Først fjernede Apple Peter Øvig Knudsens to Hippie-bøger fra sin iBookstore på grund af billeder af nøgne menesker - og nu optrapper Apple censuren mod den danske forfatters værker.
For Apple har også fjernet App-udgaven af bøgerne fra deres App Store. Beslutningen blev meddelt ved en telefonopringning fra Apple i Californien, oplyser forlaget Gyldendal.
App-udgaven indeholdt ikke bare bøgerne, men gav også køberne mulighed for at skifte frit mellem læsning og oplæsning med musik.
"Langt alvorligere"
Hippie-app'en er specielt udviklet til Øvigs to værker og er efter alt at dømme den første af sin art i verden.
- Det nye skridt fra Apple er langt alvorligere end de første: Ebogs-udgaverne af Hippie har trods alt kunnet købes andre steder end i Apples iBookstore, men App-udgaven til iPad og iPhone kan udelukkende købes i App Store. Vi har derfor nu ingen mulighed for at sælge den mest avancerede udgave af mine bøger, siger Peter Øvig Knudsen i pressemeddelelsen.
"Ubehagelig konsekvens"
App'en er udviklet af Hippieselskabet, der også udgiver de fysiske bøger.
- Apples beslutning blev meddelt telefonisk af en medarbejder, der kun havde standardsvar på mine indvendinger. Konsekvensen for os er voldsomt ubehagelig: Vi har investeret betydelige summer og kræfter i en avanceret App, som vi nu ikke kan sælge nogen steder. Selv hvis vi censurerer den, vil den sandsynligvis ikke blive godkendt til salg i App Store, siger Jens Lauritsen, administrerende direktør i Hippieselskabet.
I sidste uge godkendte Apple ellers en censureret udgave af Hippie-ebøgerne til salg i iBookstore efter først at have afvist bøgerne på grund af nøgne mennesker. Men da Øvig og Hippieselskabet placerede røde æbler over hippiernes kønsdele blev værket altså accepteret.
Den løsning holdt dog ikke ret længe. Allerede efter fire dage blev værkerne fjernet fra iBookstore uden nogen begrundelse fra Apple.
En principiel sag
Sagen har vakt voldsom debat, flere kulturordførere har rejst sagen i Folketinget, danske medlemmer af EU-Parlamentet har rejst den over for EU-Kommissionen, og kulturminister Uffe Elbæk har bebudet, at han vil kontakte sine ministerkollegaer i EU for at finde fælles fodslag i sagen.
Sagen er af stor principiel betydning, mener Peter Øvig Knudsen:
- Netop nu dannes mønsteret for det digitale kulturforbrug i Danmark, og pludselig skal vi forholde os til, at store udenlandske koncerner kan censurere eller simpelthen forhindre salget af dansksprogede bøger til de danske læsere.