Apple bøjer sig for Side 9-pigerne

Apple har accepteret den ucensurerede version af Ekstra Bladets Ipad-applikation. Inklusiv de letpåklædte kvinder og massageannoncerne.

Ekstra Bladets lange seje kamp for at blive en del af Apple-universet ser nu ud til at være slut.

Den gigantiske IT-virksomhed har nemlig givet efter, og tillader nu den danske avis at få en applikation til Iphones og Ipadskærmene.

Apple har i lang tid ellers afvist Ekstra Bladets applikations på firmaets produkter med den begrundelse, at avisens Side 9-piger var anstødelige. Et argument som mange undrede sig over, da blandt andre engelske "The Sun", som også har letpåklædte damer i sine avisudgaver, for længst havde fået godkendt sin applikation hos Apple.

Uforståelig Apple-logik

Apples boykot af Ekstra Bladet førte til protester fra blandt andre avisens chefredaktør Poul Madsen, der mente at Apple forsøgte at knægte pressefriheden, men nu har Apple altså åbnet op for avisens app via Apples netbutik.

Den beslutning glæder Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen.

- Man skal vist være ansat hos Apple for at forstå logikken, så det har vi for længst opgivet at sætte os ind i. Nu glæder vi os bare over, at Ekstra Bladets læsere kan få deres avis på papir, mobiltelefon eller Ipad, hvis det er det, de har lyst til«, siger han til eb.dk

Facebook
Twitter