Kultur

ANMELDELSE: Afsnit to er endnu bedre

Krimiforfatter Anna Grue har kun meget få indvendinger mod afsnit 2 af Forbrydelsen III, som hun har anmeldt for dr.dk.

Nikolaj Lie Kaas spiller PET-manden Matthias Borch, der viser sig at have haft et forhold til Sofie Gråbøls Sarah Lund. (Foto: Tine Harden © Type 1)

Vi har fået krimiforfatter Anna Grue til at anmelde afsnit 2 af Forbrydelsen III. Du kan også komme med din mening her.

Forbrydelsen III, 2. afsnit:

Første afsnit af den nye omgang Forbrydelsen var godt. Andet afsnit var endnu bedre. Så kort kan det siges.

Tempoet stiger i takt med, at Sarah Lund (Sofie Gråbøl) vågner op til dåd og bliver besat af arbejdet med at finde det kidnappede rigmandsbarn og finde de tre sømænds morder. Langsomt glider planerne om at være en engageret mor med et fredsommeligt skrivebordsjob i baggrunden - og dog: I en central scene henimod slutningen laver den knudrede vicepolitikommissær en katastrofal fejl, da hun får øje på sin afvisende søn og hans kæreste på en togperron og derfor misser det tog, kidnapperen har beordret hende til at stige på. Måske ikke den mest sandsynlige reaktion, Sarahs professionalisme taget i betragtning, men meget sigende for den private krise, hun befinder sig i. Spændingsniveauet tager i hvert fald ikke skade af det lille twist.

Sarahs nye sidekick, PET-manden Mathias Borch (Nicolai Lie Kaas) går meget forsigtigt til værks i omgangen med den sammenbidte efterforsker, og også her er det på det personlige plan. Han er handlekraftig og seriøs, når det gælder opklaringsarbejdet, men usikker over for Sarah som person. Hans blik søger ofte hendes; hun kigger til gengæld kun sjældent på ham. En del af forklaringen får vi, da Sarahs altid taktløse og påtrængende mor (Anne Marie Helger) pludselig dukker op på Politigården i et privat ærinde og udbasunerer foran hele afdelingen, at Sarah og Mathias har været kærester i en fjern fortid.

Hele dette skisma mellem det private og det professionelle er Forbrydelsens adelsmærke, og det går igen i samtlige fortælletråde. Således truer statsministerens romance med at blive et politisk problem, og kidnapningen af skibsrederens datter får givetvis indflydelse på firmaets fremtid - en privat tragedie, som med stor sandsynlighed har sit udspring i hans arbejde.

Skal jeg sige noget kritisk, handler det om det politiske spor. Det føles meget voldsomt, når krimihandlingen - kidnapningen, mordene, opklaringen - gang på gang afbrydes, fordi vi skal følge med i et langtrukkent, taktisk spil om, hvem der skal støtte hvem i valgkampen. Flere gange er det en ren showstopper. Men okay, det kan jo være, der kommer en lidt mere solid forbindelse mellem de to spor, efterhånden som handlingen skrider frem. Man har da lov at håbe.

Men det er kun en lille indvending. Alt i alt er jeg meget tilfreds indtil videre. Noir-stemningen er perfekt ramt, skuespilpræstationerne er fine og nuancerede, plottrådene er mange og indviklede: Det er lige, som det skal være.

Og så den slutning! Det kalder jeg en chokeffekt. Uden at røbe for meget her - for det tilfælde, at nogen måske endnu ikke har set afsnittet - kan jeg godt sige, at man når at se et glimt af et mordoffers ansigt i sekunderne før døden. Kun et glimt, og det er i mørke. Men hvis det viser sig at være den, jeg tror, det var - så har vi et helt nyt spor til tredje afsnit. Jeg kan næsten ikke vente!

Facebook
Twitter