Barsk virkelighed bliver til spillefilm

Instruktøren Tobias Lindholm har afsluttet optagelserne til gidseldramaet "Kapringen" ud for Østafrikas kyst. Pilou Asbæk og Søren Malling spiller filmens to hovedroller.

En helt almindelig morgen tikker en alarm ind på et dansk rederi. Et fragtskib med syv sømænd er blevet kapret i Det Indiske Ocean af somaliske pirater.

Scenariet kunne være taget fra virkeligheden, men er udgangspunktet for den ny danske spillefilm "Kapringen", der ventes at få biografpremiere i slutningen af 2012.

Instruktør Tobias Lindholm har netop afsluttet optagelserne ud for Kenyas kyst med et hold af skuespillere, der blandt andre omfatter Pilou Asbæk som skibskok på det kaprede skib, Søren Malling som skibsreder, Dar Salim og Roland Møller.

Kapring til 15 millioner

"Kapringen" har et budget på 15 millioner kroner og produceres af Nordisk Film. Det Danske Filminstitut giver 7 millioner i produktionsstøtte, og Kim Leona, konsulent for spillefilm på DFI, har store forventninger til filmen.

- Projektet er elementært spændende, og filmen kan blive én af næste års kunstneriske og publikumsmæssige succeser, siger hun.

Nej til udlandet

Filmen er et rent dansk projekt, selv om emnet kunne "invitere" til at satse på det internationale marked med en stort anlagt, engelsksproget co-produktion.

- Men det har instruktøren givet afkald på for at få så stor kunstnerisk frihed som muligt, forklarer Kim Leona.

Tobias Lindholm har både skrevet og instrueret "Kapringen", hans anden spillefilm som instruktør.

Den første var fængselsdramaet "R", som Lindholm instruerede sammen med Michael Noer. Filmen blev blandt andet belønnet med en Bodil for bedste danske spillefilm i 2010.

Desuden har han skrevet manuskriptet til "Submarino" sammen med Thomas Vinterberg og er aktuel som forfatter til tv-serien "Borgen".

/Ritzau/

Facebook
Twitter