Anmelderne vilde med 'Andens' nye show: Han er kongen af comedy og skidedygtig

Hvis der er nogen, der kan gå på scenen iført kongekrone og slæb, så er det Anders Matthesen, mener anmelderne.

Det store show, 'Anden 25' er i anledningen af Anders Matthesens 25 års jubilæum som komiker. Han startede i 1993 på små, ydmyge klubscener. I aftes havde showet premiere på den langt større scene i Royal Arena. (Foto: Morten Rygaard)

- Han er denne tids ubestridte, ukronede konge af dansk comedy.

Sådan lyder det i B.T.s anmeldelse af Anders 'Anden' Matthesens 25 års jubilæumsshow 'Anden 25', der i aftes havde premiere i Royal Arena i København.

Showet får topkarakter af anmelder Bo Poulsen, nemlig seks stjerner, men han er ikke den eneste, der er helt oppe at ringe over Matthesens nye show.

- Han var skidedygtig til at bruge hele Royal Arena, der på ingen måde virkede for stor til begivenheden, lyder det videre fra Bo Poulsen.

Berlingske svinger sig også op på fuldt hus med seks stjerner til showet, der fik anmelderens tårer til at trille.

- Man tuder af grin hele aftnen over alle de gale typer og gakkede gags. Anders 'Anden' Matthesen er slet og ret garant for plat underholdning med en kant af klogskab og kulturpessimisme, skriver anmelder Søren Schauser.

Også POV International giver komikeren seks stjerner for det nye show med ordene: 'Endnu en gang sætter Anders Matthesen ny standard for dansk scenekunst'.

Der var mere end 13.000 mennesker samlet i aftes til premieren på 'Anden 25'. Med 75.000 solgte billetter kun otte dage inden premieren, slog Matthesen alle sine hidtidige forsalgsrekorder. (Foto: Morten Rygaard)

Selvironi er bedst

Hos Politiken må jubilaren 'nøjes' med fem hjerter, men også her er det en svært begejstret anmelder, der har set komikerens show.

- Det kræver den onde stejle mig sin mand at entre scenen over for et 13.500 personer stort publikum iført kongekrone og slæb som en anden europæisk monark anno gamle dage. Men er der nogen, der kan gøre det, er det 43-årige Anders Matthesen, lyder det i anmeldelsen.

Også hos Ekstra Bladet får Anders Matthesen fem stjerner, og især hans evne til at være svært selvironisk bliver rost til skyerne.

- Som sædvanlig langer han ikke bare ud til højre og venstre, men vender i høj grad også skytset ind ad - ikke bare mod sig selv, men også familien må stå for skud. Ironi er godt, men selvironi er endnu bedre, lyder det.

Jyllands-Posten er dog ikke helt så entusiastiske som de andre, og nøjes med at give fire stjerner med ordene:

- Vi går stopfodrede, overmætte og forspiste fra et show, der blev for meget af det gode. Men som - i ambivalensens ånd - også var både blæret og mesterligt udført, at man ikke kan lade være med at blive imponeret.

'Anden 25' kan ses i Royal Arena til og med den 27. oktober og rykker derefter til Jyske Bank Boxen i Herning den 1. og 2. november.