Vi har fået krimiforfatter Helle Vincentz til at anmelde afsnit 9 af Forbrydelsen III. Du kan også komme med din mening her.

Forbrydelsen III, afsnit 9:

Åh, hvor blev jeg nervøs flere gange igennem niende afsnit af Forbrydelsen. Javel, det er nervepirrende, om Reinhardt er en pædofil morder, og om ilten i Emilie Zeuthens tank slipper op, inden vi finder hende. Men det var ikke opklaring på de fronter, der for alvor fik mig til at holde vejret og krydse fingrene:

Det var frygten for, at Sarah Lund skulle miste sin mother-fucking-hard-core-autist-persona.

Jeg ved godt, at nogen drømmer om at se en blødere og mere menneskelig side af Gråbøls alter ego, men jeg er absolut ikke en af dem. Når jeg sætter mig til rette i sofaen, vil jeg suges ud af virkeligheden og ind i en fortælling, hvor seje, modige, mystiske, kantede og ekstraordinære personligheder får mig til at glemme alt omkring mig.

Sådan en er Sarah Lund, men dagens afsnit fik mig ad flere omgange til at frygte, at hun pludselig skulle vise sig som et helt almindeligt, hensynsfuldt menneske. Gru! Min indre uro blev for alvor vakt, da hospitalet ringer om indlagt svigerdatter, der trænger til rent tøj, og Sarah Lund tager af sted - med kun 48 timers luft tilbage i den tank, Emilie Zeuthen venter i! Og da hun når frem til hospitalet, har hun gudhjælpemig blomster med! Det er altså ikke god Sarah Lund-stil. (Heller ikke selv om blomsterne var fra kiosken, og prismærket stadig sad på).

Heldigvis genfinder hun Lund-formen i løbet af afsnittet, og jeg elskede især scenen, hvor fantastisk velspillede loverboy Borch (Nikolaj Lie Kaas) jagter hende rundt i Reinhardts kunstkrimihal for at forklare, at hans og konens problemer rækker langt tilbage, og at han vil Lund nu. Hun nægter kategorisk at tale om det og insisterer i stedet på, at de skal glemme, hvad der skete mellem dem. Borch bedyrer, at det har han ikke tænkt sig at gøre, hvorpå Lund resolut vender sig bort, spørger "hvor kom vi ind?" og begynder at lede efter døren. Sådan! På samme måde knyttede jeg hænderne i sejrsfølelse, da Sarah Lund var på hospitalet for at se nyfødt barnebarn, får et opkald fra kidnapperen og vælger at arbejde frem for at dikke-dikke. Det er de valg, der gør hende særlig, og det er derfor, vi hepper på hende søndag efter søndag.

Småfejl hist og her (hvordan kan en mand bare rejse sig og slås videre efter at være blevet skudt?) og en rædsomt karikeret dialog blandt mænd i jakkesæt ændrer derfor ikke ved, at jeg til slut kunne ånde lettet op, fordi vi fik det, ingen andre end Forbrydelsen kan give os: Sarah Lund. I egen lave person. Helt perfekt uperfekt.