Anmeldere: Aqua er en træt kliché

I dag udkommer den dansk-norske popkvartet Aquas tredje album. Og anmelderne er, mildt sagt, ikke begejstrede.

- Aqua taber hurtigt pusten. Læserne af det anerkendte amerikanske kulturmagasin Rolling Stone udråbte forleden "Barbie Girl" til 1990'ernes værste sang. Bare vent til de hører "Like a Robot" fra det nye album.

Sådan skriver Jyllands Postens Kasper Schütt-Jensen om Aquas nye album, "Megalomania". Og han er langt fra den eneste, der ikke er imponeret.

"René Dif er en klods om benet"

Berlingskes anmelder, Jeppe Krogsgaard Christensen, giver pladen to ud af seks stjerner og en skarp bemærkning om popgruppens vokalarbejde.

- Lene Nystrøm forfalder til sin helium-stemme, ligesom René Difs rap-råberi er en tungere klods om benet på sangene end nogensinde før.

Hos Jyllands Posten og Urban sammenlignes Aquas nyeste udspil med henholdsvis DJ Ötzi og tam afterski-musik.

- Det lyder som lydsporet til en gang tossefuld afterskiing på en gymnasietur til St. Anton. 'Ooouh-o-ohoh' råber Dif, mens Nystrøm kælent mijaver 'Fuck Me Like a Robot'. Barbie Girl er blevet en Lolita-dukke - og vi kan føle os taget bagi af Aquas begærlige maskinpop, skriver Urbans Anders K. Sørensen.

Burde have stoppet mens legen var god

Mange af anmelderne virker ligefrem til at have en opfattelse af at Aqua ikke burde have udgivet det nye album.

- Det, der engang var en sjov leg med formerne og stilen, er endt som en træt kliché, der ikke overbeviser om andet, end at det faktisk nogle gange er bedst at stoppe, mens legen er god, som Politikens Erik Jensen formulerer sig.

Både B.T.'s og Ekstra Bladets anmeldere efterlyser Aquas tidligere charme. Og i Berlingske mener Krogsgaard Christensen ikke, at Aquas nye popnumre har noget at byde på, sammenlignet med andet moderne pop.

- Det er godt håndværk, godt produceret, men fuldkommen blottet for karakter og uden nogen form for charme, coolness, humor, kant eller noget som helst andet, som kunne give det mening at lytte til dem frem for alle de andre acts i popland.

Få positive stemmer

Musikbladet Gaffa giver albummet fire ud af seks stjerner og er sammen med Metroexpress de eneste der roser Aquas "Magalomania".

- Begejstringen er intakt, kærligheden til dance og eurodance, det lille dramatiske spil mellem Lenes lillepigevokal og René Difs brummende ditto - det hele er der endnu, skriver Gaffas anmelder Signe Bønsvig Wehding.

Aquas ambitioner om at lave solide pophits er altså ifølge Gaffas anmelder nået, det samme gælder Metropexpress' Jonas Kleinschmidt:

- Albummet hugger kløerne i sin lytter fra første sekund og giver ikke slip, før man sidder tilbage tom, udmattet og i totalt popchok. Alle regler i poppens store ABC følges til punkt og prikke.

Dårlige anmeldelser bekymrer ikke Aqua

Aquas reaktion på de mange lunkne anmeldelser er meget afslappet. De mener endda at den dårlige omtale kan hjælpe salget af den plade på vej.

- Det er fedt, når vi får dårlige anmeldelser, så sælger vi altid rigtig godt, siger Lene Nystrøm i et interview med Gaffa, hvortil Søren Rasted supplerer:

- Der er heldigvis stadig en masse mennesker derude, der hader os og en masse, der elsker os, og sådan vil det nok blive ved med at være.

Facebook
Twitter