Aviser hylder Kim Larsen: 'Han ramte den danske folkesjæl'

Den folkekære spillemand mindes i avisledere og portrætter.

Kim Larsen døde i en alder af 72 år. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Hele Danmarks nationalskjald - eller spillemand, som han titulerede sig selv - har sunget sin sidste melodi.

Kim Larsen sov i går stille ind i en alder af 72 år.

Men både minderne og musikken lever videre, for han har om nogen slået sig fast i danskernes bevidsthed.

Den afdøde sanger, der i årtier har været en af Danmarks mest populære musikere, bliver i dag hyldet og mindet i både avisledere og nekrologer.

Fælles for avisernes mindeord er, at Kim Larsen var et samlingspunkt for danskerne på tværs af alle aldre.

Hans musik ‘ramte den danske folkesjæl’, som eksempelvis Politiken skriver.

- I snesevis af sange ramte Larsen med det høje humør, fandenivoldskheden og den store selvbevidsthed det sted i den danske folkesjæl, hvor der er højt som i en kirke eller et cirkustelt til loftet, plads til alle og enhver og solidaritet med dem, der ikke går den slagne vej, skriver Politiken.

Avisen slår også fast, at Kim Larsen var ‘med til at skabe selve det fællesskab, vi er en del af.’

Skabte sammenhængskraft

Jyllands-Postens musikanmelder, Anders Houmøller Thomsen, skriver, at Kim Larsen var ‘allestedsnærværende i danskernes liv’:

- Måske blev hans musik spillet til en mindeværdig blå mandag. Til festen. Til det første kys. Til brylluppet. Til begravelsen. Larsen var allestedsnærværende i danskernes liv. Han var en del af det, man kalder sammenhængskraften. Hans sange og album var af vekslende kvalitet. Men de bedste var uafrystelige. Han kunne forene en næsten pjattet folkelighed med fængende historie-fortælling og en dybfølt melankoli, skriver musikanmelderen i Jyllands-Posten.

Ekstra Bladet beskriver Larsen som en musiker, der i ‘fem årtier personificerede den danske sang’.

- Som en bredkæftet, poetisk fribytter på tyvetogt i det, han selv kaldte ’Borgergade’. Og som en kunstner, hvis integritet var uangribelig. Med 'Midt om natten’ og ’Forklædt som voksen’ udgav han de suverænt bedst sælgende albums i danmarkshistorien. Og dertil var der Gasolin’, ’Værsgo’ og alt det andet.

En del af nationens DNA

I sin avis-leder kalder Berlingske Kim Larsen for ‘eneren, der gjorde rockmusikken dansk.’

- Han havde en særegen charmerende måde at være politisk ukorrekt på, hvilket var medvirkende til, at han helt fra begyndelsen, da Gasolin’ brød igennem, tiltrak sig opmærksomheden. Kim Larsen havde i mere end én forstand en stor mund, men han forstod alligevel at være fræk på en afvæbnende dannet måde.

- Hans sange er for længst blevet indlejret som en fuldkommen naturlig del af nationens dna. Kodet ind i danskernes hjerter som ingen anden musiker har formået det i nyere tid, om nogensinde, skriver Berlingske.

BT slår fast, at Kim Larsen var med til at skabe et sammenhold i Danmark.

- Han er manden, der gennem fem årtier (!) har formået at fange nye stemninger og alligevel fastholde det fællesskab, der altid har været en del af et lille land som vores. Vi har rødder i et sammenhold, og Kim Larsens sange var en del af det sammenhold, skriver BT i sin leder.

Kim Larsen spillede sin sidste koncert på Filmtorvet i Holbæk den 25. august i år.

Den folkekære sanger sov stille ind søndag morgen efter længere tids sygdom.

Rettelse: DR Nyheder skrev tidligere, at Kim Larsen spillede sin sidste koncert den 24. august på Valdemar Slot. Dette er ikke korrekt. Kim Larsen spillede sin sidste koncert på Filmtorvet i Holbæk den 25. august i år.