Anders Lund Madsen skal være nyhedsvært

Anders Lund Madsen bliver radiovært på P1 Morgen, hvor han skal give sjove vinkler på dagens nyheder.

Nu er der mulighed for at komme til at grine mens man hører morgennyheder.

Tirsdag vender journalist og tv-vært Anders Lund Madsen tilbage til radioen. Denne gang som nyhedskonsulent på P1 Morgen.

Lund Madsen skal sammen med komikeren Omar Marzouk gennemgå dagens nyheder mandag til torsdag - med et humoristisk strejf.

Nyhederne skal glide ned med grin

Anders Lund Madsen og Omar Marzouk har fået stillingsbetegnelsen "nyhedskonsulenter", og de skal tre gange hver morgen, klokken fem minutter i Radioavis, give skæve og personlige fortolkninger af dagens nyheder.

- Jeg er sikker på, at lytterne vil have godt af at blive rusket lidt ud af vores sædvanlige måde at tænke og se nyhederne på. Og glider det ned med et grin, er det ikke den værste måde at starte morgenen på, siger redaktionschef i DR Nyheder Judith Skriver.

Tilbage til radionen

Sidst danskerne kunne høre Anders Lund Madsens stemme i radioen, var da han i perioden fra 2005-2008 sammen med Anders Breinholt var vært på det populære program "De sorte spejdere" på P3.

Siden har han været vært på sit eget talkshow "Det Nye Talkshow", og det vil han fortsætte med trods sin nye morgentjans fire gange om ugen.

/ritzau/

Facebook
Twitter