Kultur

ANMELDELSE: Sarah Lund er en zombie

Krimiforfatter Susanne Staun har ikke meget til overs for kvinderne i Forbrydelsen. De er simpelthen for karikerede, skriver hun i sin anmeldelse.

Mathias Borch - spillet af Nikolaj Lie Kaas - viser sig som et ægte menneske, der er til at mærke og forstå i afsnit 5. Sarah Lund er til gengæld reduceret til en grundstødt zombie, mener Susanne Staun. (Foto: Tine Harden © Type 1)

Vi har fået krimiforfatter Susanne Staun til at anmelde afsnit 5 af Forbrydelsen III. Du kan også komme med din mening her.

Forbrydelsen III, afsnit 5:

Dette femte afsnit af Forbrydelsen III bærer på alle ligene fra de foregående afsnit i form af persontegninger og afgørende plotdrejninger, vi ikke tror på.

Alligevel bygger det videre med et helt frisk lig: Dramaturgisk topper 5. afsnit cirka midtpå, hvor vi får at vide, at Forbryderen har proppet Emilie i en sæk, skudt hende og smidt hende i havet. Dette tror seerne naturligvis ikke på, ikke mindst fordi Forbrydelsen, trods den kunstneriske noir-æstetik, stadig er et mainstream produkt, der ikke lader små piger dø i det store hav. Men efterforskerne anser herefter sagen som en i det store og hele afsluttet fiasko, og spændingen dykker til nulpunktet.

Lærredet befolkes nu af mennesker i varierende grader af sammenbrud og vores interesse for historien dør i personernes forskellige opgivelsesudtryk. Værst står det til med Sarah Lund, der reduceres til en grundstødt zombie. Hendes ellers sympatiske autist-persona kammer over, og det farlige vaudeville-moment, som vi tidligere oplevede i form af hendes mor, indfinder sig igen i en helt overflødig scene, hvor Zombie Lund og meget-kvidrende "svigerdatter" mødes i haven for at fortælle seerne, at Haruki Murakamis vanvittige kvindelige personligheder har inspireret seriens skabere.

Alle kvinder - med spindoktor Karen Nebel (Trine Pallesen) som den vidunderlige undtagelse - er simpelthen for karikerede, og deres umundrette dialoger er bestemt ingen hjælp. Men karikaturen dominerer langt ind i mændenes rækker: Politiundersøgeren fra statsadvokatens kontor udstyres med en lille, ond kaffekop og et på forhånd givent resultat, mens justitsministerens teaterskuespil fortsætter ufortrødent.

Det eneste, men store lys i den depressivt famlende anden halvdel indfinder sig, da Mathias Borch (Nikolaj Lie Kaas) sparker et bord til jorden i raseri. Endelig et ægte menneske, der er til at mærke og forstå.

Cliffhangeren til sidst er meget lille: Mon de finder noget på den båd. Det gør de nok, men det forventer vi sandelig også. Til gengæld begynder den politiske intrige at give mening, og hvad oppositionslederen lavede sammen med vicestatsadvokaten, da denne havde forladt justitsministerens kontor er... ægte spændende.

Facebook
Twitter