VIDEO Husker du Turtles og He-Man? Her er 6 stykker legetøj der stadig holder

Hvis du har legetøj fra 80'erne og 90'erne liggende i dit kælderrum, er det med at få det frem. Entusiasten Bobby Ågren guider dig til det fede retro-legetøj

Hvis du brugte din barndom på at vride en færge om til en robot eller redte hår på en pastelfarvet pony, hvorfor så snyde dig selv eller andre for oplevelsen nu?

Godt legetøj er eviggyldigt, mener Bobby Ågren, der er ihærdig samler af legetøj fra 80'erne og 90'erne - og handler med det i sin kombinerede frisørsalon/spillehal Ruben og Bobby i København.

Desværre så har barndommens legetøj det med at stå i en papkasse, og det er ærgerligt, for meget af det er stadig god underholdning. I nogle tilfælde kan retro-legetøjet også være noget værd for samlere. Det man tjekke på diverse auktionssider. Her det fedeste fra 80'erne og 90'erne ifølge Bobby Ågren:

He-Man

Fra 1982-1988 blev de originale Masters of the Universe-figurer produceret af Mattel, og eventyruniverset var lige, hvad Vestens børn sad og manglede. 400 millioner indtjente legetøjet med He-Man og co. i USA alene, og dertil kom tegneserier, tegnefilmsserier og spillefilm (med selveste Dolph Lundgren). I Danmark var He-Man-bølgen stor:

- Det er historien om Prins Adam, der bliver til He-Man, når han svinger sværdet og siger 'By the Power of Greyskull'. Så kæmper han mod Skeletor og hans onde horder. Det gjaldt om at ligne Arnold Schwarzenegger dengang, så var man sej. Og så har han jo en fed pagehår, He-Man, siger Bobby Ågren.

Star Wars

George Lucas' univers kræver knap så meget introduktion: Et af verdens største franchises startede i '77, da den første Star Wars-film kom ud. Derfra tog det af med legetøjsserier, som blev et must for børn og voksne. Selvom der er masser af nyt legetøj fra 'en fjern, fjern galakse for meget længe siden', så er det gamle stadig meget populært. Det afspejles ikke mindst i priserne:

- Det er jo en sindssygt fed historie, og så er der en masse fede figurer - med en rigtig god og spændende historie og mytologi omkring. Det stiger i værdi, hvis man har de gamle kasser til. En Y-Wing koster f.eks. 500 kr, siger Bobby Ågren.

Transformers

I dag kender mange bedst universet fra de store Hollywood-film af samme navn. Men hvis man er opvokset i 80'erne og 90'erne er der ret god chance for, at man på et eller andet tidspunkt har vredet en færge ud af en futuristisk Transformer-robot. Legetøjslinjen startede i 1984 som et samarbejde mellem japanske og amerikanske producenter.

- Transformers er jo kæmperobotter i forklædning - og virkelig en af de serier, der står mit hjerte nært. Det er robotter, der kan laves om til fly, dinosaurer eller små biler. Og de ligner robotter, som jeg synes, de skal se ud, siger Bobby Ågren.

Teenage Mutant Hero Turtles

For barnet af 90'erne var Donatello, Rafael, Michelangelo og Leonardo ikke navnene på renæssancekunstens store mestre. Det var i stedet de beskjoldede helte, der blev skabt, da fire små skildpadder muterede i radioaktivt slim og endte med at blive Shredder og Crangs største fjende.

- Jeg bliver inspireret af de her farver og den måde de ser ud på og synes, at det er smukt. Jeg synes at Crang er en af de fedeste figurer, der nogensinde er lavet, siger Bobby Ågren.

Action Force

I start-80'erne udkom Action Force - også kendt som G.I. Joe. Det var figurer, der miksede æstetikker og militærhistoriske perioder til en kæmpe serie af plasticfigurer og udstyr.

- Action Force handlede meget om biler og fly, og i centrum er de her små figurer. Det er det gode, som slås mod de onde, som er det, der hedder Cobra. Og cobra er jo også bare sejt, ved man jo. Cobraslanger var måske noget af det fedeste, da jeg var barn, siger Bobby Ågren.

My Little Pony

Siden de små ponyer med de farvestrålende manker blev født i 1983, er universet vokset og vokset. I dag kalder 10 millioner fans på verdensplan sig Bronies og hylder figuren som et frihedssymbol. Men lad os lige skrue tiden tilbage, hvor det hele startede:

- Det fede ved My Little Pony, og grunden til at folk også gerne vil have fat i de gamle her er, at de er lidt særlige. De er lidt mere uskyldige, hvor de i dag er blevet lidt mere japansk inspirerede. Så der er altså mange, der gerne vil have de her gamle stadigvæk, siger Bobby Ågren.

Bobby Ågren

  • Indehaver af den kombinerede frisørsalon/spillearkade Ruben og Bobby på Nørrebro, hvor der også handles med retrospil og legetøj fra 80'erne og 90'erne.

  • Idémand bag hyldestalbummet til computerspil, 'Mit liv med computerspil' (lyt her).

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1151525984897924

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk