bandet.

Da Axl Rose, som det eneste tilbageværende medlem af bandet, præsenterede den nye version af Guns N' Roses på Roskilde Festival i 2006, skulle vi ’kun’ vente 45 minutter.

Inden bandet gik på, blev der spillet musik ud over pladsen – paradoksalt nok med en masse af 1990’ernes store rockbands; Soundgarden, Rage Against The Machine og mange andre navne, som havde overtaget rockverdenen i den tid, hvor Guns N' Roses fedtede rundt i skandaler og ikke fik udrettet noget musikalsk.

Som fan tvang jeg mig selv til at synes, at Roskilde-koncerten var god – men det var frygteligt.

Guns N' Roses spiller i aften klokken 19.30 i Parken, København.