Bagedyst-deltager tvunget til at trække sig i sidste øjeblik: 'Det var sindssygt frustrerende'

En af årets deltagere måtte ufrivilligt forlade Den store bagedyst i 11. time.

Deltagerne i årets sæson af Den store bagedyst. For én af dem sluttede bageeventyret brat. (Foto: © Carsten Mol, DR)

Spoiler-advarsel: Denne artikel indeholder detaljer om andet afsnit af Den store bagedyst. Har du ikke set det? Så kan du se afsnittet i DRTV.

To røde streger.

Noget så simpelt blev afgørende for Marc Kjær Nielsens bratte og ufrivillige exit fra dette års udgave af Den store bagedyst.

Det 32-årige bagehåb fik nemlig en positiv coronatest, bare få timer før optagelserne til årets andet afsnit af den populære bagekonkurrence skulle gå i gang. Derfor var han ikke at finde i bageteltet, da det seneste afsnit af Bagedysten løb over skærmen lørdag aften.

- Der var mildt sagt virkelig frustrerende, fortæller Marc om sit pludselige farvel til Den store bagedyst.

Allerede i dagene op til optagelserne, der fandt sted i foråret, kunne Marc godt mærke, at energien ikke var helt i top. Han følte sig halvsløj og ringede til lægen, der foreslog, at han for en sikkerheds skyld fik foretaget en coronatest.

En test, der altså viste sig at være positiv.

Marc havde længe forsøgt at presse sin mor, der altid har bagt meget, til at melde sig til Den store bagedyst. Da hun ikke bed på, valgte Marc i stedet selv at melde sig. - På det tidspunkt var bagning ikke nogen glødende passion for mig, men det er det virkelig blevet siden, fortæller Marc. (Foto: © Carsten Mol, DR)

- Jeg gik lidt i panik. Jeg ville jo vildt gerne fortsætte i programmet, men inderst inde vidste jeg jo godt, hvad det testresultat betød, fortæller han.

Med testen i hånden ringede Marc til redaktionen bag Den store bagedyst, der efterfølgende besluttede, at han var nødt til at udgå af programmet. En beslutning, som Marc forstod og naturligvis støttede op om, men som alligevel gav et stik i hjertet.

- Jeg var helt vildt skuffet og ked af, at det hele allerede var slut. Jeg havde brugt så meget tid på at forberede og glæde mig til, at jeg skulle være med i Bagedysten, og pludselig var det hele ovre på et splitsekund, siger han og fortsætter:

- Og så endda på grund af noget, som ingen af os kunne kontrollere, fortæller Marc, der efterfølgende måtte bruge en uge i sengen, før han blev rask igen.

Pludselig exit ramte hårdt

Der var ingen eliminering i årets første afsnit, og derfor var alle deltagere på papiret som minimum garanteret at få lov at bage med i sæsonens to første programmer.

Derfor gjorde Marcs ufrivillige exit efter bare ét afsnit også ekstra ondt.

- Vi havde selvfølgelig fået at vide, at vi risikerede at blive rigtig skuffede og kede af det, når og hvis vi røg ud af programmet. Men jeg havde jo ikke forberedt mig på at ryge ud allerede før den første eliminering, så det ramte virkelig hårdt og var sindssygt frustrerende.

Skuffelsen tog faktisk så hårdt på Marc, at han i flere måneder efterfølgende tog afstand fra alt, der mindede ham om Den store bagedyst.

- På det tidspunkt var hele oplevelsen blevet forbundet med noget negativt, så jeg havde brug for at få det lidt på afstand. Jeg holdt en pause fra at bage og så heller ikke Junior Bagedysten, da den blev sendt. Det gjorde mig simpelthen i for dårligt humør, fortæller Marc, der dog i dag er kommet sig ovenpå skuffelsen og glæder sig til at følge med i resten af den aktuelle voksensæson.

Og heldigvis for det, for om han vil det eller ej, så kan Marc, der til daglig arbejder som tatovør, ikke rigtig glemme Bagedysten helt.

På sit lår har han nemlig et evigt minde om hans – altså noget korte – bageeventyr i form af en tatovering af programmets vært, Timm Vladimir.

Marcs tatovering af Timm Vladimir fik den garvede Bagedyst-vært til både at spærre øjnene op og bryde ud i grin. (Foto: © PRIVATFOTO)

- Den er jo lidt fjollet, men da jeg fik at vide, at jeg skulle være med i Den store bagedyst, følte jeg og min kollega, at det skulle markeres på én eller anden måde, og så blev det altså en Timm-tatovering, fortæller Marc om portrættet, der pryder hans højre ben, hvor også ikoner som Elvis og Jørgen Leth er foreviget.

- Jeg ville måske synes, det var lidt weird, hvis en fremmed havde fået tatoveret mit fjæs på deres krop, men Timm er jo selv glad for tatoveringer, og heldigvis synes han bare, det var sindssygt sjovt.

Er klar på at tage revanche

Netop Marcs mange tatoveringer var også et tema i første afsnit af Den store bagedyst, hvor han i programmet fortalte om de fordomme, han ofte møder på grund af sit tussede udseende.

- Jeg synes, det er forfærdeligt, at folk har så mange fordomme, når det kommer til mennesker, der ser anderledes ud. Man bliver hurtigt sat i en bås, hvis man, som jeg, har mange tatoveringer, eller på andre måder skiller sig ud med sit udseende, fortæller Marc.

- Det var også en del af min mission med programmet. At vise, at man godt kan se ud som mig, og så stadig være en helt almindelig fyr, der for eksempel godt kan lide at bage flotte kager. Det håber jeg, jeg nåede at vise, selvom jeg kun var med i ét program, siger han.

- Jeg var fuld af nerver i det første program, så jeg havde håbet, det ville blive lidt mere roligt i program to, så jeg for alvor kunne vise, hvad jeg kan i køkkenet, fortæller Marc, der altså ikke fik chancen for at vise mere af sit bagetalent. (Foto: © Dr)

Det er dog ikke sikkert, at seerne har set det sidste til både Marcs tatoveringer og hans evner i køkkenet.

Det tussede bagetalent er nemlig ikke afvisende over for at tage revanche og tilmelde sig Bagedysten på ny.

- Jeg ville nok ikke melde mig til næste år, for jeg har ikke lyst til at være ham, der kom med på et wildcard. Men når der er gået nogle sæsoner, og folk har glemt mig lidt, så kunne jeg godt finde på at give det et skud mere, for det er jo et fantastisk program og en stor oplevelse, som jeg gerne vil prøve af igen.