Aqua kan godt spille i Tivoli, mens KIDD og co. ikke kan – det skyldes ’usædvanlig adfærd’ hos unge koncertgængere, forklarer direktør

Tivoli aflyser Fredagsrock på grund af tidligere problemer med unge koncertgæster.

Det danske band Aqua gav koncert ved fredagsrock i Tivoli den 29. april. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Det skulle have været så svært at være så god i Tivoli på fredag.

I stedet har det vist sig at være så svært at afvikle ugens Fredagsrock, at forlystelsesparken i hjertet af København har aflyst ugens koncert med musikkollektivet CHEFF Records, der tæller rapperne KIDD, TopGunn og Klumben og produceren ELOQ.

Mens det ifølge Tivoli ikke var noget problem at afvikle koncerten med Aqua i fredags, så bunder beslutningen om at aflyse koncerten med CHEFF Records i, at unge koncertgæster har skabt kaotiske tilstande under årets første to udgaver af fredagsrock.

Her har flere unge forsøgt at klatre over hegnet ind til Tivoli, mens der under koncerterne blev meldt om tumult og slagsmål.

- Når vi ved, at der kommer mange festlige unge, så må vi sikre, at vi har det helt rigtige setup til det, og det kan vi simpelthen ikke nå at få, siger Frederik Wiedemann, der er kulturdirektør i Tivoli.

Selvom man har indført et nyt reservationssystem, der ifølge Tivoli "fungerede, som det skulle" under Aqua-koncerten, så er det endnu ikke klar til at håndtere en koncert, hvor publikum forventes at være væsentligt yngre, lyder det.

- Jeg vil gerne lige understrege, at det ikke er et sikkerhedsspørgsmål. Koncerten kan godt gennemføres sikkert, men det her handler om at sikre en god oplevelse for alle - også dem, der ikke tager i Tivoli for koncerten, siger Frederik Wiedemann.

Cheff Records har forståelse for beslutningen

Musikkollektivet CHEFF Records siger, at man ikke har mulighed for at stille op til interview om aflysningen, men i et skriftligt svar til DR Nyheder lyder det fra Oliver "TopGunn" Gammelgaard Nielsen:

- Vi er kede af, at vi ikke kan spille sommerens første koncert på fredag. Vi havde virkelig glædet os.

- Men sikkerheden og den gode oplevelse har altid været vores 1. prioritet, så vi har forståelse for, at Tivoli bliver nødt til at aflyse.

CHEFF Records oplyser også, at man sagtens kan mærke den store opmærksomhed, der er fra de unge fans omkring særligt Fredagsrock.

Vi ved godt, hvem vi har booket, men....

Frederik Wiedemann understreger, at man fra Tivolis side "overholder alle forpligtigelse over for kunstnerne".

- Det er ikke kunstnernes skyld, og de forstår godt vores prioritering, og at vi står i en særlig situation, siger han.

Hvilke indikationer har I på, at det rent faktisk ville "gå amok" herinde på fredag?

- Det er vores kendskab til publikumsgrupperne og den generelle sammensætning af publikum til Fredagsrock.

Burde I ikke allerede, da I bookede CHEFF Records have forudset, at det her er tre rappere, der tiltrækker unge, der er klar på en fest?

- Vi er udmærket klar over, hvem vi har booket. Og vi vil meget gerne have festlige koncerter og unge koncertgæster i Tivoli, men vi må også bare sige, at efter corona har vi oplevet en adfærd hos de unge, der er usædvanlig, siger Frederik Wiedemann og fortsætter:

- Jeg ved ikke, om der er en opsparet energi eller simpelthen en manglende erfaring med det at være i store forsamlinger. Det kræver i hvert fald noget ekstra at afvikle det hensigtsmæssigt for alle. Der er simpelthen flere, der ikke gør det, de får at vide, de skal – og ikke skal.

Hvorfor må Aqua, når Kidd ikke må?

Så det er ris til egen røv for de unge?

- Nej, ikke den konkrete unge. Det er ikke sikkert, at dem, der ville komme på fredag, er de samme som dem, der tidligere har skabt lidt for meget gang i den. Men når CHEFF Records kommer i Tivoli, så er vores forventning et meget ungt og festligt publikum, og det kan vi bare ikke håndtere lige nu.

Efter to omgange af Fredagsrock med store problemer for Tivoli, kunne man melde om en "Rigtig Tivoli-oplevelse fra start til slut", da Aqua spillede på plænen i Tivoli. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Tivoli lægger i deres pressemeddelse vægt på, at "et generelt mere modent publikum" bidrog til en problemfri afvikling af koncerten med Aqua sidste fredag.

Kan du forstå, hvis der er nogle unge mennesker, der føler, at deres forældre godt må gå til Fredagsrock, men de må ikke, fordi deres koncerter bliver aflyst?

- Når du siger det på den måde, kan jeg godt forstå det, men hvis de så de udfordringer, vi havde med unge fans for et par fredage siden, så ville de måske bedre forstå, at vi alle sammen har en interesse i at få lavet et system, hvor alle får en god oplevelse.

Havde Malurt, der er på programmet den 27., fået lov til at spille på fredag?

- Jeg kan ikke give dig et klart svar. Det ville være en afvejning, og det vil jeg ikke give dig et ja og nej-svar på.

På næste fredag er det så Martin Jensen, der spiller. Regner Tivoli med at kunne afvikle den?

- Det er vores ambition, og vi håber, at vi har et opdateret setup, så vi kan gennemføre koncerten på en måde, hvor alle i TIvoli får en god oplevelse, afslutter Frederik Wiedemann.