Vild med Harry Potter? 3 vilde bøger der tager de værste abstinenser

Kan du ikke få nok af Potters eventyrlige univers, så er der ny inspiration at hente her.

Det er nu 20 år siden, at J.K. Rowling udkom med sin første bog om Harry Potter. Alle bøgerne er efterfølgende blevet filmatiseret. (Foto: ukendt © Scanpix)

Det er tyve år siden, Harry Potter blev født og tryllebandt en hel generation.

Gennem syv bind fortæller forfatteren J.K. Rowling dannelseshistorien om drengen med lynet i panden, der kæmper en magisk kamp med sig selv og sine omgivelser.

Fortællingen om Harry Potter har solgt mere end 400 millioner eksemplarer verden over, og har fået både børn og voksne til at stå i kø foran boghandleren, når der er nye udgivelser i serien.

Amalie Dahlerup Hermansen er storfan af Harry Potter, og her præsenterer hun tre anbefalinger på bogserier til alle jer, der bare ikke kan få nok af fantasygenren.

’Det Gyldne Kompas’ – Philip Pullman

Det Gyldne Kompus udkom på dansk i 2007 og er også filmatiseret. (Foto: ALLAN LUNDGREN © Scanpix)

- Den forældreløse pige Lyra tager os med ind i en magisk parallelverden gennem sit møde med køkkendrengen Roger. De tilhører to forskellige verdner, som er uforenelige. Bogen berører religiøse emner og rummer masser af symbolik, som man kan filosofere længe over.

- Jeg er optaget af bogens mange lag, som rummer plads til fortolkning. På samme måde som i Harry Potter ser man, hvordan børn og voksne opfatter verdenen forskelligt.

Tre bind. Forlag. Gyldendal

’The Hunger Games’ – Suzanne Collins

The Hunger Games er også blevet til en filmserie i fire afsnit.

- Hovedpersonen Katniss Everdeen kommer fra et fattigt distrikt, men bliver udvalgt til at deltage i et farligt spil i en anden verden. Dødsspillet er skabt af eliten for at undertrykke de svage. Bogen viser en revolutionerende tilgang til verden, hvor der igen stilles spørgsmålstegn ved det bestående.

- Katness Everdeen er en fantastisk stærk kvindefigur, som ellers sjældent ses i fantasygenren. Især hendes måde at bryde med typiske kvindelige idealer på fangede mig meget.

Tre bind. Forlag: Gyldendal.

Narnia-fortællingerne – C.S. Lewis

Løven, heksen og garderobeskabet blev filmatiseret i 2005 af Disney og havde premiere i Danmark samme år. (Foto: kristian Juul Pedersen © Scanpix)

- Den mest kendte bog i Narnia-serien er ’Løven, heksen og garderobeskabet’, hvor vi følger fire søskende med meget forskellige personligheder. Handlingen udspiller sig under Anden Verdenskrig, og valget mellem det gode og det onde optræder jævnligt i fortællingen.

- Måske skal men ikke altid tage de lette valg i livet, men derimod de svære. Fantasygenren tegner netop et billede af, hvordan vores virkelighed også kunne se ud. Narnia viser en utopisk forestilling af en verden, som aldrig bliver ægte, men som alligevel på en god måde stiller spørgsmålstegn ved vores virkelige verden.

Syv bind. Forlag: Borgens Forlag.