Anmelder afslører morder i ny film

Anmeldere raser over kollega Lars Bukdahl, efter han har afsløret slutningen af den nye danske film "Kandidaten". Du kan dog trygt læse med her.

Vi ved alle, at Titanic sank, og dermed var slutningen på en måde allerede lagt på bordet, da filmen om det store skib ramte biograferne i 1997. Men ingen anmeldere talte dengang over sig i forbindelse med filmens plot - hvad sker der med hovedpersonerne og så videre.

For anmeldere har den uskrevne regel, at man ikke afslører slutningen af en film i en anmeldelse. Men der er tydeligvis ingen regel uden undtagelse.

Spot: kandidaten

Lars Bukdahl, der er anmelder for filmmagasinet Ekko, har i hvert fald skrevet i sin anmeldelse af den nye danske spændingsfilm "Kandidaten", hvem morderen i filmen er. Det skriver Politiken.

Pas på hvad du læser

Buckdahls afslørende skriverier har fået andre anmeldere på banen - og de er ikke glade.

Politikens filmanmelder og bestyrelsesmedlem i Filmmedarbejderforeningen Kim Skotte synes, det er amatøragtigt at afsløre slutningen.

- Jeg ville ikke gide se en banal spændingsfilm, hvis jeg på forhånd havde fået røbet slutningen, siger Kim Skotte til avisen.

Fri for at se en dårlig film

Men det er også lige netop derfor, forklarer Lars Bukdahl - for "Kandidaten" er en dårlig film, som folk bør undlade at se:

- Det, der sker i filmanmeldelsen, er, at jeg eksploderer over at blive udsat for en thriller, hvor overraskelsesangrebet er så afgørende, og så bliver jeg udsat for en kliche. Det er en åndssvag handling, og overraskelsen er yderligere åndssvag, siger Lars Bukdahl.

Men bare fordi anmelderen synes plottet er dårligt, så berettiger det ikke en afsløring af slutningen, mener litteraturredaktør på Jyllands-Posten, Jakob Levinsen.

Filmselskab bryder også regel

Endnu mere fortørnet er dog distributøren af "Kandidaten", SF Film. Selskabet har derfor brudt en anden uskreven regel, der siger, at filmselskaber ikke blander sig i anmeldernes arbejde. Nu har chefen hos SF Film forlangt en forklaring i en mail sendt til chefredaktøren på Ekko.

- Det er ikke, fordi det er en dårlig anmeldelse, men fordi det er respektløst at afsløre plottet. Det er rigtig svært at vide, hvem skurken er, og så gå ind og se filmen, forklarer film- og distributionschef Sune Lind Thomsen.

Ingen undskylding

Filmselskabet skal dog ikke forvente en undskyldning:

- Nej, jeg synes, at det er en helt særlig anmeldelse, der skal illustrere - også i sin form - hvorfor plottet ikke fungerer. En god thriller er altid mere end sit plot, og man har en svag film, hvis en enkelt anmeldelse kan ødelægge den, siger Ekkos chefredaktør, Claus Christensen.

Han understreger dog, at det ikke er en ny politik fra Ekkos side at afsløre slutninger.

Facebook
Twitter