Bedrag

Anmeldernes dom: Fængende og fuld af godt skuespil

Skuespiller Thomas Bo Larsen, som spiller betjent, er en 'særlig gave', lyder det blandt andet i en af anmeldelserne.

Holdet på DR's nye dramasatsning 'Bedrag'. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Efter første afsnit af DR's nye dramaserie 'Bedrag' lader det til, at anmelderne også i næste uge vil sidde klar ved skærmen.

Anmeldelserne i Politiken, Berlingske, BT, Kristeligt Dagblad og Soundvenue er overordnet positive overfor DR's nye dramaserie, som omhandler økonomisk kriminalitet i toppen af samfundet.

1. BT taler om afhængighed

I BT bliver man som seer 'håbløst afhængig' allerede efter første afsnit, skriver anmelder Henning Høeg.

- Fra begyndelsen har ’Bedrag’ sin helt egen tone. Persongalleriet bærer præg af et skarpt øje for vores allesammens virkelighed, som vi kender den fra både medier og dagligstue, lyder det blandt andet i BT's anmeldelse.

BT-anmelderen giver serien fem ud af seks hjerter.

https://www.facebook.com/ditbt/posts/1291861730841042

2. Gumpetung men lovende

I Politikens anmeldelse kalder skribenten serien for 'lovende', men synes, at de 'indledende afsnit virker lidt gumpetungt'. Derimod er han imponeret over skuespillerpræsentationerne.

- Også castingen er god: Nikolaj Lie Kaas er øretæveindbydende god som direktøren Xander, og Thomas Bo Larsen er troværdig som den sandhedssøgende strømer, der begraver sig i sit arbejde for at glemme et privatliv med en skleroseramt hustru, der enten er plejekrævende eller overkompenserende sød, skriver anmelder Henrik Palle.

Han giver serien fire ud af seks hjerter.

https://www.facebook.com/politiken/posts/10154433242448294

3. Det hele balancerer til perfektion

Berlingskes anmelder har også bemærket det velvalgte cast af skuespillere.

- Det er en særlig gave, at Thomas Bo Larsen som politimanden Mads endelig har fået en rolle, hvor hans kvaliteter som skuespiller får lov at ulme på lavt blus, skriver han i sin anmeldelse.

Berlingske-anmelderen giver serien fem ud af seks stjerner og mener, at man helt sikkert også bør følge med i næste uge.

- Allerede nu ved man, at 'Bedrag' bliver en serie, man er nødt til at følge. Realisme, følelser, spænding - det hele balancerer til perfektion.

https://www.facebook.com/berlingske/posts/10153312633063133

4. Fire hjerter til 'medrivende søndagsdrama'

Anmelder Karen Dyssel fra Kristeligt Dagblad har også set første afsnit af den nye DR-serie, som blev sendt i går.

Hun glæder sig over serien, der ifølge hende lægger op til at beskrive både, underklasse, mellemklasse og toppen af samfundet.

Samtidig sætter hun pris på at hovedsporet for fortællingen "har stærkest rod i den samfundsmæssige arena i stedet for i privatlivets sfære" og skriver:

- Det er alligevel det store samfundsmæssige bedrag, som følger med en tid, hvor pengene kun bliver større og moralen taktvis mindre, der er fortællingens hovedspor. Det er godt.

Hun giver serien fire ud af seks stjerner.

https://www.facebook.com/kristeligt/posts/10153810466342402

5. Endnu en krimiserie fra DR's side

Fire ud af seks stjerner er der også fra anmelderen på musikmagasinet Soundvenue.

Anmelderen brokker sig over, at DR endnu engang giver sendetid til en krimiserie, men roser alligevel serien for blandt andet at have fokus på, hvordan mordet er sket og ikke hvem der har begået det.

Derfor slutter anmelder Jesper Olsen også af med ordene:

- Så alright, DR, I vinder. Vi tager en krimiserie mere. Én.

https://www.facebook.com/soundvenue/posts/10153944399764101

  • Fakta om DR-serien Bedrag

  • Tv-dramaserien er instrueret af Per Fly med manuskript af Jeppe Gjervig Gram

  • Blandt hovedrollerne er Thomas Bo Larsen, Nikolaj Lie Kaas, Line Kruuse, Natalie Madueno og Esben Smed

  • Serien sendes næste gang på søndag klokken 20 på DR1

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter