Andrea har optaget over 200 videoer af sig selv: 'Folk har troet, at jeg var skrigende sindssyg'

Den 21-årige skuespiller Andrea Heick Gadeberg gik til ekstremer i forberedelserne til 'Retfærdighedens ryttere'.

200 videoer af skuespilleren Andrea Heick Gadeberg der græder.

Det ville man finde, hvis man dykkede ned i kamerarullen på den 21-årige skuespillers telefon.

Som en del af forberedelserne til roller i danske film sørger Andrea Heick Gadeberg nemlig for at øve minutiøst:

- Jeg tror, jeg er meget nørdet i forhold til at øve replikker. Jeg har rigtig mange videoer på min mobil af mig, der sidder og tuder. Jeg har siddet i DSB-toge og prøvet at græde og kan godt forstå nu, at folk har troet, at jeg var skrigende sindssyg.

Men nu ser det ud til, at alt det hårde arbejde har båret frugt.

Andrea Heick Gadeberg spiller nemlig med i en af efterårets helt store danske film, Anders Thomas Jensens 'Retfærdighedens Ryttere', der blandt andet også har Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas på rollelisten.

Hør Andrea Heick Gadeberg fortælle, hvordan det er at spille over for Mads Mikkelsen - og se en konkret scene med hende fra 'Retfærdighedens Ryttere' i videoen ovenfor.

Facebook
Twitter