VIDEO Nikolaj Coster-Waldau anbefaler ørehænger-rap .... og 4 andre kulturtilbud

Eksklusivt til dr.dk: Hvad optager skuespilleren, når han ikke spiller kongemorder med incestuøse tilbøjeligheder i "Game of Thrones"?

Nikolaj Coster-Waldau og resten af "Game of Thrones"-castet er forlænst blevet uvurderlig kvalitets-underholdning for millioner af mennesker. Men hvad lader han sig selv underholde af?

DR Kultur har bedt den danske skuespiller om at anbefale fem ting fra hans bogreol, musikafspiller og streamingtjeneste i videoen ovenfor. Nedenfor kan du blive klogere på anbefalingerne:

Horace & Pete

Tragedie snarere end komedie. Således har stjernekomikeren Louis CK beskrevet sit seneste projekt, webserien "Horace & Pete". Her er han gået sammen med en række prominente skuespillere, bl.a. Steve Buscemi, Alan Alda og Jessica Lange om at skabe en dramaserie, der kredser om livet ved bardisken i et nedslidt Brooklyn-vandhul.

Seriens ambitiøse format er tættere på teater end sitcom - en eksistentialistisk tømmermændsramt udgave af "Sams Bar" - og rygterne om Emmy-statuetter svirrer allerede. Louis CK har selv instrueret, produceret, skrevet og medvirker selv.

10 afsnit á ca. 30 minutter (første afsnit varer 67 min. dog) 2016. Serien distribueres udelukkende fra Louis CK's egen side.

De Søvnløse

Over fem bøger har Kim Leine markeret sig som en forfatter, der kan skabe stor litteratur, der både trækker tråde til selvbiografiske og dramatiske elementer. Han har blandt andet fået De Gyldne Laurbær og Nordisk Råds Litteraturpris for sit forfatterskab. Denne gang er scenen sat i år 2025, og mens krigen raser i resten af verdenen, kommer læseren tættere på en række menneskeskæbner i en lille bygd.

300 sider, Gyldendal, 2016.

Mr. Robot

Serien har aldrig fået et bredt gennembrud i Danmark, hvilket måske kan skyldes, at ingen af streamingtjenesterne har samlet op på den. Ikke desto mindre har historien om den depressive hacker Elliot Alderson høstet fine anmeldelser í USA. Pilotafsnittet, som danske Niels Arden Oplev instruerede, fik en flot score på 9,4 (ud af 10) på IMDB. Anden sæson får premiere d. 13. juli i USA.

9 afsnit á 50 min, første sæson er tilgængelig på dvd.

Force Majeure

I filmens startscene flygter en far fra sin familie, da en lavine synes at komme nær terassen på det skisportssted, de spiser frokost på. Det er omdrejningspunktet for 'Force Majeure', hvis udfritning af det moderne parforhold og de tilhørende kønsroller, har fået international applaus. Den bidede satire bliver afviklet i et tempo og temperatur, der er lige så kølig som filmens alpine omgivelser.

Instr. Ruben Östlund, 2014, 120 min. Er tilgængelig på streaming. Se trailer her.

Frank Ocean

Inden rapperen/R&B-sangeren udgav sit anmelderroste debutalbum "Channel Orange" i 2012, har Frank Ocean markeret sig som sangskriver for blandt andre John Legend og Justin Bieber.

Debuten, der præsenterede hits som f.eks. "Super Rich Kids" fik seks Grammy'er og fik en hær af musikfans og anmeldere til at sukke efter mere. Opfølgeren ser ud til at udkomme i år, og prominente skikkelser som Kanye West, Tame Impala og Pharrell tippes til at medvirke på skiven.

  • Nikolaj Coster-Waldau (1970) er skuespiller, der debuterede i på det store lærred i gyseren "Nattevagten" i 1994. Han har medvirket i et hav af danske og udenlandske produktioner - snart i "Gods of Egypt".

  • Han slog bredt igennem HBO-serien, "Game of Thrones" (2011-), med karakteren Jaime Lannister, der både har incest og massemord på samvittigheden. Serien er aktuelt i sjette sæson.

Facebook
Twitter