Antipiratgruppen på jagt efter studerende

Antipiratgruppen er gået i gang med at opspore studerende, der ulovligt henter lærebøger ned fra internettet. Piratgruppen beklager beslutningen.

Studerende, der henter lærebøger på nettet, skal kigge sig en ekstra gang over skulderen, når de tænder computeren.

Antipiratgruppen er på Den Danske Forlæggerforenings vegne gået i gang med at opspore studerende, der ulovligt henter lærebøger ned fra internettet.

- Vi har allerede fundet et sted, hvor der lå filer med 44 komplette lærebøger. Og det er jo faktisk synd, hvis en studerende har tænkt, at det her var så let, at han har taget det hele, siger Ib Tune Olsen, direktør i Forlæggerforeningen.

De studerende vil blive mødt med et erstatningskrav, og hvis de ikke betaler, en erstatningssag i retten. I grove tilfælde vil de blive politianmeldt.

Piratgruppen beklager beslutning

Forlæggerforeningens aktion kommer efter, at Piratgruppen - hvis mærkesag er fri videndeling på internettet - på sin hjemmeside har opfordret studerende til at lægge lærebøger ud på nettet og til at hente dem. Mange har ifølge gruppens hjemmeside fulgt opfordringen.

Sebastian Gjerding fra Piratgruppen beklager forlæggernes beslutning og mener, at forlæggernes skridt er udtryk for snæversynethed.

- Piratgruppen har forsøgt at påpege perspektiverne for undervisning og videndeling. I stedet for at gribe en oplagt mulighed for en vigtig diskussion forsøger forlæggerne at true sig til flere penge, siger Sebastian Gjerding.

Han påpeger, at det ikke er lykkedes Antipiratgruppen at få fældet domme over musikpirater, der har hentet musik over fildelingsnetværk.

- Trussel mod undervisning

Lærebogsforfatter og professor på Københavnsuniversitet Heine Andersen mener, at ulovlig kopiering af lærebøger er en trussel mod undervisningen, fordi den fører til et mindre udbud af lærebøger.

- I forvejen er det at skrive lærebøger som regel fritidsarbejde, der ikke har særlig høj anseelse i forhold til forskning. Specialiserede lærebøger kommer ikke i særlig store oplag, og ulovlig kopiering medfører, at økonomien hurtigt bliver helt udhulet, siger Heine Andersen.

Facebook
Twitter