Anders Lund Madsen undersøger julekalender: Kæmpe nøgen fod gav seer mareridt

Stine Ankerbo er én blandt mange lyttere, der har reageret på P1-julekalenderen 'Hullet i julen', der undersøger den 36 år gamle julekalender 'Jul og grønne skove' med Poul og Nulle.

Anders Lund Madsen tager P1s lyttere på en rejse 36 år tilbage i tiden. (Foto: agnete schlichtkrull © Dr)

- Min jul blev heldigvis ikke ødelagt i 1980, men det gjorde mine nætter til gengæld. Jeg var 4½ år, da Poul og Nulles julekalender blev sendt. Jeg husker kun én scene, som jeg ikke er helt sikker på overhovedet har fundet sted, fordi ingen andre jeg har spurgt husker det.

Sådan lyder det i en mail fra Stine Ankerbo til redaktionen bag P1-julekalenderen 'Hullet i julen'. Og hendes besked er bare én ud af mange, som redaktionen har modtaget i løbet af december.

Rigtigt mange lyttere reagerer nemlig på emnet, de har taget op: Den 36 år gamle julekalender 'Jul og grønne skove', der blev kendt som 'Poul og Nulle i hullet' med Poul Nesgaard og Elith ’Nulle’ Nykjær Jørgensen.

- Jeg er absolut meget beæret og glad for alle de mails. De er jo med til at bekræfte, at det her er noget, der stadig vækker overraskende mange følelser, siger Anders Lund Madsen.

En kæmpe stor nøgen fod

Den scene, Stine Ankerbo i sin mail spørger til om virkelig fandtes, handler om Poul og Nulle, der går rundt nede i hullet og kommer forbi en hule, hvor der står en kæmpe stor nøgen fod på størrelse med et folkevognsrugbrød.

- Og så blev jeg rigtigt bange og fik ikke lov til at se julekalender mere det år. Til gengæld begyndte jeg at få mange mareridt om kæmpe store farlige kartofler, som stod og gemte sig bag meget store døre. De gjorde ikke noget, men jeg vidste de var onde, skriver Stine Ankerbo.

- Jeg vil være meget taknemmelig hvis 'Hullet i julen' kan be- eller afkræfte scenen med den kæmpe store nøgne fod, så jeg kan få klarlagt om det, jeg kan huske, jeg har husket i så mange år er korrekt eller bare en sund barnlig evne til at skabe monstre ud af de mest dagligdags kedelige ting, skriver hun.

Se et klip fra 'Jul og grønne skove' her:

Og det har hun nu fået svar på. Anders Lund Madsen forsøger nemlig at svare på alle henvendelserne så godt, han kan, og i dette tilfælde kan han bekræfte Stine Ankerbos minde.

- Der var en kæmpefod i hullet i jorden! Jeg ved ikke, hvornår den kom derned, eller hvorfor, for det afsnit er slettet, men den optræder hen imod slutningen og er meget uhyggelig, skriver han til hende.

Ikke den eneste juleløse julekalender

En anden lytter, Jens Møller fra Flensborg, skriver, at julekalenderen, han kalder 'Hullet i jorden' var en stor skuffelse for ham dengang i 1980, hvor han var bare ni år. Den manglede nemlig jul.

- Men det var jo ikke den eneste juleløse julekalender. Den meget roste 'Jullerup Færgeby' er jo også helt og aldeles juleløs. 'Vinterbyøster' har heller ikke meget jul over sig, men var nu alligevel god, skriver han.

Hos Lene Flarup fra Nørre Aaby var der dengang i 1980 dog ikke tale om en familie, der mistede julen. Forældre og tre børn hyggede sig derimod med julekalenderen.

- Vi fem sad hver aften og kluklo sammen. Stor var vores overraskelse over al den postyr og kritik der kom! Tror ungerne nød julekalenderen, blandt andet fordi de voksne gjorde det. Kritikken kom jo ikke fra børn, men udelukkende fra voksne, hvis forestillinger om julen blev udfordret. Børnene gik jo fordomsfrit til sagen, og finurlig var den da, skriver hun.

- Der er meget vrøvl

Frem til juleaften fortsætter Anders Lund Madsen med at undersøge sagen nærmere. Indtil videre er der dog stadig ikke nogen forklaring på, hvad der skete med optagelserne fra julekalenderen, hvor halvdelen er blevet slettet fra DRs arkiv.

- Der er ikke rigtigt nogen, vi har talt med, der egentlig kan huske, hvad der foregik. Det er meget diffust, og der er meget vrøvl i mellem, fortæller Anders Lund Madsen.

Han var 17 år, da julekalenderen blev sendt og er overbevist om, at han selv syntes, det var enormt fedt.

- Men i virkeligheden synes jeg nok, det er federe nu, end jeg syntes dengang. Men det er sådan en julekalender, der deler vandene. Enten synes man, det var sindssygt godt eller sindssygt dårligt, siger han.

- Måske man lidt kan dele det op i det lidt 'københavnersmarte' og så 'bonderøvene'. Dem som er med på den, og dem, der synes, det er noget vrøvl. Det sjove er så, at det egentlig nok var noget vrøvl, siger Anders Lund Madsen.

Hør julekalenderen 'Hullet i julen' her.

Facebook
Twitter